I sit praktikophold introducerede han et nyt værktøj til projektering ved navn Revit. Et tegneprogram, der foruden at være hans store interesse, ledte ham direkte i førersædet i hans drømmejob hos arkitektvirksomheden, Poulsen og Partnere A/S, hvor han er ansat i dag som bygningskonstruktør.
Det er ikke tilfældigt at Morten Boesen har valgt den branche som han arbejder i i dag. Før han besluttede sig for at læse til bygningskonstruktør arbejdede han som tømrer, men han drømte om flere udfordringer og det at være med i den projekterende del af opgaven;
”Jeg havde stået med hænderne i projekterne og ville efterhånden gerne have flere udfordringer. Derfor valgte jeg at læse til bygningskonstruktør. Igennem studiet har jeg så hoppet lidt frem og tilbage mellem projekterende og udførende. Men med min store interesse for Det Digitale Byggeri, blev det tegnestuen der vandt. Det er jeg glad for den dag i dag.”
Som bygningskonstruktør er opgaverne mange og der er daglige udfordringer i vente. Mortens primære arbejdsopgaver på nuværende tidspunkt består af projektering af byggeprojekter, men også andet spændende fylder hans hverdag;
”Sideløbende med mine opgaver med projektering af byggeprojekter er jeg også med til at implementere’ BIM’, Building Information Modeling, på tegnestuen. Det er en kæmpe opgave men det er rigtig spændende fordi det er et af de områder, jeg brugte meget tid på under min uddannelse. Det giver et stort kick at være med til at fastsætte tegnestuens fremtidige standarder og arbejdsmetoder for projektering omkring Det Digitale Byggeri.”
For Morten er det vigtigste i et job at der rig mulighed for udfordringer og at der er et godt arbejdsmiljø. Begge dele har han fundet i sit nuværende job og han er rigtig glad for det;
”Jeg blev kastet ud i det hele fra dag et og fik både ansvar og egne opgaver. Det at skulle være med til at indføre Det Digitale Byggeri på tegnestuen er nok den største og bedste udfordring for mig personligt og det giver en lille ros når man kan se at der kan gøres et stort stykke arbejde inden for området og man kan se at man kan gøre en stor forskel og være med til at få tegnestuen op på beatet inden for området.”
Vejen til jobbet hos Poulsen og Partnere åbnede sig efter et vellykket praktikophold, hvor Morten hurtigt faldt godt til.
Efter opholdet indvilgede virksomheden i et samarbejde omkring det afsluttende afgangsprojekt og det har ledt Morten til der hvor han er i dag – i hans drømmejob. Derfor er han glad for sit valg om at læse videre på en uddannelse som han mener har givet ham mange nyttige værktøjer som han kan bruge i hans hverdag.
Hvad fremtiden byder er der ingen der ved, men som tingene ser ud nu, har Morten fundet sit drømmejob og han er spændt på hvad fremtiden bringer af spændende udfordringer og opgaver.