
Vi har haft vores kliniske undervisningsperiode i Sverige på Norrlands Universitetssjukhus i Umeå og vi kan varmt anbefale andre at tage et praktikophold i udlandet.
Nedenfor ses highlights fra vores rapport, som vi har skrevet om opholdet:
Vi har altid syntes det kunne være spændende at tage et praktikophold i udlandet, dels for at opleve en anden kultur og dels for at opleve et andet og bredere perspektiv på ergoterapi.
Vi har fået rigtig god hjælp af det internationale kontor i hele forløbet. Nina hjalp med alt: den første kontakt, hun undersøgte om vi skulle gennem nogle hygiejniske tests, hjalp os med at søge NordPlus stipendiet…ja, hun hjalp rigtig godt med alt det praktiske.
Der gik desværre rigtig lang tid fra vi godkendt vores ansøgning til vi fandt ud af, hvilke afdelinger vi skulle være på. Vi rykkede efter dem adskillige gange og 10 dage før (!!) vi skulle rejse fik vi endelig en mail om at vi kunne vælge mellem neurorehabilitering og hånd- og plastikkirurgisk rehabilitering. Meget utilfredsstillende, men vores kontaktperson i Umeå havde haft problemer med at finde afdelinger til os. Fremover vil dette højst sandsynligt ikke blive et problem, da kontakterne nu er skabt
Via International Housing Office på Umeå Universitet lykkedes os at få værelse i samme bygning, dog på hver vores etage. Karen var generelt mere heldig med hendes korridor end Anne-Mette, men det var spændende at opleve de forskellige kulturer der er, når man deler køkken og bad med 5 andre. Vi havde dog eget toilet tilknyttet værelset.
Vi boede 5 min. gang fra sygehuset og havde 25 min. gang til centrum. Desuden lå de nærmeste indkøbsmuligheder små 10 min. væk, så det var dejlig nemt at handle ind og komme rundt.
Endvidere havde vi begge to en super lækker udsigt ud over byen fra vores værelser og fra køkkenet kunne vi kigge lige over på sygehusets helikopterlandingsplads, hvor der var action et par gange om ugen
Vores kontaktperson og vores vejledere på sygehuset, har været meget engagerede
i vores ophold og har hjulpet os med bl.a. turist tips og hvis vi ellers har haft brug for det. Vi var hjemme og spise hos Karens vejleder, som også tog os med til fodbold en dag og en af Anne-Mettes vejledere besøgte vi og var med hende og hendes mor på julemarked.
Et af tipsene var bl.a. at vi kunne tage på besøg til Älgens Hus, små 60 km fra Umeå.
Vores vejleder gjorde meget for, at vi skulle føle os godt tilpas og nyde opholdet i Umeå, men samtidig få en masse ud af det.
Anne-Mette var på Neurocentrum Dagsvård, et dagscenter, hvor enten patienterne kommer ind og får en behandling eller fagpersonalet tager på hjemmebesøg. Patienterne, der var tilknyttet dagsvården, var primært senhjerneskadede (som Anne-Mette arbejdede med) og rygmarvsskadede. Dagene gik bl.a. med samtaler vedrørende strukturering af hverdagen ved hjælp af dags-, ugeskemaer eller filofax, strukturering af indkøb og observationer af patienten i praksissituationer både i hjemmet og på dagsvården.
Karen var på Hand- och Plastikkirugens Rehabenhet, hvor langt de fleste patienter kom ambulant. Skaderne rakte lige fra en brækket finger til mistede fingre efter nærkontakt med en sav. Karen lavede primært aktivitetstræning med patienterne, bl.a. køkkentræning for genoptræning af fx greb omkring en brødkniv, det at holde om grøntsager osv. For mange patienter medførte det at få gipsen af mange smerter, hvorfor Karen også producerede hvile- og arbejdsskinner til hånden, fingrene eller begge.
Norrlands Universitetssjukhus dækker, som navnet angiver, hele Norrland (58 % af Sveriges areal) og det betyder, at størstedelen af patienterne kom langvejs fra for at få behandling. Disse patienter boede på patienthotellet og fik så intensiv træning to gange om dagen i to dage, tog hjem og lavede træningsøvelser og kom igen små 14 dage senere til samme træningsform. At patienterne bor så langt fra sygehuset gjorde også, at vi fik lært en masse om svensk kultur, fordi de fortalte en masse om bl.a. jagt, det at bo meget langt væk fra alting, fjeldet, de vilde dyr, forskellige faggruppers arbejdsopgaver osv. osv.

Umeå har ca. 120.000 indbyggere, hvoraf de ca. 30.000 er studerende med mange forskellige nationaliteter. Byen er meget hyggelig og gæstfri og der sker en del kulturelt. Caféer og barer er ikke det, der er mest af, men dem, der er, er virkelig et besøg værd, endvidere er der mange barer og diskoteker på campus. Butiksmæssigt findes der stort set de samme butikker som i Danmark (H&M, Vero Moda, Pilgrim, Peak Performance osv.) Den svenske valuta er lavere end den danske, hvilket betød, at alt føltes som om der var ca. 20 % udsalg.
Ta’ af sted og kontakt endelig os, hvis der er spørgsmål
Anne-Mette Hansen og Karen Boldreel Henriksen, E05v