Rejsebrev fra Lissabon

Lise Maj Rasmussen, Mette Skov, Rikke Engelund, Christina Berthelsen, Mathilde Hansen og Trine Nielsen, Efterår 2011

Vi vil starte dette rejsebrev med en lille anekdote.
Efter fem uger i Lissabon mente vi, at det måtte være på tide at komme et smut ned til de sydlige egne af landet og dyppe tæerne i havet ved Algarve. På vej derned i bussen kommer vi forbi et skilt, hvorpå der står Lissabon 295 km. Efter at have set skiltet bliver følgende citat sagt: ”er I godt klar over, at der kun er knap 300 km hjem?”
 

Denne lille anekdote har fået os til at tænke på, hvad et hjem er, og hvad det vil sige at have et hjem. Er det lugten af hjemmebagte boller? Er det det, at man har fået sat labelen med sit navn sat på postkassen? Eller er det i virkeligheden noget helt andet? Efter vores mening er der er tale om en følelse. En følelse af, at man idet man træder ind over dørtrinnet, oplever en tryghed og velkomst, som man sjældent oplever andre steder. Disse følelser skabes gennem de omgivelser man lever i, hvad enten der er tale om forskellige personer eller karaktertræk ved bostedet.
Efter at have boet i vores lejlighed i Lissabon i blot syv uger, seks piger sammen, som ikke rigtigt kendte hinanden på forhånd, tør vi alligevel godt prale af, at vi her har fået os et nyt hjem.
 

Efter 7 uger i Lissabon er der dog stadig forskelle, der er svære at vænne sig til. Vi husker tydeligt den første gang i supermarkedet, hvor vi stod en halv time i kø uden at alle kasser var åbnede og flere gange halvirriterede kikkede på vores ure. Efter en halv time fandt vi dog ud af, hvad det var vi havde ventet på: kundeservice i særklasse! En smilende ekspedient, der omhyggeligt pakkede og sorterede vores varer for os, efterhånden som han scannede dem ind, og vi gik efterfølgende derfra med 14 poser og lange arme. Portugiserne har et mere afslappet forhold til tid end vi har, her handler det mere om kvalitet frem for kvantitet. Dette afspejler sig i mange sammenhænge.
 

Selvom vi nu har været her i 7 uger, er det sjovt at se hvordan danskerne fortsat møder 5-10min før tid, selvom vi ved at undervisningen som regel først begynder 10-15min efter timens start, når den sidste portugiser møder ind. Vores ”møden-før-tid” er til stor morskab for portugiserne samt hollænderne og de kan blive helt forskrækkede, hvis vi først møder lige på klokkeslettet. Her er reglen ikke ”don’t be late”, men i stedet ”don’t be too late.
 

Som danskere kan vi ikke komme udenom, at vi skiller os ud i Lissabon. Portugisiske kvinder er fantastiske til at gå i ”meterhøje” stiletter i alt slags terræn, vind og vejr, endda de kvindelige postbude trodser brostenene, naturlovene og de ømme fødder, mens de med et smil på læben bringer posten ud i ført stiletter. Vores indtryk er, at portugiserne generelt er glade og imødekommende mennesker. Dette giver sig blandt andet udtryk i, deres måde at hilse på os og hinanden, hvor et håndtryk for dem virker stift, mens to kindkys er den passende hilsen. Deres åbenhed gør at selvom vores portugisiske sprogkundskaber hovedsagligt består af høflighedsfraser og deres engelsk indimellem er begrænset, så finder vi altid en løsning til kommunikation; fx kan man når man besøger Lissabons mest berømte bageri Pastéis de Belém, tage billeder af de kager man gerne vil smage, inden man sætter sig ned til bordet og venter på tjeneren, han kan jo se hvad billedet forestiller. Selv i skolen fungerer en blanding mellem hollandsk, dansk og portugisisk, når de engelske ord mangler, her taler vi nemlig ”Globish".
 

Allerede aftenen før vores første skoledag begyndte vi, at bygge på klassens sammenhold, da vi mødtes på en bar, så alle kunne se hinanden an. Vi blev forbløffede, men samtidig positivt overraskede over, at vi kun skulle være 20 deltagende på kurset.
 

I den første uge tog lærerne det stille og roligt, og vi fik tid til at falde på plads, og lære hinanden at kende. Både klassekammerater og lærere var meget indstillet på at lave mange sociale events, for at ryste os godt sammen. Folk blev hurtigt venner på tværs af professioner og nationaliteter.
Blandingen af deltagere på kurset er lidt skæv. Nationaliteter: Portugisere = 3, Hollændere = 6, Danskere = 11. Professioner: Sygeplejersker = 1, Jordemødre = 3, Ergoterapeuter = 4, Fysioterapeuter = 12.
Men på trods af vores forskellige baggrunde er der kommet et godt socialt sammenhold i klassen, hvor alle er interesserede i at lære hinanden at kende og i at lave noget socialt sammen. Det er f.eks. blevet til ture på stranden, sightseeing, byture mm.
 

Om skolen generelt kan det nævnes, at den ligger lidt udenfor centrum, hvorfor vi har måttet påregne en del tid på transport til og fra skole, eftersom vi bor i udkanten af Lissabon, i en forstad der hedder Pontinha. Skolen var den første måned nærmest helt tom, da Portugiserne først starter i skole i starten af oktober. Men det var meget rart for os, da vi så kunne lære at finde rundt på de forskellige 15 etager, uden at begå for mange dumheder.
 

I starten af forløbet havde vi en del undervisning og ikke særlig meget gruppearbejde. Dette er dog ved at vende, da vi i den sidste halvdel af perioden skal arbejde mere selvstændigt med vores to projekter. Det ene er et

fælles projekt for hele klassen, der går ud på sammen at lave en konference vedrørende KOL på et globalt plan. Det andet projekt foregår i to mindre grupper (med 10 i hver, hvilket kan være en udfordring) og går ud på skriftligt at lave et forslag til en Carepath for KOL, som kan benyttes i det portugisiske sundhedssystem. Desuden skal vi snart i små grupper på besøg på et hospital en enkelt gang, dette glæder vi os meget til, så vi kan se hvordan det foregår in real life! Ekstraordinært har vi jordemødre også fået lov til at besøge fødegangen, barselsgangen, neonatalafdelingen samt jordemoderkonsultationen på et offentligt hospital, hvor vi vil blive vist rundt. På alle vores hospitalsbesøg skal vi have hvid kittel på, så det bliver også sjovt og anderledes at prøve.

Selvom vi er kommet herned for at gå i skole, er der er også tid til at nyde det smukke land og den by vi er kommet til. For at lære Lissabon at kende, startede vi med at tage med en sightseeingbus, den første weekend vi var hernede. Det var en rigtig god måde at få et overblik over byen og de seværdigheder den byder på. Af nævneværdige oplevelser vi har haft hernede, kan nævnes at gå rundt inde i hjertet af Lissabon og suge indtryk til sig. Det er en by der bærer præg af, at den har en lang historie bag sig, der er huse i alle regnbuens farver og med flotte kakler. Der er lange snørklede og stejle gader, der er en udfordring for selv den mest trænede atlet. Men vi har heldigvis fundet vores redning i Lissabons gadeelevatorer  Et af vores yndlingsmål lidt udenfor centrum er bydelen Belém, som udover at være et flot historisk område, byder på Lissabons bedste kager, der købes ved bageriet Pastéis de Belém (godt vi ikke har nogen badevægt, så vi kan se konsekvenserne af vores mange besøg). Vi har været heldige, at flere gange have forlængede weekender, så det har også været muligt at tage på ture længere væk, f.eks. Algarve, Porto og Sintra. Men ellers har vi også benyttet lejligheden til, at komme på en god bytur i Bairro Alto, hvor der er rig mulighed for gode, store, billige, stærke og FARLIGE drinks.
 

Dagen derpå har vi tilbragt på stranden ved Carcavelos, hvis vejret ellers har været godt. Og heldigvis for os, har der indtil videre kun været to dage med en lille smule regn, ellers har temperaturen de fleste dage ligget på omkring 30 grader. Stranden ved Carcavelos er dejlig og pæn, og vi har nydt at lege i de KÆMPE blå bølger.
 

Afslutningsvis kan vi konkludere, at studieopholdet i Lissabon byder på uendelige oplevelser og udfordringer – såvel kulturelt, personligt som fagligt. Det er en spændende måde at forholde sig til tværfaglighed på, med ekstra dimensioner som nationalitet og sprog, som yderligere udfordringer. Der er ingen tvivl om, at vi har fået en større respekt og forståelse for de øvrige sundhedsprofessioner og sågar også fået sat vores egen respektive profession i perspektiv.

Mange varme hilsner

Lise Maj Rasmussen, Mette Skov, Rikke Engelund J10S og Christina Berthelsen, Mathilde Hansen og Trine Nielsen E10S.