I forbindelse med min uddannelse til bygningskonstruktør valgte jeg at tage mit 5.semester i udlandet. Valget faldt på Australien, fordi jeg havde to valg ud fra skolens tilbud – set med mine øjne. Australien eller England. Et ophold i England har aldrig eksisteret i mine drømme, derfor faldt valget på det mere eventyrlystne land; Australien, hvor semesteret blev taget på Holmesglen i Melbourne. Jeg modtog et legat fra C.W. Obel, som har været med til at dække mine udgifter i forbindelse med turen.
Jeg ønskede at komme til udlandet af flere årsager. Først og fremmest for at forbedre mit engelske sprog, som har været forsømt en del gennem de sidste par år, og ikke mindst for at opleve en anden kultur, et andet land og en anden måde at gå i skole på. Alle forventninger er blevet opfyldt - på godt og ondt. Skolestarten var meget frustrerende for os alle. At blive smidt ind i en anden uddannelse, som ikke er identisk med den, vi kom fra, og samtidig være en del af det sidste semester i deres uddannelse, har skabt en masse udfordringer og ikke mindst frustrationer.
Studiet har været meget tidskrævende. En stor omvæltning fra én studieform til en anden. De faglige udtryk på et andet sprog. Nye fag generelt. Og ikke mindst alle de nye indtryk fra en anden byggekultur. Det har alt sammen givet os et lærerigt, men krævende skoleophold, som vi på mange måder kan tage med os i bagagen og bruge i vores videre uddannelse og arbejdsraliv.
På uddannelsen til bygningskonstruktør har vi i Danmark arbejdet meget praktisk med tingene. Vi har arbejdet med de forskellige byggefaser. Fra projektforslag til hovedprojekt. Vores arbejde har mest givet sig til udtryk gennem tegninger, skitser, tidsplaner, budgetter og diverse skemaer. Altså en uddannelse, hvor det ikke er det skriftlige arbejde, der fylder mest, udover de årlige specialer selvfølgelig.
Det fik vi at føle i det australske, hvor vores to fag skulle ende ud i lange professionelle rapporter på engelsk uden brug af tegninger som kommunikationsmiddel.
Det ene fag Large Scale Mixed-use Development omhandlede et stort byggeprojekt bestående af 600 lejligheder, 4000 kvm kontorbygninger og 8000 kvm detail. Faget tog fat på fasen, før man går i gang med at projektere. Vi skulle finde ud af, om projektet kunne betale sig, og om det overhovedet var muligt. I den forbindelse med størst fokus på det finansielle. Vi fandt hurtigt ud af, at man i (også) Australien kun tænker på penge, penge og penge. Bekymringer som ikke har været store på studiet i Danmark. Det var meget lærerigt og på mange måder tættere på det ”virkelige” erhvervsliv, hvor det i sidste ende handler om overskuddet.
Det andet fag Sustainable Housing Development var på trods af det skriftlige arbejde mere praktisk. Vi skulle rådgive en familie, som gerne ville bygge et bæredygtigt hus. Vi skulle analysere den givne grund, arbejde med de australske love, anbefale et muligt design, materialer osv. Altså mere identisk med fagene hjemmefra. Udfordringen var igen det skriftlige. Trangen til at udtrykke vores viden gennem tegninger var stor. Deres holdning samt viden om bæredygtig byggeri overraskede os en del. Vi fik i den grad set bæredygtigt byggeri fra en anden vinkel.
Alt i alt har opholdet været meget spændende og lærerigt. Jeg har fået et indblik i det australske skolesystem, eller i hvert fald dét, vi er blevet præsenteret for på Holmesglen. Skolen bærer meget præg af, at eleverne selv betaler for skolen. Man får, hvad man betaler for! Jeg tror derfor, jeg taler på alles vegne, når jeg siger, at vi nu vil sætte mere pris på vores uddannelse i Danmark.