Rejsebrev fra Tanzania

 

Moshi, Tanzania.
 

Den 26. Januar blev den først mail om, at komme i praktik i Afrika sendt til Mr. Dani Swai, som er en ergoterapeut på Kilimanjaro Christian Medical Centre i Moshi, Tanzania.
Efter 16 ugers venten, uden at få svar fra Dani Swai, besluttede vi os for at tage yderligere kontakt. Vi ringede derfor til KCMC og spurgte efter Mr. Dani Swai. Efter mange forgæves forsøg, lykkedes det os langt om længe at få Dani Swai i røret. Han var uheldigvis kommet til at slette vores mails, men foreslog os at sende vores ansøgning igen, hvorefter han ville læse den og give respons. Efter dette svar var vores forventning, at vi snart ville finde ud af om vores praktik skulle afholdes i Moshi.

 

Igen gik vi lang tid i uvished og ventede på at få en mail retur. Efter 3 uger modtog vi et svar fra Dani, at det var muligt at vi kunne afvikle vores praktik på KCMC. Herefter gik en lang planlægningsproces i gang, hvor vi sendte mange mails til Dani. Efter vi modtog det endelige svar fra Dani bookede vi vores flybillet og var derefter klar over at vores praktik med sikkerhed skulle afholdes i Moshi. Vi var meget glade for at få denne mulighed og dermed opleve ergoterapi i et andet kulturelt perspektiv.

Vi rejste fra Danmark den 17. August og påbegyndte en lang rejse mod Moshi, Tanzania. Da vi ankom til Tanzania modtog Dani os i Kilimanjaro lufthavn. Han kørte os til vores hus, som er tilknyttet hospitalet. Huset deler vi sammen med 4 andre studerende fra Europa. Vores hus ligger blandt 50 andre huse, hvor der bor studerende i størstedelen af husene. Et stort plus ved vores hus er at vi har den bedste og flotteste udsigt til bjerget Kilimanjaro. 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dagen efter vi ankom til Moshi startede vi på KCMC. Den første dag gik med rundvisning og introduktion til ergoterapiafdelingen og den resterende del af hospitalet. Hospitalet blev bygget i 1970 og er ikke blevet renoveret siden. Det ses tydeligt på de gamle og rustne hospitalssenge, slidte madrasser og ødelagte gulve.

Ergoterapiafdelingen har fire ergoterapeuter ansat, som udfører al ergoterapi på hospitalet. Afdelingen består af fem rum, som er et workshop room, et children´s room, et adult room, et counseling room og et kontor. Arbejdsrummet (workshop room) bliver primært brugt til at fremstille skinner til patienter med forskellige diagnoser. Eksempelvis patienter med brandsår, nervelæsioner og rygmarvsskader. Skinnerne bliver fremstillet i termoplast. Rummet er samtidig også stedet, hvor der opbevares en masse materialer på uoverskuelig vis og dagligt laves te på en lille kogeplade til deres formiddagspause.
Dani Swai er den ansvarlige for fremstillingen af skinnerne.

 

Han udfører på kreativ vis alle delprocesser i fremstillingen af skinnerne. Da han ikke har mange midler/materialer til rådighed, er det en lang og tidskrævende proces, at fremstille en skinne, da han selv skal udføre arbejdet ned til mindste detalje. Intet er på forhånd færdiglavet og han må derfor selv lime, hamre og sy i fremstillingsprocessen. En typisk fremstilling af en skinne starter med, at han ud fra øjemål tegner en skitse på et stykke A4 papir, som han tilfældigt finder frem på sit arbejdsbord. Skitsen fra A4 arket tegnes over på termoplasten, hvorefter det opvarmes ved hjælp af kogende vand fra elkedlen og klippes ud. Han placerer den varme termoplast på patienten og former den ved hændernes hjælp. Termoplasten størkner efter kort tid og han har udkastet til en skinne.

 

Han tilpasser herefter skinnen, ved at opvarme termoplasten over et stearinlys. Nu skal han tilføje velcro og spænder, hvilket også er tidskrævende da alt skal laves fra bunden. Han laver alt ved sit arbejdsbord, som ligner et gammelt træspisebord og som man knap nok kan kalde et arbejdsbord. Alle hans materialer er placeret på arbejdsbordet, det sammen er elkedlen, en skrutvinge og en radio og der er derfor ikke meget plads at gøre godt med i processen. Derfor bruger han normalvis en 30 centimeter høj skammel og et hjemmelavet papmachebord som arbejdsplads.

Patienten er tilstede under hele processen, men ofte uden at blive inddraget efter at målingerne er foretaget. Der er generelt meget ventetid for patienter og det hænder at patienterne falder i søvn. Ventetiden skyldes manglende struktur på arbejdsgangen og utallige afbrydelser fra andre patienter, sygehuspersonale, private samtaler og opkald på mobiltelefonen.
 

Børnerummet (children´s room) er rummet, hvor der gives ergoterapi til børn. Her er forskellige materialer, som bruges til at stimulere børn. Materialerne er generelt primitive og hjemmelavede, men funktionelle. De benytter sig ofte at en hjemmelavet uro, som er lavet af kapsler, som hænger på en snor samt et oprejst træ bræt, hvor de binder børnene fast med tørklæder, dette gøres for at træne børnenes vægtbæring. De hyppigste diagnoser er brandsår, spastiske børn og hjerneskader eksempelvis fra malaria.

I voksenrummet (adult room) gives der ergoterapi til voksne og hvor patienterne fra hospitalet selv kan komme ned og træne. Der er en prædikestol, 4 kørestole, gangstativ lavet ud af træ og to brikse, hvor patienterne typisk sidder og træner deres balance eller træner deres finmotorik ved hjælp af hjemmelavede materialer. Samtidig er dette rum også brugt som venteværelse, så der er ofte mange mennesker, hvilket kan være problematisk hvis man skal gennemføre en intervention.

Konsultationsrummet (counseling room) er et lille rum, hvor der er placeret en briks og et bord og en stol. Der er sjældent patienter i dette rum, kun om torsdagen bliver det brugt til children´s clinic. Children´s clinic afholdes hver torsdag, hvor der kun bliver tilset børn. Det er ofte så mange forældre med deres børn så alle rum må tages i brug. Børene bliver tilset af en læge og derefter en ergoterapeut. Det er vores opgave at observere børnene og deltage i interventionen.

Kontoret er et rum, som kun bliver benyttet af personalet. Det bliver brugt til den daglige te pause og få gange til kontorarbejde. Det er derfor ikke et rum vi tilbringer meget tid i.
Vi har i løbet af de første 5 uger deltaget i mange forskellige ergoterapeutiske interventioner. Vi har bl.a. deltaget i children´s clinic, lavet forskellige typer af skinner samt lavet indlæggelsessamtaler. Derudover har vi været på et center for spedalske, hvor vi i samråd med en læge og en ergoterapeut tilså patienterne og vurderede, hvilke hjælpemidler de havde brug for. Her var det ofte speciallavede sko, som patienterne havde brug for. Vi har også været på et center for hjemløse børn. Her tilså vi en dreng med autisme.

Vi er ofte på hospitalets sengeafdeling, hvor vi sammen med Dani vurderer, hvem der skal have ergoterapi og hjælpemidler. Sengeafdelingen bærer præg af mangel på sygeplejersker, manglende hygiejne og overfyldte stuer, hvorfor de er nødsaget til at placere patienter på hele gangen. Når man kommer op på sengeafdelingen bliver man ramt af en lugt kombineret af sved, betændelse, urin og fæces. Når vi skal have en patient med ned i ergoterapiafdelingen er der vores job at give patienten tøj på og forflytte dem fra seng til kørestol. Forflytningerne foregår altid uden hjælpemidler, men ofte med hjælp fra patienternes familiemedlemmer.

Efter at have fået kendskab til den afrikanske kultur, er det ikke ualmindeligt at tingene bliver gjort i et selvvalgt tempo. Ventetid og afslappethed er ofte en stor del af afrikanernes hverdag og aftaler har ikke den samme prioritet, som vi er vant til i Danmark.
 

Efter at have boet de første 5 uger i Moshi, forstår vi nu, hvorfor det tog så lang tid at få svar fra Dani. ”Pole Pole – it´s Africa” lærte vi allerede få dage efter vi var kommet til Tanzania. Det betyder langsomt det er Afrika. Det var deres måde at gøre opmærksom på, at den afrikanske kultur ikke er ligesom europæernes.

 

MVH Maria Nielsen Bach og Annemette Ebsen.