I det første semester af din studietid vil du være tilknyttet særligt udvalgte tutorer, der har gennemgået et tutorkursus for at sikre dig en god start på dit studieforløb på UCN Teknologi og UCN Business.
Tutorerne er uddannede til at varetage dine interesser, og du vil derfor altid kunne henvende dig til dem, hvis du har spørgsmål til eksempelvis studiemiljøet på UCN, din uddannelsesretning eller Aalborg som studieby.
Tutorhvervet på UCN Teknologi og UCN Business er forbundet med en række spændende udfordringer, der udvikler tutorerne såvel fagligt som personligt. Som studerende kan du også selv blive tutor - dog stiller vi som kriterium, at du skal være serviceminded, ansvarlig og have en seriøs tilgang til at løse opgaver.
Vi ansætter tutorer to gange om året. Dette skyldes, at enkelte af vores uddannelser både har studiestart i september og i februar.
Alle tutorer skal igennem en obligatorisk to-dages tutoruddannelse, hvor de bliver klædt på til at varetage de forskellige opgaver, der er forbundet med studiestarten. De to uddannelsesdage vil være opbygget af en række moduler inden for emner som kommunikation, idéudvikling, samarbejde, loyalitet og netværk.
Eksempler på tutoropgaver
Som tutor vil du fungere som kontaktperson for én klasse. Som hovedregel vil din klasse være fra samme studieretning som dig selv.
Under tutorforløbet vil du få en række sjove oplevelse sammen med nye studerende og de andre tutorer, ligesom du helt sikkert vil udvikle dine evner indenfor kommunikation, samarbejde, netværk og innovation.
Efter endt tutorforløb får du en udtalelse. Denne kan du eksempelvis anvende ved praktik- og jobsøgning. I denne forbindelse står de generelle studievejledere på UCN Teknologi og UCN Business også til rådighed, såfremt en kommende arbejdsgiver ønsker yderligere uddybning omkring din arbejdsindsats. Slutteligt vil du også modtage en lille gave som tak for indsatsen.
Du vil altid kunne få støtte og vejledning til din opgave som tutor, og de generelle studievejledere på UCN Teknologi og UCN Business vil gøre alt for at give både dig og de kommende studerende en rigtig god oplevelse med forløbet.