Læringsredskaber

- til anvendelse i kliniske undervisningsforløb

Læringsredskaberne skal hjælpe den studerende til at nå målene for den kliniske periode. Et læringsredskab har ikke værdi i sig selv – men får værdi i brugen og samarbejdet mellem den kliniske vejleder og den studerende. Læringsredskaberne skal støtte den studerende læring i forhold til de beskrevne læringsformer i klinisk uddannelse.

 

Et af de vigtigste læringsredskaber er den kliniske undervisers og vejleders anvendelse af forskellige vejledningsformer, der hver især har nogle forcer.

Vejledningsformer

Vejledningsformer bruges sjældent rendyrkede. Her er valgt at præsentere nogle få og praksisnære vejledningsformer.
Nogle vejledningssituationer kan betegnes som her-og-nu-vejledning, hvor du ikke har mulighed for at forberede dig. En sådan vejledning kan få karakter af rådgivning. Andre vejledningssituationer er mere planlagte situationer, hvor du kan forberede dig til vejledningen og gøre dig forskellige overvejleder om, hvordan det kan være mest hensigtsmæssigt at gribe vejledningen an. En sådan vejledning vil ofte få karakter af en læreproces for den studerende.

 

Før-, under- og eftervejledning

Inspireret af Per Lauvås og Gunnar Handal bog: ”Praktisk fagteori” beskrives her vejledning i praksis i tre faser:

 

Før-vejledning er karakteriseret af det der foregår hos den vejlederen og den studerende inden selve vejledningssituationen finder sted. Det kan være en god ide at begge parter gør sig overvejelser om hvad vejledningen skal bruges til. Vejlederen kan med fordel overveje hvad den studerende ved i forvejen og hvordan hun vil gribe vejledningen an. Hvad formodes den studerende at have brug for hjælp til i forhold til den praktiske situation?
Den studerende kan med fordel overveje hvad hun vil have vejledning om – hvad er hun usikker på og eventuelt nedskrive spørgsmål og forventninger

 

Under-vejledning er karakteriseret af at den bygger på de aftaler om hvornår og hvordan vejlederen hjælper og eventuelt griber ind i den praktiske situation

 

Efter-vejledning er karakteriseret af at den studerende skal reflektere over forløbet og vejledningen. Den studerende skal helst komme frem til en ny forståelse af emnet for vejledning og kunne integrere denne nye viden

Vejledningsmetoder

Poul Nørgård Dahl har i artiklen: ”Studenterafstemt vejledning. Om vejlederkomminikation og projektarbejde” Nordisk Pedagogik, 19 (4) (Desværre findes artiklen ikke elektronisk) beskrevet 4 vejledningsmetoder, der har hver sine kendetegn, fordele og ulemper. Vejledningsmetoderne vil ofte variere gennem et uddannelsesforløb.

 

Det er ønskeligt med et uddannelsesforløb, hvor der er tiltagende konsulterende vejledning. En indikator på vejledningsmetode kan være hvordan balancen er mellem den tid som vejlederen eller den studerende taler.
Poul Nørgård Dahl har beskrevet fire typer af vejledning: instruerende vejledning, trænende vejledning, diskuterende vejledning og konsulterende vejledning.

Den instruerende vejledning, er karakteriseret af at vejlederen taler mest (op til 80% af tiden). Det kan vise sig ved, at vejlederen i vejledningssituationer laver hyppige check på den studerendes arbejde. Ofte vil vejlederen bruge ordene: ”skal” og ”må ikke” og ”det er rigtigt/forkert”. Instruerende vejledning bruges ofte, når den studerende skal lære mere teknisk prægede procedurer.

 

Den trænende vejledning er karakteriseret af, at vejlederen taler mindre (op til 60 % af tiden). Det kan vise sig ved, at den studerende i vejledningssituationen har mulighed for at spørge: ”kan jeg godt….” og ”må jeg godt….” og ”kunne jeg eventuelt……”. Vejlederen kan besvare den studerendes spørgsmål. Trænende vejledning bruges ofte, når den studerende har tilegnet sig en vis faglig indsigt og arbejder med selv at kunne tage stilling til en praktisk handling, hensigtsmæssig fremgangsmåde ect.

Den diskuterende vejledning er karakteriseret af, at vejlederen taler mindre ( op til 40 % af tiden). Det kan vise sig ved, at den studerende henvender sig til vejlederen, fordi hun gerne vil diskutere en praktisk situation. Her vil vejlederen ofte spørge den studerende med uddybende spørgsmål: ”hvad har du tænkt…..” og ” hvad kan du ellers gøre….” og ”hvad nu hvis…”. I den diskuterende vejledning er det vejlederens uddybende spørgsmål (og ikke svar), der åbner den studerendes mulighed for selv at finde en hensigtsmæssig løsning.

 

Den konsulterende vejledning er karakteriseret af at vejlederen taler mindst ( op til 20 % af tiden). Det kan vise sig ved, at den studerende mere orienterer vejlederen om, hvordan hun vil gribe en praktisk situation an. Vejlederen kan så stille de ”frække” spørgsmål til den studerende. Den konsulterende vejledning bør være fremherskende mod slutningen af en klinisk uddannelsesperiode.

 

Find yderligere inspiration her:

> Dagbøger

> Læringskontrakt

> Læringsskema
> Portfolio

> Seminar
> Studiedagsopskrift

> Uddannelsesplaner

> Pædagogisk model

> Refleksion