Læs her hvad studerende siger om uddannelsen, og hvad uddannede ergoterapeuter fortæller om jobbet.
Udfordringer i en fremmed kultur
At blive tvunget til at tænke løsninger og løse aktivitetsproblematikker har givet mig nye perspektiver på ergoterapi.
Tålmodighed
Kunsten ligger i at støtte,
motivere og ikke gribe ind,
selv om man synes, det
går for langsomt eller er
for besværligt.
Kristian Liltorp,
ergoterapeut

Et must have på uddannelsen er helt sikkert, at være interesseret i både menneskets krop og mennesket selv. Du skal være interesseret i hvad der foregår oppe i hovedet på mennesker og samtidig skal du også være interesseret i menneskets anatomi og fysiologi.
Jeg har altid vidst, at jeg ville have noget med mennesker at gøre. Oven i det har jeg altid været meget interesseret i mennesket og menneskets krop. Som ergoterapeut får jeg denne kombination udfyldt til fylde. Jeg får ikke kun lov at arbejde med personer, som har fået fysiske skader, men også folk med kognitive skader. Endvidere har jeg også altid haft lyst til at arbejde med børn, og dette giver ergoterapi også rigtig god mulighed for.
Jeg har en drøm om, at få lov at arbejde med børn, når jeg bliver færdig. Jeg tror, det kunne være rigtig spændende og udfordrende.
Noget af det bedste ved min uddannelse er helt sikkert studielivet og mine klassekammerater. Jeg er så heldig, at jeg er kommet i en rigtig god klasse, som kan gøre en dårlig skoledag til en god skoledag. Jeg er rigtig tilfreds med den måde, skemaet bliver opbygget på – der er næsten ingen dage der er ens, og det er rigtig dejligt!
Studiemiljøet på uddannelsen er rigtig godt. Der er hele tiden arrangementer, man kan deltage i, og der er hele tiden noget at give sig til sammen med de andre studerende. Der er for eksempel tit fredagsbar, hvilket giver en rigtig god mulighed for at snakke med studerende på tværs af uddannelserne.
Jeg er selv medlem af tutorkorpset, hvilket giver mig stor tilfredsstillelse. Jeg får lov at tage imod de nye studerende og give dem en rigtig god start på deres uddannelse. Endvidere får jeg rigtig mange nye bekendtskaber, da der er stor deltagelse i tutorkorpset.
I min praktik skulle jeg foretage et interview med en borger, der havde haft 4 hjerneblødninger på halvandet år, hvilket havde gjort ham lam fra livet og ned.
Da jeg trådte ind i lokalet for at tage imod borgeren, sad han og småsnakkede og lavede sjov med min kliniske underviser. Han virkede overordnet i godt humør, og han smilede.
Vi blev sat ved et bord, hvor vi sad over for hinanden, og den kliniske vejleder sad ude til siden, så hun kunne følge med uden at være for meget med i samtalen. Jeg startede med at fortælle lidt om, hvad der skulle foregå, og hvad han skulle regne med, jeg ville spørge om. Dernæst spurgte jeg ham om, han ikke gad starte med at fortælle om sig selv og sin situation. Snakken gik rigtig godt, og han var rigtig god til at fortælle og beskrive. Han virkede ikke nervøs og han virkede meget positiv over for interviewet, selvom han har været igennem hele sundhedssystemet og derfor fortalt sin historie uendeligt mange gange.
Dette interview gjorde et rigtig stort indtryk på mig, fordi det gav mig et rigtig stort indblik i hans situation, og det var spændende at høre hvilke tanker, der går igennem en mands hoved, når sådan noget sker.