Sygeplejerskeuddannelsen
Kursusansvarlig
Lektor og cand.pæd.pæd Ingrid M. Sørensen
Tlf. 9633 1592
e-mail: ims@ucn.dk
Ved University College Nordjylland tilbydes et kombineret teoretisk og praktisk kompetenceudviklingsforløb for undervisere ved University College Nordjylland uden formel pædagogisk efter- og videreuddannelse.
Pædagogisk kompetenceudvikling er et forløb, hvor den enkelte deltager ud fra sine forudsætninger og via refleksion skal blive klogere på egen pædagogisk praksis.
Til forløbet er der udarbejdet skriftlige vejledninger, en artikelsamling og der gives vejledning.
Der er tale om et forløb, hvor udgangspunkt og fokus er en del af deltagernes daglige undervisnings- og vejledningspraksis.
Det pædagogiske forløb skal kombinere deltagernes egen undervisnings- og vejledningspraksis med teoretisk indsigt og består i læsning og bearbejdelse af teoretisk pædagogisk materiale, præsentation og diskussioner i en studiegruppe, refleksioner, arbejde med en individuel læringsportfolio samt i at modtage vejledning.
Der er krav om, at deltagerne arbejder med en læringsportfolio, som gennem hele forløbet skal vise den enkelte deltagers analyser af teori, refleksioner over og dokumentation af egen undervisnings- og vejledningspraksis samt såvel egne som studerendes evalueringer.
I forløbet vil der være præsentationer af relevante pædagogiske begreber. Ligeledes vil der undervejs i forløbet blive afviklet et par seminarer. Der vil være skemalagt møde i studiegruppen 2 timer hver måned. Datoer for præsentationer, seminarer og møder vil blive meldt ud til deltagerne i god til inden starten af forløbet.
Hver deltager får tilknyttet en vejleder. Vejledningen varetages af erfarne undervisere ved University College Nordjylland med pædagogisk uddannelse.
Der tilknyttes vejledning i 10 lektioner. Vejledning vil bl.a. kunne tage udgangspunkt i deltagerens individuelle læringsportfolio og i observation af og refleksion over deltagernes undervisnings- og vejledningspraksis, og de evalueringer af undervisningen, som de studerende har givet og på den måde være med til at skabe sammenhæng mellem praksis og teori.
Hvert år pr. 1. februar sættes et forløb i gang. Et forløb varer ét år.
Arbejdsindsatsen anslås til at svare til 9 ECTS.
Det er aftalt, at der gives deltageren 100 arbejdstimer svarende til 2 x 50 timer (jf. tillæg til lokalaftale den 1. marts 2007).
Pris: ca. Kr. 15.000
Ønske om og behov for deltagelse afklares med de respektive studierektorer og tilmelding sker via studierektor til kursusleder Ingrid M. Sørensen.
Tilmeldingsfrist den 1. oktober.
Kursusleder er Ingrid M. Sørensen, lektor, cand.pæd.pæd. ved sygeplejerskeuddannelsen i Aalborg.
Der er nedsat en baggrundsgruppe bestående af kursusleder Ingrid M. Sørensen, Hanne Sloth, studierektor radiografuddannelsen og Lone Krogh, PUC, Aalborg Universitet.
Udvikling og gennemførelse af 2 forløb blev i 2005 – 2006 økonomisk støttet af ELU (det statslige Efteruddannelsesudvalg for Længerevarende Uddannede). Lone Krogh, PUC, Aalborg Universitet udviklede koncept og materialer. Ingrid M. Sørensen har på baggrund af evaluering af det ELU-støttede projekt revideret materialer m.v.
Yderligere oplysninger
Fås ved henvendelse til Ingrid M. Sørensen, e-mail: ims@ucn.dk Tlf. 9633 1592