• Til forsiden
  • Biblioteket
  • Its Learning
  • Kontakt
  • Læs op
  • Sitemap
  • Print
  • It
  • Formindsk tekstst?rrelse Forst?r tekstst?rrelse
  • Visit our English website ucnorth.dk
  |  
Du er her:

Små virksomheder deler praktikanter

18. juni 2012 13:05

Nyhed, UCN


Mindre en- og tomands virksomheder går ofte glip af den nye viden og de nye kompetencer, som en praktikant fra en videregående uddannelse kan komme med. De har nemlig svært ved at finde tid, overskud og måske også plads til en praktikant. Og nogle gange er opgaverne i de små virksomheder heller ikke store nok til en tre måneders praktikperiode.

 

Et nyt samarbejde mellem Business Park Nord, Rebild Kommune og UCN gør det nu muligt for de små virksomheder at få en praktikant, der kan bidrage til at understøtte deres udvikling.

 

Praktik Center Støvring er navnet på det samarbejde, som de tre parter har etableret. Ideen er, at flere af de 65 virksomheder i Business Park Nord kan deles om en praktikant, og at Business Park Nord stiller et lokale til rådighed for praktikanterne, mens en underviser fra UCN er fast tilknyttet centret og sørger for vejledning af praktikanterne undervejs.

 

I første omgang bliver tre praktikanter fra 7. semester på de to uddannelser International handel og markedsføring samt E-konceptudvikling tilknyttet centret i tre måneder til efteråret. Studieleder på UCN, Peter Vollstedt, håber, at ordningen bliver en succes, så centret allerede til foråret kan udvide til fem praktikanter.

 

- For vores studerende er det en enestående mulighed for at komme til at arbejde med de små virksomheder, som de ellers sjældent kan få praktikpladser ved. De får erfaringer med og viden om, hvad der rører sig i de mindre virksomheder, og hvilke problemstillinger de typisk står overfor. Den viden kan de også bruge, hvis de selv vil starte virksomheder, når de er færdige, siger Peter Vollstedt.


 

Hjælp til virksomhedens vækst

 

Praktikanterne, som er på det sidste semester af deres uddannelse, kan hjælpe virksomhederne med opgaver som fx ny markedsføringsstrategi, markedsføringsmateriale, analyse af eksportmarkeder, konkurrentanalyse, opdatering og optimering af hjemmeside samt opbygning af kundedatabase.

 

Direktør for Business Park Nord, Erik Rauff, forklarer, at det ofte kan være svært for en-mands virksomheder at have den fornødne tid til at fokusere på udvikling af forretningen sideløbende med den daglige drift.

 

- I businessparken har vi en målsætning om at skabe de bedste betingelser for virksomhedernes vækst. Det gør vi bl.a. ved at understøtte med netværk, kontorhjælp og med viden, der kan facilitere deres udvikling. Halvdelen af virksomhederne i parken er en-mands virksomheder, og jeg tror, at denne mulighed for timesharing af en praktikant er et godt tilbud til dem, så de kan få én at snakke og sparre med, som tænker anderledes. Vi håber også, at ordningen kan bidrage til at give de unge mennesker en større forståelse for, at det overordnede formål med en forretning er at tjene penge, siger Erik Rauff.

 

Tirsdag den 19. juni kl. 14 mødes de tre samarbejdsparter, ni interesserede virksomheder og de tre praktikanter for første gang i Business Park Nord.

 

 

For mere information

Tekst: Anne Bollerslev, UCN KOMmunikation, aeb@ucn.dk

 

Professionshøjskolen University College Nordjylland   |   Aalborg   |   Hjørring   |  Thisted  |  72 69 00 00  |   ucn@ucn.dk   |   RSS-feeds fra UCNNyheder   |   UCN på Facebook  UCN på YouTube