Basismodul i akut sygepleje
C45110-12
Baggrund
I juni 2009 igangsatte Region Nordjylland et projektarbejde med fokus på etablering af et fællesregionalt koncept for de fælles modtageafdelinger i regionen. Uddannelsesbehovet for sygeplejersker med ansættelse i de kommende fælles akutmodtageafdelinger i Region Nordjylland blev undersøgt og der forventes et betydeligt efterspørgselspres for efteruddannelse i akut medicin og sygepleje fra disse afdelinger i Region Nordjylland. På baggrund heraf indgik Region Nordjylland et samarbejde med Efter- og videreuddannelsen i University College Nordjylland og Region Midtjylland om udvikling af en modulopbygget basisuddannelse i akutsygepleje. Basismodul i akut sygepleje er et resultat af dette samarbejde.
Uddannelsens sigte er at give de aktuelle og nødvendige kompetencer med henblik på at give akut indlagte patienter pleje og observation af høj kvalitet. Basismodulet i akutsygepleje er en selvstændig uddannelse inden for det akutmedicinske område. Basismodulet i akutsygepleje er samtidig første modul af en samlet akutsygepleje.
Målgruppe
Basismodulet i akutsygepleje er rettet mod sygeplejersker på fælles akutafdelinger, samt sygeplejersker ansat på andre afdelinger, der modtager akutte patienter.
Formål
- At sygeplejersken kvalificerer sine kompetencer i det akutte arbejde, målrettet patienter med symptomer på akutte medicinske, kirurgiske og psykiatriske lidelser – med særligt fokus på observation, vurdering og analyse af komplekse symptombilleder
- At sygeplejersken kan erkende og handle adækvat i forhold til symptomer på kritisk sygdom.
- At sygeplejersken styrker og videreudvikler sine kundskaber, med henblik på at besidde de teoretiske forudsætninger og tekniske færdigheder, der er fundamentet for at sikre kvaliteten i modtagelsen af den akut syge/tilskadekomne patient
- At sygeplejersken styrker sine kommunikative færdigheder i forhold til at indgå i det tværfaglige samarbejde omkring den akutte patient
- At sygeplejersken ajourfører sin viden med henblik på i et tværfagligt samarbejde at varetage modtagelse, triagering og visitering af patienter, der henvender sig i akut modtageafdeling
- At sygeplejersken udvikler sine forudsætninger for at medvirke til at sikre det gode patientforløb
Mål
Uddannelsesordning kan snarest rekvireres
Indhold
I uddannelsen indgår teoretisk undervisning indenfor følgende områder:
- Introduktion til ABCDE princippet i akut behandling
- Introduktion i forhold til strukturering af kommunikation om patientbehandling
- Triagering
- Akutte medicinske tilstande - Observation af symptomer, monitorering og behandling i relation til patienter med:
- Akut åndenød
- Symptomer fra kredsløbet
- Symptomer på feber og sepsis
- Bevidsthedspåvirkning
- Observation af symptomer, monitorering og behandling af patienter med:
- Akutte symptomer på shock, smerter i brystregion, hjertestop og rytmeforstyrrelse
- Akutte smerter, frakturer og skader i bevægeapparatet
- Akutte mave- og rygsmerter
- Akutte neurologiske tilstande
- Akutte psykiatriske symptombilleder, truende og selvdestruktiv adfærd
- Akutte symptomer fra øre, næse, hals og øjne
- Akutte symptomer på forgiftning og akutte metaboliske forstyrrelser
- Akutte symptomer på forbrænding og hypotermi
- Væske og elektrolytbehandling i forbindelse med modtagelse, pleje og behandling af den akutte patient.
- Det akut syge barn med feber. Modtagelse, observation af symptomer, pleje og behandlingsprincipper.
- Særlige forhold i relation til den ældre patient.
- Mono og tværfagligt samarbejde med primær sektor
- Patientsikkerhed, dokumentation, utilsigtede hændelser i forbindelse med modtagelse af den akutte patient.
I uddannelsen indgår simulationsbaseret færdighedstræning i:
- Kommunikationsfærdigheder og samarbejde
- Observation, håndtering af modtagelse af den akutte patient og samarbejde i teams
- Avanceret genoplivning
I uddannelsen indgår klinisk uddannelse i 360 timer.
Den kliniske uddannelse planlægges i et samarbjede mellem klinisk praksis og uddannelsesleder Tove Olsen, Region Nordjylland.
Kursets form
Kurset er inddelt i fire moduler, hvor der indgår teoretisk undervisning og simulationsbaseret færdighedstræning, og afsluttes med en prøve.
Underviser(e)
Undervisningen varetages af undervisere med specifikt kendskab til indholdsområderne.
Tidspunkt og omfang
Basismodulet har en varighed på 12 dage fordelt på 4 moduler.
Modul 1: 6. – 8. marts 2012
Modul 2: 27. – 29. marts 2012
Modul 3: 7. – 9. maj 2012
Modul 4: 19. – 22. juni 2012
Undervisningen vil foregå i tidsrummet mellem kl. 8.00 – 16.00
Pris og Deltagerantal
Kr. 14.000 hvor 50 % af uddannelsesgebyret betales af Region Nordjylland centralt og 50 % betales af den enkelte afdeling. Maks antal deltagere er 24.
Tilmelding
Efteruddannelsen er et lukket forløb for sygeplejersker ansat i Region Nordjylland. Orientering om ansøgningsprocedure sker gennem de respektive sygehusledelser.
Yderligere oplysninger
Udviklingskonsulent Birgitte Tørring bit@ucn.dk eller på hjemmesiden: www.ucn.dk
Der forbeholdes ret til ændringer i uddannelsens indhold og form.