- Det er meget positivt, at flere og flere ufaglærte i det pædagogiske arbejdsfelt vælger at uddanne sig til pædagog. Det er positivt for alle børn, unge og udsatte - uafhængig af alder - at de professionelle, de møder på deres vej i livet ,er fagligt dygtige og i stand til hele tiden at udvikle det pædagogiske arbejde. Derfor er det vigtigt, at de fleste i dette område har en uddannelse på bachelorniveau. Det er helt nødvendigt for at sikre kvaliteten i det pædagogiske arbejde nu og i fremtiden, siger Anne Krogh.
På grund af den store interesse i år har pædagoguddannelsen besluttet at hævet loftet på meritholdet fra 25 til 28 studerende. Tidligere har der typisk været 17-18 ansøgere om året. Uddannelsen til meritpædagog henvender sig til personer, der har mindst fem års arbejdserfaring inden for det pædagogiske område men ikke har en pædagogisk uddannelse - fx på sociale opholdssteder, i daginstitutioner og dagpleje.
De studerende betaler for uddannelsen, som tager tre år - et år på fuld tid og to år på deltid. De studerende får som regel orlov fra deres job det første år og arbejder så sideløbende med studierne de to sidste år.
Anne Krogh mener, der er flere grunde til, at flere gerne vil uddanne sig til meritpædagog, også selv om det har økonomiske omkostninger for dem.
- En uddannelse er en god investering på mange måder. Jeg er overbevist om, at krisen har være delvist medvirkende til, at flere gerne vil have en uddannelse og dermed et bevis på kompetencerne. Selv i det offentlige ser vi nu flere fyringer inden for det pædagogiske arbejdsområde, og en uddannelse kan måske give mere sikkerhed i jobbet, siger Anne Krogh, der også forklarer den store interesse med, at mange institutioner anbefaler deres medarbejdere at gå i gang med uddannelse.
- Institutionerne er generelt meget kvalitetsbevidste og ønsker uddannet arbejdskraft - også i sektorer, hvor det tidligere var almindeligt at blive ansat med forskellige erhvervsuddannelser - fx på de private socialpædagogiske opholdssteder. I dag stiller mange af disse arbejdspladser krav om en pædagoguddannelse.
Som en tredje faktor peger studiechefen på, at merituddannelsen er kortere end den ordinære uddannelse og tilrettelagt på en måde, som gør det muligt for de relativt voksne studerende at have arbejde ved siden af. Den kortere studietid skyldes, at de studerende kommer med mindst fem års praksiserfaring.
- Uddannelsen er på den måde mere akttraktiv for flere studerende med familie, hus og andre forpligtelser, siger Anne Krogh.
På pædagoguddannelsen har man rigtig gode erfaringer med de meritstuderende, som generelt er meget motiverede og vedholdende.
- De har alle en lang erfaring med at arbejde i det pædagogiske felt, og har tydeligt gjort op med sig selv, at hér vil de gerne blive og uddanne sig. Det er en ønskejob. De er meget målrettede, og vi ser da også sjældent, at de falder fra i studiet på grund af overvejelser over deres rolle som pædagog. Når meritter falder fra, er det oftest på grund af økonomiske faktorer, konstaterer Anne Krogh.
- For os er meritholdene noget helt specielt. Selv om der oftest er tale om studerende, som har været ude af uddannelsessytemet nogle år og har en ældre gymnasial uddannelse, så har meritterne lang og frisk erfaring fra institutionernes pædagogiske praksis. De bringer alle disse gode erfaringer ind i undervisningen. Det giver spændende diskussioner og muligheder for at analysere og forstå teori i relation til erfaringerne. Alt andet lige giver det en god undervisning.
Meritholdene adskiller sig desuden ved, at der som regel er lige mange kvinder og mænd. På den ordinære pædagoguddannelse er der flere kvinder.
RSS |
Facebook