Rejsebrev fra Tanzania

Forår 2007, Trine Bjørnsgaard og Tina Tvorup

 

Vi har valgt at tage vores valgfagsperiode på 4 uger i Tanzania, nærmere bestemt Moshi. Vi gik i gang med at forberede os til turen ca. 8-9 måneder før valgfagsperiodens start. Vi kontaktede den internationale koordinator for ergoterapeutuddannelsen på Sundheds CVU for at fortælle om vores planer. Hun støttede os i valget om at tage til udlandet for at opleve ergoterapi fra et andet kulturelt perspektiv. Vi havde på daværende tidspunkt ikke nogen specifikke ønsker om, hvorhen i verden turen skulle gå, men fik emailadresser via studierektoren til ergoterapeuter i både Tanzania og Kenya. Vi gik i gang med at skrive e-mails og fik i løbet af 3 uger svar fra både Tanzania og Kenya, så var det bare at vælge hvilket land vi godt kunne tænke os at besøge.

Vi valgte Tanzania, og skrev derfor tilbage til ergoterapeuten vi havde kontakt til i Tanzania for at give ham nærmere oplysninger om, hvornår vi ville ankomme til landet og varigheden af opholdet. Det hele faldt på plads i løbet af kort tid, så nu var det bare at gå i gang med at skaffe penge til turen. Vi havde begge sommerferiejob som har gjort det muligt for os at tage af sted. 

 

På grund af misforståelser hørte vi ikke noget videre fra Tanzania før 3 dage før vi skulle med flyet mod Tanzania. Så vi var lidt spændte på hvad det var for et sted vi havde sagt ja til at rejse til.

Da vi ankom til landet tog vi en bustur på 9 timer for at nå til vores endelige destination, Moshi. Vi blev tilknyttet Kilimanjaro Christian Medical Center (KCMC), der ligger ved foden af Kilimanjaro. KCMC er et hospital, der dækker et område på ca. 11 mio. indbyggere og modtager op til 1000 patienter dagligt.

 

Vi har her været tilknyttet ergoterapiafdelingen, hvor der er ansat to fuldtidsansatte ergoterapeuter samt to ergoterapiassistenter. Derudover er der ansat to ergoterapeuter på deltid, hvoraf den ene arbejder med børn, mens den anden delvist er tilknyttet ergoterapeutuddannelsen som underviser.

 

Vi har i valgfagsperioden fulgt den ledende ergoterapeut på KCMC og deltaget i ambulant behandling af børn, træning af patienter på de forskellige afdelinger samt kreeret hjælpemidler i værkstedet.

 

Ki´limanjaro, vores udsigt på vej til KCMC          Foran ergoterapiafdelingen på KCMC

Vi boede i et hus, som er tilegnet de læger og studerende som arbejder på KCMC. Her delte vi et hus med 3 andre studerende fra England og Tyskland. Det var rigtig hyggeligt og en god måde at komme i snak med andre på. Vi havde vores egen ”housekeeper” som sørgede for rengøring, tøjvask mm. for en beskeden betaling. Vi havde eget køkken, men pga. at det er så billigt at spise ude, var det den løsning vi valgte de fleste aftner. Dette var også en god mulighed for at smage den lokale mad.

Huset vi boede i                                                 Vores værelse

Vi har igennem de 4 uger fået indblik i mange forskellige områder af ergoterapien i Tanzania. Nedenfor vil vi give en beskrivelse af de steder vi har besøgt og været en del af under opholdet.

 

Børneklinik

Den ambulante behandling af børn foregår i ergoterapiafdelingen på KCMC hver tirsdag og torsdag og omfatter tilsyn af læge samt tilsyn af ergoterapeut eller fysioterapeut, alt efter lægens henvisning.

Mødrene eller anden familie møder op med børnene om morgenen, trækker et nummer samt betaler for den pågældende ydelse og må herefter vente til nummeret bliver kaldt. Ventetiden kan stå på fra morgen til aften, idet den ambulante behandling af børnene fortsætter til sidste patient er blevet tilset. Er det ikke muligt at tilse samtlige børn på én dag, må familien møde op igen til næste børneklinik.

Under børneklinikken fik vi mulighed for at observere lægens konsultation samt behandlingen af de børn, der blev henvist til ergoterapeuten.

De børn, der ikke tidligere har været i kontakt med en ergoterapeut, får lavet en Children’s Occupational Therapy Assessment (COTA), for at klarlægge, hvilken eller hvilke funktionsnedsættelser barnet har, og hvilke områder ergoterapeuten skal lægge vægt på. På de børn, der tidligere har været i kontakt med en ergoterapeut på KCMC, laves der en opfølgning på tidligere intervention samt planlægning af videre tiltag.

 

Både indledende undersøgelse og behandling udføres ved hjælp af hjemmelavede redskaber, såsom COTA, samt ved hjælp af legetøj der er lavet af de materialer, som hospitalet har til rådighed.

Selvom børnene har behov for regelmæssig behandling, modtager de normalvis kun behandling hver 3. – 4. måned, da der på hospitalet ikke er ressourcer til, at de kan blive tilset oftere. Dertil kommer, at familierne ofte ikke har råd til at betale rejsen frem og tilbage til hospitalet, eller i tilfælde af regn ikke har mulighed for at komme frem på vejene.

 

Derfor foregår størstedelen af den ergoterapeutiske intervention som undervisning af barnets pårørende. Her lærer de pårørende, hvordan de bedst muligt kan passe deres barn i eget hjem, fx ligge-, sidde- og madestillinger. Samtidig får de inspiration til, hvordan de selv kan lave redskaber af billige og tilgængelige materialer til at stimulere deres barn i hverdagen.

I børneklinikken deltog vi i vurderingen af flere af børnene, hvor ergoterapeuten gav os mulighed for at teste fx syn, hørelse samt spasticitet i både OE og UE. Hun var desuden meget åben for at høre, hvordan vi ville foretage en lignende vurdering i Danmark for på denne måde at kunne udveksle erfaringer.

 

Det var spændende og meget lærerigt at deltage i behandlingerne på afdelingen, men mødet med patienterne var samtidig en frustrerende oplevelse, da vi ikke kunne kommunikere med børnene eller deres pårørende pga. sprogbarrierer. De fleste af patienterne kunne ikke engelsk, og vi kunne kun meget lidt swahili. Så vidt muligt benyttede vi os af ergoterapeuten, der så kunne oversætte for os.

Genoptræning på hospitalets afdelinger

Størstedelen af afdelingerne på KCMC er overfyldte, og patienterne ligger overalt, hvor det er muligt at stille en seng. Stuerne er fyldte med senge, madrasser og bårer, og det samme gør sig gældende på gangene. På nogle afdelinger må patienterne endda dele seng med andre. Hertil kommer lugten af sved, fæces og sygdom samt den tunge luft, der følger med det afrikanske klima og mange mennesker samlet på ét sted.

 

Den ergoterapeutiske behandling af patienter, der er indlagt på KCMC, foregår enten i ergoterapiafdelingen eller som i følgende tilfælde i sengen på den afdeling, hvor de er indlagt.

Iført kitler og handsker fik vi mulighed for på neurologisk afdeling at deltage i en træningstime med en mandlig patient, der var paretisk i UE efter en rygmarvsskade. Træningen foregik gennem instruktioner fra en tanzaniansk ergoterapeutstuderende, der var tilknyttet patienten i forbindelse med sin praktik.

 

Patienten fik fra starten af tilbudt at træne i ergoterapien, men motivationen for at komme ud af sengen var ikke stor, og i stedet valgte han at træne i sengen på afdelingen. Her var der dog ikke mulighed for at skærme af for de andre patienter, der ivrigt fulgte med i alt, hvad der blev sagt og gjort.

 

Patienten skulle træne det at vende sig i sengen samt at komme op at sidde ved egen hjælp. Han gennemførte øvelserne langsomt, men havde dog problemer med at komme op at sidde selv. Han fik til sidst hjælp af en pårørende, der stod ved sengekanten og så på.

 

Den ergoterapeutstuderende var meget interesseret i at lære om, hvordan vi ville gennemføre træningen og gav os derfor mulighed for at give bud på, hvordan træningen ellers kunne gribes an. Vi snakkede her blandt andet om alternative metoder til at komme op at sidde i sengen, der ikke krævede lige så mange kræfter af patienten som de nuværende metoder. Dette kunne forhåbentlig give ham en succesoplevelse og dermed øge hans motivation for genoptræningen.

 

Da træningen var forbi, gik vi fra patienten, der stadig sad på sengekanten, og det var så den pårørende, der hjalp patienten tilbage i seng. Vi blev i den forbindelse fortalt, at det i Tanzania er almindeligt, at de pårørende står for pasning og plejning af patienten, mens den pågældende er indlagt. Dette drejer sig blandt andet om personlig pleje, at tømme kateter og lave mad.

Under vores ophold på KCMC fik vi ydermere mulighed for at komme på stuegang på ortopædkirurgisk afdeling med de tanzanianske fysioterapeutstuderende. Dette foregik sammen med en overlæge, to medicinstuderende samt en fysioterapeut.

 

Formålet med stuegangen var at gennemgå hver enkelt patient med henblik på træningstiltag samt vurdering af behov for kørestol. Efterfølgende fik vi mulighed for at tage mål af nogle af patienterne med henblik på, at de skulle have en kørestol. Dette skete i fællesskab med de andre studerende som en del af et undervisningsforløb. Her gik vi ud fra et hjemmelavet skema, hvor der blev taget højde for både sædets og ryglænets højde, dybde, bredde mm. samt afstand til armlæn og fodstøtter. Fremgangsmåden lignede meget den, vi vil gå frem efter i Danmark. Dog var der et efterfølgende interview med patienten, hvorudfra der skulle foretages en vurdering, om det skulle være en firehjulet eller trehjulet kørestol, samt om patienten selv skulle betale stolen, eller om der skulle findes midler andetsteds.

 

Fremstilling af hjælpemidler

Da Tanzania hører blandt de fattigste lande i verden, er ressourcerne begrænsede, og dette gælder også i forhold til hjælpemidler. Hospitalet har forskellige prototyper på lager, de fleste ældre modeller importeret fra udlandet, og derudfra fremstiller de nye hjælpemidler af de ressourcer, de nu har til rådighed.

I Tanzania er det således, at kørestole bliver produceret ved håndkraft på små værksteder. Der findes tre sådanne værksteder i hele Tanzania, hvoraf et af dem er på KCMC.

Det tager cirka 3 måneder at fremstille en kørestol, der som ny koster 250.000 tanzanianske shillings (ca. 1250 danske kroner). Dette er dog for de fleste mennesker i Tanzania en formue og for at få råd til en kørestol, kan det være nødvendigt at sælge en ko, bede fjerne slægtninge om hjælp eller søge midler hos forskellige organisationer.

Når en patient skal have en kørestol, indgår det i vurderingen, om det skal være en firehjulet eller trehjulet kørestol. Dette afhænger af, hvor meget transport patienten har i løbet af dagen, og hvor vedkommende bor. Vejene er ofte så dårlige, at det er nødvendigt med en trehjulet kørestol, da den er nemmere at manøvrere i ujævnt terræn.

På ergoterapiafdelingen har de desuden et værksted, hvor de ansatte kan fremstille hjælpemidler og legetøj, når de ikke tilser patienter. Hjælpemidlerne kan være alt fra barnestole til rangler og kreeres ud fra tilgængelige materialer, såsom ståltråd, papkasser, kapsler mm.

Under vores ophold hjalp vi med at lave en barnestol bestående af papkasser, der blev skåret ud efter skabelon og efterfølgende sat sammen med papmache. Vi nåede desværre ikke at færdiggøre stolen, der ydermere skulle have et lag med ugeblade og magasiner for at gøre den farvestrålende og dermed mere børnevenlig.

Når et barn vurderes til at have behov for en barnestol, indgår det igen i vurderingen, hvor patienten bor og under hvilke forhold. Barnestolen kan ikke tåle fugt, og derfor gives den ikke væk til familier, der bor i huse med utætte vægge og tage.

Vi tog inden vores afrejse til Tanzania kontakt til Kjærulff for at høre, om de var interesserede i at sponsorere hjælpemidler, som vi kunne dele ud til dem i Tanzania, der måtte have behov for det. De sendte os ud over al forventning en hel kasse med bestik, tallerkner, tåvasker, negleklipper, spækbrætter osv.

Da vi kom til Tanzania besluttede vi os for at forære de hjælpemidler, der var egnede til voksne, til KCMC. De blev taget godt imod og især negleklipperen på klods (til personer med nedsat funktion i den ene side) var en stor succes, da de så store muligheder i selv at fremstille noget lignende.

Værksted på KCMC hvor der laves kørestole Hjemmelavet hjælpemiddel
.

Barnestol af Papmaché
.

Young Women’s Christian Association (YWCA)

Gennem en af ergoterapeuterne på KCMC fik vi kontakt til YWCA, der er et center for kvinder med handicappede børn. Her kan mødrene komme efter henvisning fra et hospital eller fra behandlere ude i områderne og bo i en uge sammen med deres barn.

 

På YWCA er der ansat 3 ergoterapeuter, der underviser mødrene i, hvordan de kan passe deres barn bedst muligt i eget hjem med de ressourcer, de har til rådighed. Undervisningen omfatter blandt andet, hvordan barnet kan stimuleres i hverdagen, samt hvordan barnet kan placeres, når det skal sidde, ligge, mades eller på toilet. Derudover får børnene en uge med intensiv træning og mulighed for at lege med andre børn.

 

YWCA har flere lokaler til rådighed, hvor træningen af børnene samt undervisningen af mødrene finder sted. De har i modsætning til KCMC mange hjælpemidler til rådighed, og langt de fleste er udarbejdet af træ. De store ressourcer stammer næsten udelukkende fra udenlandske fonde.

I Tanzania er det tabu at have et handicap, og et barn med at handicap bliver derfor oftest gemt væk for resten af samfundet. YWCA er et af de steder, der gør en stor indsats for at integrere de handicappede i samfundet og gøre det mere acceptabelt at være anderledes. Et af tiltagene er blandt andet, at der på kvindecentret er opført en børnehave for både handicappede samt almindelige børn. De handicappede børn får her muligheden for at deltage på lige vilkår i børnehaven med andre børn og indgå i de daglige rutiner, dog med hjælp fra en ergoterapeut.

 

Det var en opløftende oplevelse at besøge YWCA, der er et ressourcefyldt sted i forhold til mange andre institutioner eller centre i Tanzania. Dette gælder både i forhold til hjælpemidler og lokaler, men også i forhold til terapeuter og andre ansatte der arbejder målrettet mod, at mennesker med et handicap skal have bedre kår i samfundet.

YWCA Legeplads på YWCA
.

Handicapskolen i Rundugai

Handicapskolen i Rundugai er en skole for handicappede børn og er netop er åbnet i januar 2007. Der er her ansat to lærere samt en speciallærer. Skolen har 12 elever, hvoraf de fleste af dem er blevet fundet i landsbyen af ansatte på skolen, der har gået fra dør til dør for at finde frem til mulige elever. Børnene har ofte været låst inde i husene og dermed gemt væk fra samfundet. Her har flere af dem levet deres liv, mens forældrene har været i marken, med legende søskende udenfor.

 

Handicapskolen fungerer som et alternativ til den almindelige folkeskole, der ikke har mulighed eller ressourcer for at tage sig af de handicappede børn i byen. Den er resultatet af et dansk højskoleprojekt, hvorigennem vi, sammen med den ledende ergoterapeut fra KCMC, fik mulighed for at komme ud og besøge skolen samt opleve, hvilke muligheder der er for disse børn på en decideret handicapskole.

Den dag vi besøgte skolen, var også dagen for det ugentlige marked i landsbyen, og der var derfor kun mødt to elever op på skolen.

Det var tydeligt ved første øjekast at se, at skolen havde meget begrænsede ressourcer. Udover nogle ellers flotte dekorerede vægge var der kun et par sivmåtter på gulvet, byggeklodser, et par kuglerammer og en kasse med ærteposer. Vi fik forklaret, at begrænsningerne i forhold til legetøjet skyldes, at lærerne er nødt til at transportere det frem og tilbage hver dag for at undgå tyveri. Handicapskolen har ikke råd til at ansætte en vagt om natten, og det er derfor den eneste mulighed, de har.

Mens vi befandt os på skolen, sad den ene af eleverne det meste af tiden på sivmåtterne og byggede tårne af klodserne, mens den anden fortvivlet kastede sig rundt, slog hovedet ind i væggen eller bed sig i hånden. Vores umiddelbare indtryk var, at denne dreng var understimuleret. Det var hårdt at se på, og lærerne på skolen gav tydeligt udtryk for, at de ikke vidste, hvordan de skulle håndtere ham.

 

Efter at have observeret sammenspillet mellem denne dreng og lærerne, underviste ergoterapeuten fra KCMC lærerne i, hvordan de kunne stimulere ham samt få ham til at falde til ro med de få ressourcer, de nu har til rådighed.

 

Vi foreslog desuden, at de lavede en hængekøje, hvori han kunne få nogle svingture i løbet af dagen. Hængekøjen kunne fastgøres i loftsbjælkerne og nemt transporteres frem og tilbage. Vi foreslog desuden, at de kunne pakke ham ind i tæpper samt klappe ham på kroppen for derved at give ham stimuli og lade ham mærke afgrænsningen i forhold til sin egen krop. Ergoterapeuten demonstrerede både svingture og klap på kroppen, hvilket hurtigt fik drengen til at falde til ro.

 

Efterfølgende gik vi sammen med ergoterapeuten og lærerne hjem til drengens hus med den hensigt at undervise familien i, hvordan de kan stimulere ham samt passe ham bedst muligt i hverdagen. Forældrene var ikke hjemme, og undervisningen blev derfor rettet mod søskende og naboer. Dette skete efter samme principper, som ergoterapeuten netop havde undervist lærerne i.

En af eleverne på handicapskolen Klasselokale for de handicappede børn
.

Mwereni Primary School

Mwereni Primary School ligger i Moshi og er en skole med ca. 700 elever. Af de 700 elever er 37 af dem blinde eller svagtseende. Skolen har til og med 7.klasse med to klasser på hver årgang. Vi fik gennem en dansk kvinde, der var frivillig på skolen, en aftale på plads med skoleinspektøren om, at vi kunne komme på besøg.

Rundvisning

Under vores besøg fik vi af skoleinspektøren og to lærere en rundvisning på hele skolen, hvor vi blev præsenteret for alle klasserne og hilste på de blinde børn, der var fordelt rundt i klasserne. Som på YWCA var der på skolen gjort tiltag til at integrere børn med et handicap i samfundet. De blinde børn sad derfor hver især med en seende sidemand, der var ansvarlig for at hjælpe den enkelte både i timerne og i frikvartererne.

 

Vi blev desuden vist rundt på værelserne, hvor de blinde børn bor, mens de går på skolen. De bor her i seks måneder ad gangen og er så hjemme hos familien i en måned, inden de vender tilbage til skolen for at rykke op i næste klassetrin.

 

De blinde børn går de første seks måneder i en introduktionsklasse, hvor de lærer forskellige sange og udtryk på både engelsk og swahili. De trænes desuden i at føle med fingrene, inden de rykker op i 1. klasse, hvor de skal lære at læse og skrive. Skolen er i den forbindelse udstyret med diverse redskaber til at skrive blindskrift.

 

Efter 1. klasse rykker de blinde børn videre op i 2. klasse til de seende børn og følger den pågældende klasse resten af skoleårene.

Som del af rundvisningen besøgte vi 1. klasse med de blinde børn, hvor vi fik en hurtig undervisning i, hvordan de lærer at skrive blindskrift, både på maskine samt med nål og papir. Herefter var vi inde og besøge introduktionsklassen, hvor vi blev mødt med engelske remser, sang og dans. I introduktionsklassen var der på pågældende tidspunkt syv elever. Også i denne klasse bliver børnene parret sammen to og to, således at de ældre elever er ansvarlige for de yngre elever, der kan have behov for hjælp til at finde rundt, klæde om og lignende.

 

Som afslutning på vores besøg på skolen forærede vi skoleinspektøren og eleverne de børnehjælpemidler, som Kjærulff havde sponsoreret. Der var forskellige drikkeglas samt bestik med tykke greb. De blev taget godt imod, men desværre så vi dem ikke i brug i den tid, vi var på skolen.

 

Edb-undervisning på Mwereni Primary School

Gennem vores danske kontakt på Mwereni Primary School fik vi ydermere kontakt til en amerikansk kvinde, der var frivillig på skolen i samme periode. Hun efterspurgte hjælp i forhold til den Edb-undervisning, hun var ansvarlig for. Hun var selvlært indenfor brugen af en computer, men var stadig den lærer på skolen, der havde den største viden indenfor området. Hun havde til opgave at undervise de ældste klassetrin i Edb og havde klasser på op til 75 elever foran de kun 18 computere, der var til rådighed. Hun havde derfor svært ved at nå rundt til alle elever på blot én enkelt undervisningstime, og vi sagde derfor hurtigt ja til at tage udfordringen op og hjælpe så meget som muligt.

 

De fleste af eleverne på Mwereni Primary School vidste ikke, hvad en computer var. Edb-undervisningen gik derfor ud på at vise dem de grundlæggende ting i forhold til en computer, såsom musens funktion, hvordan de bruger keyboardet, samt hvordan de åbner Word og skriver deres navn.

 

Computerne var sponsoreret af udenlandske fonde, og under vores besøg på skolen blev der desuden sat en satellit op, så skolen kunne gå på Internettet. Dette blev sponsoreret af en engelsk højskole og sat op af eleverne fra samme skole.

Den amerikanske underviser efterspurgte, under et af vores besøg, desuden hjælp til at rette stile i en 6. klasse, der var i gang med engelskundervisning. Her havde børnene fået til opgave at skrive et brev til en fiktiv penneven i Boston. Vi gik rundt til de enkelte elever, fik dem til at læse brevet op og rettede så undervejs de grammatiske fejl, som faldt i øjnene under oplæsningen.

 

IT-lokalet, 17 computere til 75 børn                     IT-undervisning

.

Fremstilling af legetøj
 

Gennem mødet med børnene i Introduktionsklassen blev vi inspireret til at lave legetøj til de blinde børn, der i forvejen kun havde meget lidt legetøj til rådighed. Vi gik på det lokale marked og købte papkasser, ståltråd, ris, bønner og andet og brugte så en søndag på at lave forskelligt legetøj. Det blev til musikinstrumenter og sansekasser,som vi i den efterfølgende uge gav til børnene. Denne gang gik vi udenom skoleinspektøren for at undgå, at legetøjet blev gemt væk ligesom hjælpemidlerne og derfor ikke blev brugt af børnene.

 

Børnene tog glade imod musikinstrumenterne og begyndte straks at spille og synge, med læreren som dirigent. Vi instruerede efterfølgende både børnene og læreren i brugen af sansekasserne, hvor formålet var at træne følesansen i fingrene og dermed forberede dem på de næste klasser, hvor de skal lære at læse og skrive blindskrift.

 

     Musikinstrumenter vi har fremstillet                   Sansekasse
 

 

Uddannelsen til ergoterapeut i Tanzania

Stik imod vores forventninger kom vi i Tanzania ikke til at følge de studerende på ergoterapeutuddannelsen, som vi havde regnet med, inden vi tog af sted. Dog med undtagelse af en enkelt undervisningstime på hospitalet samt den førnævnte træningssession på afdelingen. Dette skyldtes en misforståelse i kommunikationen, der inden afrejse foregik over mail. Vi var i den tro, at vi havde kontakt til ergoterapeutuddannelsen, men var i stedet blevet sendt videre til ergoterapiafdelingen på hospitalet, der i forvejen tager imod studerende fra Norge to gange årligt. Dette ændrede vores planer i en vis grad, men gav os så mulighed for at opleve både uddannelsen samt ergoterapi i praksis.

Uddannelsen til ergoterapeut tager i Tanzania tre år. Forløbet veksler, som i Danmark, mellem teoretiske perioder på skolen og praktikperioder. I alt gennemgår de studerende tre praktikker på udvalgte steder, der er fordelt over hele landet.

 

Ergoterapeutuddannelsen findes kun det ene sted i Tanzania og har, i stor modsætning til Danmark, kun ca. 25 studerende, der er fordelt på de tre år.

 

Vores indtryk af ergoterapeutuddannelsen i Tanzania er, at de lægger mere vægt på det praktiske i undervisningen i forhold til det teoretiske. De bliver på de første semestre undervist i anatomi, neurologi og andre relaterede vidensfag, mens de ergoterapeutiske teorier ligger i baggrunden. Vi fandt på kontoret på KCMC en Canadian Occupational Performance Measure (COPM) fra 1989 og blev fortalt, at de blev undervist i Model of Human Occupation (MoHO) på første år. Dog går størstedelen af undervisningen med praktiske eksempler, med patienterne på KCMC som medier.

 

En stor del af undervisningen på ergoterapeutuddannelsen går desuden med fremstilling af hjælpemidler. De studerende bliver undervist i, hvordan de laver de førnævnte børnestole af pap og papmache efter specifikke metoder. Dette kan i høj grad sammenlignes med vores forløb på teknisk skole, hvor vi laver hjælpemidler i forhold til en udleveret case. Dog består deres undervisningsforløb af mange flere timer, end vi har til rådighed.

Den ledende ergoterapeut fra KCMC gav os en rundvisning på skolen, hvor vi blandt andet så de få undervisningslokaler, de havde til rådighed samt deres træningskøkken og træningstoilet. Dette bestod af en mark med forskellige planter og et skur med et hul i jorden. Træningen foregik altså efter de principper, som vi kender det i Danmark; i så naturlige omgivelser som muligt, hvor patienterne har mulighed for at relatere træningen til eget hjem.

 

Under rundvisningen så vi desuden biblioteket, der bestod af tre høje skabe. I det ene skab var der fagblade af nyere dato fra blandt andet USA og England, mens der i det andet skab var bøger til brug i forbindelse med de relaterede vidensfag. I det sidste skab var der ergoterapeutiske bøger, der dog alle var ældre årgange. Udvalget var tydeligt meget begrænset i forhold til det udvalg vi har herhjemme.

 

Forskellene mellem dansk og tanzaniansk ergoterapeutisk praksis

Inden vi kom til Tanzania, forventede vi, at ergoterapifaget i dette land ville være meget anderledes fra det, vi kender i Danmark. Da vi ankom til destinationen og fik mulighed for at opleve det på tæt hold, viste det sig dog, at ergoterapi minder meget om det, vi kender hjemmefra.

 

De tanzanianske ergoterapeuter benytter sig ikke af specifikke ergoterapeutiske teorier i deres intervention og har ikke modtaget meget undervisning i teori på uddannelsen. I stedet bruger de deres sunde fornuft, relaterede vidensfag samt hjemmelavede undersøgelsesredskaber.

 

På trods af dette oplevede vi, at interventionen med diverse klientgrupper indeholdt elementer fra både klientcentrering, motivation samt empowerment, uden at der dog blev sat disse ord på tiltagene.

Den store forskel mellem Tanzania og Danmark, som vi oplevede det, var i stedet mængden af ressourcer. Det var tydeligt at se, at ergoterapeuterne i Tanzania bygger deres intervention på de ressourcer samt den tid, de nu har til rådighed.

 

Vi er alt i alt blevet positivt overraskede over, at der er så mange ligheder mellem de to landes udøvelse af ergoterapi, og at ergoterapi er et fag, der har international relevans uafhængigt af kulturer.

Vi fik i den fire ugers valgfagsperiode i Tanzania et meget interessant samt lærerigt indblik i den tanzanianske ergoterapi og afrikanske kultur, hvilket har krævet åbenhed og respekt både fra os selv samt fra det modtagende værtsland og dets indbyggere. Vi er glade for, at vi fik muligheden for at opleve ergoterapi i en kultur så anderledes fra den danske, og vi fik dermed sat dansk ergoterapi i perspektiv med henblik på tiltag, der kan ændres såvel som tiltag, der absolut bør fastholdes. Vi er i den forbindelse blevet mere opmærksomme på vores danske ergoterapeutiske faglighed, der tydeligvis kan udfolde sig ud over flere landegrænser.

 

Lidt praktiske oplysninger

Vi fløj fra Aalborg over London, Dubai og til Dar Es Salaam. Dette var den billigste rejse vi kunne finde via nettet, og selvom det betød en lidt længere rejsetid var det bestemt det hele værd. Vi fløj over 2 døgn og havde en enkelt overnatning i Dar Es Salaam inden vi tog bussen til Moshi. Det var bestemt en begivenhedsrig bustur, og ikke de samme standarder i busserne som vi er vant til her hjemme.

Vi har været på KCMC og de andre steder som er beskrevet ovenfor, hver dag fra mandag til fredag og har derfor tilladt os at være turister og taget ud og opleve Tanzania i weekenderne. Vi har både været på safari, i slangepark og meget mere.

 

Da vi tog af sted i uge 5 havde vi næste 5 uger til rådighed i Tanzania, derfor valgte vi at tage de sidste 5 dage på Zanzibar, hvor vi svømmede med delfiner og nød at holde lidt fri inden vi igen skulle hjem til kolde Danmark og i gang med at skrive bacheloropgave.

 

Vi har brugt ca. 12.000 kr. på denne tur, men vi har også taget på nogle ture som har været lidt dyre, men vi valgte at se så meget så muligt mens vi var der, det var jo ikke til at vide om vi nogen sinde kommer tilbage til Tanzania. Men det at tage sin valgfagsperiode i udlandet kan varmt anbefales.