Efter at have været igennem alle tre afdelinger (Estimating - Construction - Health and Safety) ved Kane Construction her i Sidney, kan jeg konkludere, at jeg har været utrolig godt behandlet og synes også, at jeg har lært en del, jeg kan bruge i fremtiden.
De første 6 uger, som jeg brugte i "Estimating", synes jeg var rigtig gode, fordi jeg fik mulighed for at følge et projekt helt fra start til slut og fik derved en god indsigt i, hvad det er et projekt indebærer. Tror også jeg var heldig med Karim, den makker, som jeg fik tildelt. Han er den estimater, der vinder flest projekter her i Sidney, så rigtig dygtig, og stadig var han flink til at tage sig god tid til at forklare og sætte mig 100 % ind i tingene.
De næste fire uger var i "Construction" var lærerige, når der var noget arbejde til mig. Det synes jeg også, der var i starten. Men når det bliver sådan, at man på en 9 timers dag har noget at lave i to timer, så bliver tiden simpelthen for lang. Men heldigvis forelagde jeg det for Geoff, en af direktørerne, efter to af sådanne dage. Han var meget forstående, og der var ingen problemer i at lave lidt om i planlægningen, så jeg ca. var halvdelen på kontoret og halvdelen på pladsen. Herefter kørte det smertefrit resten af tiden.
De sidste par uger i "Health and Safety" med Poul Batman havde jeg faktisk regnet med ville blive lidt lange og kedelige. Men der tog jeg helt fejl. Det var to rigtig gode uger, hvor jeg kom rundt på rigtig mange byggepladser. Synes det var meget spændende at se hvilke problemer, der kan være på de forskellige pladser. Her bliver de ansvarlige for byggepladsen virkelig testet i, om de kan planlægge og styre alle de forskellige aktiviteter, sikkerhed og sundhed indebærer.
På det engelske niveau har der selvfølgelig også været en stor gevinst. Selvom jeg var noget nervøs, de første gange jeg skulle kontakte underleverandører, lærer man hurtigt, når man bliver tvunget ud i det.
Alt i alt synes jeg, at det har været tre rigtig gode og lærerige måneder ved Kane Construction i Sydney, og det er også en stor oplevelse bare at være her i Australien. Efter at have prøvet at arbejde i den virkelige verden i stedet for at sidde på skolebænken på UCN T & B, så glæder jeg mig til at komme ud igen, også fordi jeg har fundet ud af, at man er blevet godt rustet fra skolens side til at klare bryggebranchens krav.
RSS |
Facebook