Om Screeningsudgave af Housing Enabler
(på svensk)
Housing Enabler / Ergoterapi og Gerontologi ved Lunds Universitet
(på svensk)
Nordisk Housing Enabler bygger på nordiske normer og vejledninger for tilgængeligt boligdesign. Det vil sige, at de normer vi har i de nordiske lande for, eksempelvis, hvor bred en dør skal være, toilettets højde, elevatorens dimensioner, hældningen på ramper og postkassens placering – sådanne normer er inkorporeret i redskabet.
Den største fordel ved redskabet er, at man sikrer, at hele boligen og nærmeste omgivelser (indenfor matriklen) undersøges systematisk for tilgængelighed og at redskabet er standardiseret. Redskabet er designet ud fra et kædetænkningsperspektiv således, at man måler tilgængelighed ud fra personens udøvelse af daglige aktiviteter i hjemmet, hvor alle barrierer identificeres. På denne måde identificerer man netop de items i omgivelserne, som udgør et tilgængelighedsproblem og som hindrer udøvelse af daglige aktiviteter – det kan eksempelvis være en knækket flise på vej til vaskehuset, som stikker op og derved gør stien utilgængelig, eller et dørtrin, en kant, en for smal dør, for lidt plads til at vende på, en vandlås, der er i vejen under vasken på badeværelset, et manglende støttegreb eller plads i køkkenet til siddende arbejde osv. Således får man specifikt svar på, hvilke boligændringer, der skal foretages med henblik på at øge tilgængeligheden i hjemmet for borgeren.
Redskabet bygger på nordiske normer for tilgængeligt boligdesign og for Danmarks vedkommende er BR08 den reference, der er anvendt i manualen. Det vil sige, at ergoterapeuter, arkitekter, ingeniører og andre der arbejder med tilgængeligt bolig design, vil med Housing Enabler have et standardiseret redskab og metodik, der understøtter det tværfaglige samarbejde. Der findes ingen andre lignende standardiserede redskaber til brug ved boligtilpasning eller opførelse af nyt byggeri.
Redskabet kan kun måle boligens fysiske tilgængelighed og der kan fortsat være behov for at supplere med egne noter og eventuelt tegninger i forbindelse med boliginterventioner. Redskabet måler ikke, hvorvidt personen er tilfreds med boligens design set i forhold til de aktiviteter personer ønsker eller har behov for at udføre. Dette handler nemlig om anvendelighed – et andet begreb, der skal undersøges på dette begrebs præmisser. Hertil findes undersøgelsesredskabet ”Min boligs anvendelighed”, der bliver oversat af det nationale Housing Enabler kompetencecenter i 2009-2010.