AKP Design er specialiseret i videnbaseret innovation på social- og sundhedsområdet.
Arkitektfirmaet har udviklet prisvindende produkter og -services til ældre og handicappede siden 1998.
Læs mere om AKP Design
Baderum for Alle er et projekt under Erhvervs- og Byggestyrelsens program for brugerdreven innovation. AKP Design deltog i workshop i februar 2010 om fremtidens baderum.
Studerende fra fire uddannelser står på Det tværfaglige kliniske studieafsnit på Aalborg Sygehus for rehabiliteringen af patienter, som er indlagt fortrinsvist med hoftenære brud. I det tværfaglige samarbejde om patienterne skal de udvikle deres faglige og personlige kvalifikationer.

Eva Boel Graversen er den første studerende på UCN, som har været i praktik ved en tegnestue, AKP Design, der designer hjælpemidler. Eva deltog bl.a. i arbejdet med at udvikle det optimale baderum på en boinstitution for 14 multihandikappede. Hun undersøgte indretning og omfang af hjælpemidler og vurderede arbejdsmiljøet med fokus på arbejdsstillinger. I starten af praktikken deltog Eva i en workshop om på Dansk Design Center om Fremtidens baderum.
- Det mest udfordrende og spændende ved praktikken ved AKP Design var helt sikkert det tværfaglige samarbejde med arkitekterne. Det var bekræftende og spændende at opleve, hvor mange ting jeg som ergoterapeutstuderende kunne bidrage med i forhold til udviklingen af forskellige hjælpemidler, fortæller Eva Boel Graversen.
Jeg fandt beskrivelsen af praktikopholdet meget spændende og udfordrende. Derudover syntes jeg, at det kunne være spændende at opleve arbejdsgangen og arbejdsopgaverne inden for konsulentbranchen. Dette har ikke været en mulighed i vores tidligere praktikperioder. Endvidere havde jeg lige været i praktik som visiterende ergoterapeut i kommunalt regi, så jeg havde en formodning om, at jeg ville kunne bruge den viden, jeg havde tilegnet mig i min seneste praktikperiode.
I forhold til at udvikle hjælpemidler har jeg igennem uddannelsen og praktikperioder fået tilegnet mig en viden om ergonomien og udbuddet på markedet inden for hjælpemiddelområdet. På 4. semester har jeg stiftet bekendtskab med hjælpemidler til hoftepatienter på Det Tværfaglige Studieafsnit på Aalborg Sygehus.
Derudover har jeg fået praksiserfaring med visitationen af hjælpemidler i kommunalt regi i min 6. semesters praktik. Her havde jeg til opgave at visitere hjælpemidler ifølge Serviceloven primært ved at tage ud på hjemmebesøg.
Ellers har jeg været personlig hjælper gennem hele mit uddannelsesforløb hos en delvis lammet mand, som også har haft diverse hjælpemidler, og jeg har været ansat som vikar hos hjemmeplejen, hvor jeg også fik erfaring med diverse hjælpemidler i borgernes hjem.
Det mest udfordrende og spændende var helt sikkert det tværfaglige arbejde sammen med arkitekterne. At få indsigt i deres arbejdsgang samt viden om, hvad de som arkitekter og designere var specielt opmærksomme på i forbindelse med at producere og udvikle et produkt, samt hvilke opgaver de har i forbindelse med de projekter, som AKP Design var tilknyttet.
Det har været en helt anderledes og lærerig praktik, da min opgave har været at formidle teorien til praksis til en anden faggruppe. I de tidligere praktikker har jeg naturligvis skullet stifte bekendtskab med nye områder inden for ergoterapien, hvor de primære samarbejdspartere har været andre ergoterapeuter. Der har et af målene været at skulle tilegne sig større ergoterapeutisk viden. I praktikperioden hos AKP Design har jeg skullet arbejde tværfagligt, og jeg har skullet “sælge” og gøre reklame for ergoterapeuters egenskaber. Det har været en god udfordring at skulle overbevise en virksomhed om, at en ergoterapeut kan bidrage med noget ekstra i forbindelse med deres arbejdsopgaver.
Det var bekræftende og spændende at opleve, hvor mange ting, jeg som ergoterapeutstuderende kunne bidrage med i forhold til udviklingen af forskellige hjælpemidler. Her brugte jeg blandt andet min viden om at lave forskellige aktivitets- og bevægeanalyser for at identificere et bestemt problem. Annette kunne så bruge analyserne til at gøre sig tanker om, hvordan hun kunne udvikle et hjælpemiddel, som kunne kompensere for de identificerede problematikker. På denne måde var der flere gode oplevelser med det tværfaglige arbejde, hvor begge faggrupper kunne drage god nytte af hinandens viden.
Det var også meget spændende at komme til at arbejde i konsulentbranchen og opleve, hvordan denne fungerede f.eks. i forbindelse med at byde ind på forskellige opgaver.
Dét, der var mest anderledes i forhold til mine andre praktikperioder, var, at jeg stod på egne ben. Jeg havde ikke en ergoterapeutisk vejleder, jeg kunne henvende mig til, hvis jeg havde nogle spørgsmål. Det skal dog siges, at jeg havde god kontakt med en af underviserne på skolen, så jeg følte bestemt ikke, jeg stod alene. Men jeg stod alene med at formidle min ergoterapeutiske viden i dagligdagen. Det var en god udfordring at skulle fortælle om vores fag og kundskaber til en anden faggruppe. Dette gjorde, at jeg måtte sætte mig ud over de ergoterapeutiske fagudtryk.
Det overraskede mig, at jeg blev en del af teamet fra dag ét på lige fod med de andre ansatte. Det var en utrolig flot gestus, som bestemt var medvirkende til, at jeg fik meget ud af mit ophold og som motiverede mig til at yde mit absolut bedste.
Jeg var blandt andet med på Bornholm flere gange, hvor AKP Design er med i et projekt, hvor jeg fik selvstændige opgaver. Jeg fik altså arbejdsopgaver, som en ergoterapeut og ikke som en studerende. Det overraskede mig, men var utroligt bekræftende, at jeg formåede at løse dem, nu hvor jeg stort set er færdiguddannet. Derudover var det dejligt, at opleve det gode og positive arbejdsmiljø hos AKP Design, som sætter trivsel og fleksibilitet i fokus for deres ansatte.
Jeg har fået utrolig meget ud af min praktik hos AKP Design både på det faglige og på det personlige plan.
Rent fagligt blev jeg bekræftet i, at ergoterapeuter kan bidrage med ergonomisk viden - fx viden om aktivitetsanalyse og bevægeanalyse i udviklingen af forskellige hjælpemidler. Vi er som ergoterapeuter gode til at gå ind og identificere et problem i forbindelse med en aktivitetsudførelse og så finde flere gradueringsmuligheder, som kan løse eller kompensere for problematikken.
Dét, jeg specielt har kunnet bidrage med, har været erfaringer fra mine tidligere praktikperioder. Dette omfatter fx, hvad man skal være opmærksom på, når man visiterer et hjælpemiddel, hvilke behov jeg har stødt på i min kontakt med forskellige borgere samt arbejdsgangen i det kommunale og regionale. Derudover har jeg kunnet bidrage med viden omkring arbejdsmiljø og arbejdsstillinger, som jeg specielt har brugt i mit arbejde med bostedet.
Personligt har jeg fået en god oplevelse med konsulentbranchen og har efterfølgende fået studiejob hos AKP Design. Jeg er fortsat tilknyttet projektet på Bornholm og skal også med på Hjælpemiddelmessen i Bella Center i maj 2010. Efter endt uddannelse vil jeg fortsat have tilknytning til AKP Design.
Tegnestuen AKP Design ligger på Frederiksberg. Annette Krath Poulsen, som er stifter og ejer af designfirmaet, har fokus på at udvikle hjælpemidler og er involveret i adskillige projekter. AKP Design blev stiftet i 1998 og har siden udviklet prisvindende produkter. I 2006 vandt AKP Design en 1. præmie for sin badetaburet “Trust” og i 2009 vandt tegnestuen en 3. præmie i konkurrencen for “Året Hjælpemiddel” på messen “Health and Rehab” for Taskerollatoren. Denne rollator er klar til at gå i handelen sommeren 2010.
Annette Krath Poulsen går meget op i at følge udviklingen inden for hjælpemiddelområdet og har i den forbindelse deltaget på flere messer i både Japan, Tyskland og USA. Her samler hun inspiration til udviklingen af egne hjælpemidler og holder sig endvidere opdateret med udviklingen på det internationale marked. Det var første gang AKP Design skulle have en ergoterapeutstuderende i praktik.
UCN 2010
RSS |
Facebook