Rejsebrev fra Cape Town, Sydafrika

Efterår 2008, Sara Rømer Pedersen, Pernille Lidegaard Skovrup og Lise Bach Nielsen

Vi valgte at tilbringe vores fire ugers valgfrie periode i Sydafrika, fordi vi ønskede at opleve ergoterapi i en anden kontekst og kultur som er meget anderledes end vores egen.

Vores overordnede mål med at rejse til Afrika var at opleve og erfarer, hvad ergoterapi betyder i en så anderledes kultur som den sydafrikanske.

Sydafrika er et land i udvikling, men er stadig præget af stor fattigdom og arbejdsløshed, hvilket betyder, at ressourcerne i landet både økonomisk og socialt mangler i større omfang end i Danmark. Derfor var det også interessant for os at opleve, hvordan ergoterapi kan implementeres på trods heraf. Vi havde en forventning om, inden vi tog af sted, at man som ergoterapeut i Sydafrika må være meget kreativ og innovativ i sin praksis.

Mål med opholdet

Under de fire uger, vi skulle være af sted, ønskede vi at følge sydafrikanske ergoterapeuter og opleve, hvordan disse praktiserede ergoterapi, herunder den forskellighed i hvordan de implementerer ergoterapi i forhold til i Danmark.

Yderligere ønskede vi at opleve, hvilken undervisning de sydafrikanske studerende modtager, hvilke teorier, materialer og redskaber de gør brug af og hvordan uddannelsen rent praktisk er opbygget.
Vi havde særlige interesser i at opleve ergoterapi på et hospital, hvor vi var interesseret i at følge de sydafrikanske ergoterapeuter i deres arbejde med voksne og børn med HIV/AIDS. Vores fokus var dermed at få kendskab til, hvordan de udøvede ergoterapi i forhold til de problematikker, der er forbundet med en så livs forandrende sygdom.

Allerede den første dag skiftede vores fokus dog. Vores kontaktperson i Sydafrika, Lana Van Niekerk, Head of the Occupational Therapy Department, var den der stod for at arrangere vores praktikperiode. Vores forventning, om at arbejde på et hospital, blev ikke indfriet, da Lana ikke syntes, at det ville være særligt interessant for os, at se en afdeling som vi har derhjemme, bare med færre ressourcer. Lana mente i stedet, at vi ville få mere ud af at komme ud i ”the communities”, altså de fattigste områder af Cape Town, hvor hun troede, at vi ville opleve en større kontrast i forhold til dansk ergoterapi.
Af denne grund havde vi ikke mulighed for at opleve HIV/AIDS patienterne i hospitalsregi, men som Lana også fortalte os her i forbindelse med, ville vi aldrig opleve HIV/AIDS patienter som en adskilt gruppe, idet man forsøgte på ikke at udstille dem ved at behandle dem alene. De problematikker, de måtte have, blev i stedet behandlet sammen med andre med lignende problematikker.
På baggrund af dette skiftede vores fokus fra at opleve ergoterapi og HIV/AIDS til at handle om ”normale” børn med udviklingsmæssige problematikker, skabt af det fattige miljø de lever i.

Praktikstederne

Vi var tilknyttet University of Cape Town, hvorigennem vi fik tildelt to praktikpladser, her skulle vi være i tre uge sammen med andre studerende fra universitetet. Vi ville modtage vejledning fra den kliniske vejleder og undervisning på universitetet på lige vilkår som de andre studerende.
Vi blev fordelt på henholdsvis en skole, Zeekoei Vlei Primary School og et børnehjem, Christine Revell Childrens Home.

Lise og Pernille kom på Christine Revell Children’s Home. Det er et børnehjem med plads til 49 børn i alderen 0-6 år. Børnene kommer der af forskellige grunde, nogen er blevet forladt, andre kommer fra hjemløse forældre, forældre der har et misbrug osv. Altså forældre der ikke kan tage sig af deres børn af en eller anden grund.
Børnene på stedet er delt ind i tre grupper A, B og C. Gruppe A er babyer under 18 måneder, gruppe B er børn fra 18 måneder og op til to år og gruppe C er børn fra to år til seks år.

Børnehjemmet er et såkaldt non-governmental organisation (NGO), hvilket betyder at børnehjemmet er privatejet, men får økonomisk støtte af staten, der lyder på 1000 ZAR pr. barn pr. måned (1000 sydafrikanske ZAR = ca. 700 danske kroner). Derudover får de doneret økonomisk støtte fra adskillige firmaer, kirker og skoler, som samler penge ind til børnehjemmets fordel.

På børnehjemmet er der 28 fastansatte, som arbejder på rotation hele døgnet og derudover har børnehjemmet tilknyttet 40 faste frivillige, som omfatter både High School elever, gruppe fra kirkeforeninger og ansatte ved forskellige firmaer. Yderligere kommer der frivillige fra hele verden til børnehjemmet, for at hjælpe med børnene få måneder af gangen.

Vi var på børnehjemmet sammen med to andre ergoterapeutstuderende fra University of Cape Town. Selvom der er hårdt brug for vores faggruppe, har hjemmet ikke råd til at ansætte uddannede ergoterapeuter eller anden faggruppe, så vi fire ergoterapeutstuderende udgjorde den ergoterapeutiske faggruppe på stedet.

De fleste af børnene har udviklings- eller adfærdsproblemer, men kun de der har størst problemer får ergoterapi. Ergoterapeutstuderende har enten børnene individuelt eller i grupper og terapien foregår som lege-terapi.
 

Lise og Pernille fik en gruppe med fire børn fra gruppe C, altså en gruppe piger på 5 år, som de skulle lave gruppelegeterapi med. Denne gruppe var noget af en mundfuld, fordi de afrikanske børns første sprog var afrikaans, men de kunne heldigvis forstå og snakke lidt engelsk, da læreren på stedet gjorde meget ud af at snakke engelsk med dem. Efter lidt tid og erfaring blev de nemmere at håndtere og arbejde med.

Derudover fik Lise og Pernille et barn fra gruppe A og et barn fra gruppe B. Pernille skulle arbejde med en lille pige på ni måneder ved navn Jenniver og en pige, Ester på halvandet år. Lise skulle arbejde med en lille en dreng på snart et år ved navn Siyabonga og en dreng, Matthew på halvandet år. Disse børn krævede individuel terapi, fordi alle fire var meget bagud i deres udvikling og havde brug for intensiv terapi. Børnene de fik tilknyttet havde alle nogle sansemotoriske, motoriske eller emotionelle problematikker, som Lise og Pernille skulle arbejde med. De forskellige aktiviteter de fandt gode for børnenes udvikling, blev videregivet til de ansvarlige omsorgsmedarbejdere, i håb om at de ville arbejde videre med børnene og deres udvikling.