Rejsebrev fra Vietnam

Efteråret 2009, Katrine Møller og Helle Naundrup E06S

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi valgte at tilbringe vores 4 ugers valgfrie periode i Vietnam, nærmere bestemt Hanoi. Vi valgte at tage en praktik i udlandet, for at opleve en anderledes kultur samt få en selvstændig oplevelse. Valget faldt på Østen da kulturen i Østen er meget anderledes end den danske. Sammen med Jacob fandt vi frem til hvilke lande der kunne være spændende og besøge, også var det ellers bare hjem og søge på nettet og finde steder. Kort tid efter mødet med Jacob sendte han et link til den danske organisation EXIS, som sender frivillig i arbejde i forskellige lande. Vi kiggede på deres hjemme side og faldt for et børnehjem i Vietnam.

 

Det var dog ikke alle der var lige begejstrede for at tage til Vietnam på et børnehjem, men efter lidt overtalelse fik Helle overtalt Katrine til at tage med hende derned, så det endte med at det blev os to der ville tage til Vietnam, hvis det kunne lade sig gøre med så kort varsel. Vi tog kontakt til EXIS for at høre om det var muligt og komme af sted gennem dem og med så kort varsel, og dette var heldigvis intet problem. Vi fik sendt en ansøgning til dem og den blev hurtig godkendt. De fandt 2 steder, hvor vi kunne arbejde og vi valgte Morning Star Center For Disable Children, som er et dagcenter for handicappet børn.

 

Vi har været rigtig glade for at rejse med EXIS, da de har været gode til at sende os masser af information og være sikker på at turen blev som vi ønskede den. Desforuden har de et samarbejde med en Vietnamesisk organisation: Vietnam for Peace (VPV). Gennem VPV har vi fået et sted og bo, hvor vi bor sammen med en masse andre frivillige, hvilket vi har været rigtig glade for, da dette også har givet anledning til at møde andre unge fra forskellige lande.

Vores formål med et praktikophold i Vietnam var for at undersøge om de benytter ergoterapi og/eller hvordan det evt. bruges. Derudover ville vi gerne undersøge, hvordan de bruger omgivelserne og om omgivelserne er tilpasset børnenes behov. Dette ville vi gerne undersøge da Vietnam er et land i udvikling, men som stadig er præget af stor fattigdom, hvilket betyder at ressourcerne i landet, både økonomisk og socialt, er mindre end i Danmark

Vores praktik sted er som tidligere sagt et dagcenter for handicappet børn, der hedder Morning Star Center. Centeret er en selvstændig organisation der er forældre betalt og modtager ingen hjælp fra staten. Børnene på centret er i alderen 2 -16 og har enten down syndrom, er autister eller har en cerebral parese(CP). Blandt personale på stedet er der sygeplejersker, lærer, læger talepædagoger og fysioterapeuter, som alle prøver at hjælpe børnene til at de kan få en uddannelse, og føle sig inkluderet i samfundet på trods af deres sygdom.

 

Da vi startede på Morning star center havde vi dog lidt problemer med at få arrangeret at vi kom i den klasse, hvor vi mente der ville være mest ergoterapeutisk udfordring for os, hvilket vi så som klassen med CP børnene, som der kun var en af på stedet. Vi ville begge være i denne klasse for at kunne spare med hinanden, da der ikke er nogen ergoterapeut ansat på stedet, der kunne vejlede os til hvad vi kunne gøre. Det var dog ikke mulig for os at komme i den sammen klasse i den første uge, da der allerede var en frivillig i forvejen, men fra midten af uge 2 og resten af tiden, fik vi arrangeret at vi begge er i klassen med CP børnene.

 

Til trods for at de kalder det cerebral parese klassen en det en blandet klasse, hvor der både er autister og CP børn i alderen 3 til 10. Der er 11 børn i klassen og 4 lærere men de er der næsten aldrig samtidig. Indtil videre har vores rolle i klasse blot været at observere og finde ud af deres dagsrytme. Dette har været meget svært da sprogbarrieren er så stor. Ud af de 4 lærerinder er der kun 1 der kan forstå og snakke lidt engelsk, så det har til tiden være frustrerende at skulle gætte sig til det meste ved hjælp af tegn og de få ord vi har lært på vietnamesisk. Men efterhånden som vi har været i klassen er vi også begge ved at være faldet til, til trods for at deres børneopdragelse og håndtering er meget anderledes end den danske.
 

Inden vi kom til Vietnam og skulle have et praktikophold, havde vi gjort os en del forventninger hjemmefra. Vi havde bl.a. en forventning om at der enten var ergoterapeuter på stedet eller at de var forberedte på/åben for at modtage ergoterapi på stedet, da der fra organisation side blev lagt meget vægt på at vi skulle et sted hen hvor vores evner blev bedst udnyttet. Derudover havde vi forventet at vi ville blive inddraget i hverdagen og børnenes dagsrytmer så vi derved kunne få en forståelse for stedet og hvorfor de gjorde som de gjorde. Foruden de faglige relevante forventninger havde vi også en forhåbning om at få en god kulturel oplevelse og udvikle os både som ergoterapeut og person.

Da Vietnam er et land med en meget anderledes kultur end den danske, var det noget af et kulturchok for os at komme hertil, nogle ting var vi forberedt på hjemmefra, men andre kom som en overraskelse. Vi skulle bl.a. vænne os til de mange mennesker, biler, motorcykler og cykler på gaderne, og at når vi gik på gaderne eller tog bussen, blev der oftest stirret, peget og til tider råbt ting efter os. Sværest havde vi nok ved at vænne os til den noget anderledes undervisningsform de har hernede. Bl.a. har lærerne en stram plan for hvad børnene skal lære, og denne skal overholdes til punkt og prikke og her tænker vi ikke på matematik og vietnamesisk, men f.eks. at alle skal hoppe over en streg, sætte ting på en snor. Dette foregår også inden for en kort tidsperiode, hvilket ikke giver ret meget mulighed for børnenes frie leg. Derudover bliver lærerne overvåget af videokamera hvilket også kan have en påvirkning på undervisningen.

 

Foruden den strenge lærerplan er tonen generelt også meget hård i klassen, og det er ikke unormalt at der bliver taget hårdt fat i børnene, råbt af dem eller de får et lille dask over fingrene. Dette prøves der dog at ændres på ved hjælp af videoovervågning, hvor lærerne bliver trukket i løn, hvis de er urimelig hård ved børnene. Den hårde tone i klassen kommer specielt til udtryk, når der skal spises frokost, hvor lærerne igen har en stram tidsplan, der skal overholdes. Dette fører ofte til, at maden bliver skovlet ned i halsen på børnene, så de til tider står og kaster det hele op igen. Men det største problem har nok været den store sprogbarriere til lærerne, da de færreste af lærerne snakkede engelsk, og de får, der gjorde, havde begrænse engelskkundskaber, hvilket gjorde det svært at få en god kontakt og kommunikation med dem om børnene.

 

Vores ergoterapeutiske rolle

Da vi ikke følte lærerne involverede os særlig meget i deres dagsrytme og forklarede formålet med undervisningen, gik det meste af vores tid med at observere børnene og lærerne for derved selv at finde frem til det ergoterapeutiske. Vi brugte observationerne til at få større kendskab til stedets og børnenes dagsrytmer samt lærer børnenes ressourcer og begrænsninger at kende for at kunne graduere aktiviteterne til børnene bedst mulig. Herved giver vi børnene mulighed for at udvikle sig og evt. opleve flow tilstand. Grundet sprogbarriererne observere vi også meget lærernes omgang med børnene for at få en ide om hvilken tilgang var bedst med børnene.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ud fra vores observationer af hvert enkelt barn, fandt vi frem til aktiviteter hvor guidning kunne være brugbart til nogle af børnene. Bl.a. brugte vi guidning under spise situationer, hvor vi opdagede at mange af børnene havde ressourcerne til at spise selv og at det til tider gik hurtigere og lettere end når de blev madet. Her var sprogbarrieren til lærerne dog et stort problem, da det var svært og forklare dem at børene kunne spise selv og det faktisk gik bedre og hurtigere.

 

Lærerne ignorerede dog hvad vi sagde og selvom vi viste dem at børnene kunne selv, forsatte de med at made børnene til vores store frustration. Vi gjorde også meget ud af at følge børnene initiativ og støttede dem i deres valg af aktiviteter. Dette gjorde vi bl.a. ved at følge dem i deres leg og hjalp dem med at få legen tilpasset så den passede deres behov.

Gode råd til hvis du skal til Vietnam og arbejde med børn

I Vietnam er det en god ide at væbne sig med tålmodighed, både da det tager lang tid at ændret på tingene og landet har generelt et andet tempo end i Danmark.
Uden for skolen virker det ikke til der er nogen bestemt tidsplan, da det er et folkefærd der tager tingen som de kommer, hvilke kan give nogen lidt længere ventetider som kan føre til lidt frustrationer. Derudover skal man ikke forvente at man på 4 uger kan gøre den store forskel, da det for os, tog godt 2 uger inden vi kom ordentlig ind i dagsrytme og fik en ordentlig kendskab til praktikstedet.

 

Sprogbarrieren gjorde også at vi havde svært ved at forklare vores tanke og ideer, samtidig med dette virkede lærerne ikke interesseret i vores forslag. Man skal desuden være forberedt på de behandler børnene noget voldsommere hernede end vi gør i Danmark. Dette er man dog nogle gange tvunget til at lukke øjnene for, da lærerne ellers kan finde på at nægte en at komme i klassen mere. Dette oplevede vi dog ikke, men vi fik fortalt at det var sådan og stedet er meget interesseret i at få folk i klasserne da lærerne derved er mindre voldsomme mod børnene.

Generelt i Vietnam skal man være forberedt på at der er mange biler, motorcykler og mennesker på vejen og der er nærmest ingen regler. Derudover er det ikke unormalt at strømmen kan forsvinde engang imellem og man må vente flere timer, på at den kommer tilbage. Tålmodighed er også en god ting at have når man skal begå sig i byerne, da de fleste forretninger man kommer i nærheden af prøver at narre turisterne og kræve dobbelt priser for tingende, dette gælder også taxaerne, så prut endelig løs om priserne, for de ved godt når de er urimelige.

Disse ting skal dog ikke afholde en fra at tage et praktikophold i Vietnam, da de små ting også gør en forskel. Det at landet er under udvikling gør også at de med tiden nok skal bliver mere forstående og åbne overfor nye tiltag. Men Vietnam er et dejligt og spændende land at opleve, og største delen af befolkningen vil dig kun det bedste. Oftest er deres stirren og tilråb bare et udtryk for deres interesse i dig og de ønsker oftest bare at snakke og lærer lidt om dig og din kultur. Så vi ville helt klart anbefale et praktikophold i Vietnam.