• Til forsiden
  • Biblioteket
  • Its Learning
  • Kontakt
  • Læs op
  • Sitemap
  • Print
  • It
  • Formindsk tekstst?rrelse Forst?r tekstst?rrelse
  • Visit our English website ucnorth.dk
  |  
Du er her:

Unge vil uddannes på UCN

5. juli 2012 12:00

Nyhed, UCN


UCN's uddannelser er populære som aldrig før. Igen i år vælter det ind med ansøgninger. Det viser den første optælling, efter ansøgningsfristen til de videregående uddannelser udløb torsdag den 5. juli kl. 12.

 

3.910 ansøgere har én af UCN’s 26 uddannelser som deres største ønske, hvilket er 17 pct. flere end sidste år, der ellers bød på UCN's hidtil bedste søgning. 6.798 har alt i alt søgt ind på UCN, og det er intet mindre end 1200 mere end sidste år og over end en fordobling i ansøgertallet set i forhold til for tre år siden.


UCN’s rektor, Niels Horsted, er begejstret over, at der igen meldes om en rekordsøgning.

 

 - Jeg havde ikke forventet så stor fremgang set i lyset af sidste års rekordsøgning til vores uddannelser. Det er meget tilfredsstillende. Vi holder som minimum fast i vores markedsandele i Nordjylland og tiltrækker rigtig mange internationale studerende. Samtidig kan tallene tyde på, at ansøgere fra andre regioner har fået øjnene op for os. Så det er svært ikke at have armene over hovedet.

 

Uddannelse hitter

Det er særligt uddannelserne inden for teknologi, business og pædagogik, der står for stigningen i ansøgertallet målt på førsteprioriteter. Det pædagogiske område, der blandt andet tæller pædagog- og læreruddannelsen, har en fremgang på 19 pct., mens teknologi- og businessuddannelserne stiger 22 og 36 pct.

 

Sundhedsuddannelserne er næsten status quo med to pct. færre førsteprioriteter set i forhold til sidste år. Ser man nøjere på tallene, er der dog glæde at spore. Uddannelserne til ergoterapeut og radiograf går frem med henholdsvis 41 og 37 pct., mens de traditionelt set kendte uddannelser til jordemoder, sygeplejerske og fysioterapeut oplever en mindre tilbagegang men stadig med flotte ansøgertal.

 

Pædagog er topscorer

UCN’s største uddannelser har igen i år mange ansøgere. Pædagoguddannelsen slår med 765 ansøgere oven i købet sidste års rekordsøgning med 14 pct. og er dermed UCN's klare topscorer. Læreruddannelsen har 398 ansøgere, en fremgang på 21 pct., mens serviceøkonom med 363 ansøgere er højdespringer og klemmer sig ind i top tre af UCN's mest søgte uddannelser på bekostning af sygeplejerskeuddannelsen med 333 ansøgere.

 

De mange ansøgere til UCN's uddannelser er imidlertid også lig med mange afslag, og det glæder naturligvis ikke Niels Horsted.

 

- Ligesom de forrige år må vi afvise mange ansøgere. Det er rigtig ærgerligt, men der er ikke så meget at gøre ved det på de uddannelser, hvor Uddannelsesministeriet fastsætter antallet af studiepladser, beklager Niels Horsted og håber, at ansøgerne har søgt flere uddannelser, så de højner chancen for at komme i gang med en god uddannelse, selvom det ikke nødvendigvis kan blive deres drømmestudie.
 

De øvrige mest søgte uddannelser på UCN er fysioterapeut med 299 ansøgere, finansøkonom med 224 ansøgere (35 pct. fremgang), markedsføringsøkonom med 216 ansøgere (20 pct. fremgang), bygningskonstruktør med 181 ansøgere (57 pct. fremgang), jordemoder med 168 og designteknolog med 154 (25 pct. fremgang).

 

Hjørring lykkes

For Niels Horsted er det ligeledes glædeligt, at satsningen med profilering af Hjørring som attraktiv studieby ser ud til at lykkes. Det er særligt de pædagogiske uddannelser, der mærker effekten med en stigning i ansøgertallet på pædagog- og læreruddannelsen på henholdsvis 17 pct. og 67 pct. Sygeplejerskeuddannelsen holder stort set skansen i forhold til sidste års flotte søgning.
 

En af de mindre uddannelser i Hjørring Natur- og kulturformidling har som noget nyt udbudt en engelsk udgave af uddannelsen. Og det har vist sig at være en rigtig god idé. 29 har søgt ind på uddannelsen, og det er tæt på dobbelt så mange ansøgere, som den danske udgave af uddannelsen har modtaget.


Internationale uddannelser

De internationale uddannelser er generelt populære på UCN. 10 af UCN's uddannelser udbydes på engelsk, og her er interessen igen i år markant med en stigning på 42 pct. i forhold til sidste år.

 

784 har søgt en engelsksproget uddannelse som deres førsteprioritet - mere end en fordobling i forhold til for to år siden.

 

Populært at læse videre

Niels Horsted glæder sig også over, at UCN igen i år har succes med sine 1½-årige overbygningsuddannelser til de 2-årige erhvervsakademiuddannelser. 13 pct. flere har søgt ind på uddannelserne, der til daglig kaldes top up, og fører til en titel som professionsbachelor.

 

Det er særligt teknologi-uddannelserne, der viser flaget, med en imponerende fremgang på 85 pct. Også her tror Niels Horsted på, at UCN er i stand til at tiltrække studerende fra andre regioner.

  

Ledige pladser

Selv om rigtig mange har søgt ind i år, så er der dog stadig mulighed for at få en studieplads på en række af UCN’s uddannelser. Det endelige overblik over ledige pladser har UCN’s studieadministrationer dog først efter 30. juli, hvor optagelsen er afsluttet og alle ansøgere har fået svar på, om de er kommet ind eller ej.



Mere info

Tekst: Silas Mühlbach, UCN, sfm@ucn.dk

Professionshøjskolen University College Nordjylland   |   Aalborg   |   Hjørring   |  Thisted  |  72 69 00 00  |   ucn@ucn.dk   |   RSS-feeds fra UCNNyheder   |   UCN på Facebook  UCN på YouTube