Da jeg valgte mit studie, vidste jeg allerede, at jeg ville benytte mig af muligheden for at komme ud på 4. semester. Hvor, hvordan og hvad det skulle blive til, vidste jeg ikke. Men jeg besluttede mig hurtigt for at Irland – Dublin var min destination, og det skulle vise sig at blive en rigtig god oplevelse.
Der var en varm velkomst og masser information omkring College, omkring campus, omkring byen, omkring fagene osv. Det var betryggende at komme til, og man følte sig i gode hænder.
Min hverdag i Dublin bestod af 3 fag fordelt ud over ugens 5 dage, hvor vi deltog i undervisningen på lige fod med irer og folk fra alle steder i verden - Det var et super fællesskab at blive sat ind i.
Herefter gik eftermiddagene med at lave ting og sager med de venner og bekendte, man erhvervede sig efterhånden ved, at man var med til de utallige arrangementer, som skolen holdt, netop af den grund, at man som udefrakommende ikke har så stor en omgangskreds.
Herudover gik hverdagen med alle de praktiske ting, som at vaske tøj, handle ind, lave mad og studere, og man får hurtigt skabt sig en hverdag derovre. Vi boede på campus og havde let ind til byen og til indkøbsmuligheder, og hvis tingene var svære at finde ud af, så er irer et af de flinkeste folkefærd, man kan forestille sig.
Jeg ville aldrig have været oplevelsen foruden, jeg har både lært meget rent fagligt og især også på det personlige plan.
Fagligt har jeg lært at udtrykke mig endnu bedre på engelsk, også i form af almindelige samtaler, men jeg har også fået masser teori med hjem i bagagen, som kan gøre sig nyttigt. Personligt har jeg udviklet mig i den grad, jeg har lært at stå mere frem og jeg har lært at klare mig selv på en helt anden måde.
Jeg kan i hvert fald mærke en positiv forandring på mig selv, som kan være svær at forklare. Derudover, blev der i tiden derovre, skabt et stort netværk - man blev tætte med folk ret hurtigt og da det var tid til at os danskere tog hjem, havde vi samlet mere end 30 mennesker til en afskedsfest med omkring 12 nationaliteter.
Et semester udenlands kan derfor helt sikkert anbefales.