Ifølge studieordningen for klinisk vejleder modul skal der benyttes undervisnings- og arbejdsformer som:
Dialogbaseret undervisning, forelæsninger
Når der undervises i et undervisningslokale, er undervisningen ikke kun lagt på, at underviseren formidler faglig viden. Der er lagt vægt på den pædagogiske form som kaldes dialogundervisning. Det betyder, at underviseren vil lægge op til dialog gennem spørgsmål. Du forventes som studerende at indgå i den dialog, der finder sted i undervisningslokalet. Du forventes også som studerende at stille uddybende og afklarende spørgsmål til undervisningen.
Der er også lagt vægt på at underviseren inddrager de studerendes erfaringer for at holde relationen til praksis
Problembearbejdning i grupper
Problembearbejdning er en del af organiseringen i den problembaserede læring. Her skal du i en gruppe arbejde ud fra scenarier, der er fortællinger af virkelighedsnære og virkelighedstro problemer. Problemerne er konstrueret således, at de sikrer, at du får mulighed for at arbejde med det faglige stof, som studieordningen foreskriver. Problemerne bearbejdes ved hjælp af en styret læringsmodel og gruppens fast tilknyttede vejleder
Gruppeprocesser med fast tilknyttet vejleder
I gruppeprocesser indgår, at de studerende kan hjælpe og lære af hinanden. Dynamik og synergieffekt er nøgleord, der populært sagt dækker over, at dit udbytte bliver større end din indsats. Rammen omkring gruppeprocesserne er tilrettelagt sådan, at gruppen og den faste vejleder samarbejder om læringsforløbet
Selvstyret læring
På studiedagene og som forberedelse til de forskellige undervisningsemner forventer vi, at du arbejder selvstændigt med at læse den obligatoriske litteratur. Vi forventer også, at du som en del af gruppeprocesserne har klarhed over, hvad du har behov for at lære. På IT`s Learning ogVejlederforum kan du finde støttende materiale til din selvstyrede læring. Du er også velkommen til at søge vejledning hos gruppens faste vejleder
IT-støttet læring
Mens du uddanner dig til klinisk vejleder støtter du din læring ved at arbejde på IT`s Learning. Her kan du hente forskelligt støttende materiale og du skal lægge dine oplæg ind til inspiration for dine basisgruppemedlemmer. På IT`s Learning kan du også diskutere faglige spørgsmål af forskallig art.
Øvelse i kommunikation
På modulet indgår en gruppebaseret øvelse i kommunikation og spørgeteknik i forhold til vejledning og interne prøver. Øvelsen er organiseret med "reflekterende teams", hvor den enkelte studerende kan få gruppens refleksioner over en øvelse, der er baseret på en mini-case.