Rejsebrev fra Portugal

Lotte, Eva, Ditte, Camilla og Vibe, Lissabon, efterår 2010

 

Lotte, Eva, Ditte, Camilla og Vibe har skiftet de trygge danske rammer ud og taget på studieophold i Portugal som en del af deres forløb på modul 5 (3. semester). Læs her de fem studerende fortælle om deres vej igennem kulturforskelle, sprogforviklinger og masser af kys på kinderne.

 

Når "globish" bliver til fagsprog

Professionerne i klassen er hjerte/lunge teknikere, ergoterapeuter, sygeplejersker og fysioterapeuter. Der snakkes engelsk i klassen, dog kombineres dette med både hollandske, portugisiske og danske gloser. Derfor snakker vi ikke engelsk, men ”Globish.”

 

Det kræver stor koncentration at følge med i undervisningen, da vi er 25 elever med forskellig studiebaggrund og er fra henholdsvis 2., 3. - og 4. år, hvor vi er de eneste fra 2.år.

Forløbet er opbygget af 5 moduler med forskellige temaer som f.eks. kulturforskelle, kommunikation og klinisk ræsonnering. Vi modtager undervisning af lærere fra Holland, Portugal og Danmark. På baggrund af vores moduler skriver vi en tværfaglig opgave; et rehabiliteringsforløb med KOL patienter som målgruppe.

 

Vi er delt i 2 grupper, som hver skal skrive denne opgave, og dette er en større udfordring, da alle har en individuel mening om hvordan opgaven skal skrives. Vi arbejder meget selvstændigt med planlægning af opgaven og afslutningsvis skal vi organisere en præsentation på ”World COPD day”.

 

Kunsten at række hånden op

Der er store forskelle på hvordan man agerer i klassen hernede. Første dag fik vi alle et chok, da det er kutyme IKKE at række hånden op og tie stille, når andre snakker. I stedet blev det et kaos af alle, der snakkede på én gang.

 

Det resulterede i, at vi danskere holdt os mere eller mindre neutrale. Dette er blevet meget bedre nu, efter vi fik udtrykt, hvordan vi havde det. Både portugisere og hollændere rækker nu nogenlunde hånden op og vi er blevet bedre til af afbryde.

 

Kolde, reserverede danskere

I vores forløb om kulturelle forskelle kom det frem, at vores medstuderendes første indtryk af os danskere var, at vi er stille, kolde, reserverede samt at vi lever meget sundt! Det var underligt men også lærerigt at høre det. Grunden til at de synes vi er kolde, blev forklaret med måden vi hilser på.

 

I Portugal er det normalt at give et kys på hver kind når man mødes, og i Holland giver de 3 kys. I Danmark giver vi hånd! Vi er dog blevet bedre til kysseriet, men det er stadig lidt akavet, for hvornår og med hvem gør man det?!

Tidsopfattelsen er en anden faktor som er meget forskellig fra vores. Undervisningen starter ikke præcis på slaget 10 – måske først 10.30! – og det er både lærerne og eleverne (især de portugisiske) der kommer dryssende. I sidste ende får vi bare fri eller pause en halv time senere.

 

Og eftersom portugiserne SKAL have en times frokostpause, dukker de blot op en time senere. Så på denne måde formår vi at skubbe en hel skoledag med en halv time, når de ikke møder til tiden. Det har været meget svært at vænne sig til, at tiden på den måde ikke er så højtidelig, men omvendt er det en god øvelse for os, ikke at være slave af tiden.
 

Ude godt - hjemme bedst

Vi oplever hvor godt vi egentlig har det hjemme i Danmark når vi er hernede. Faciliteterne kan ikke måle sig med vores. Fx har vi ikke et skrivebord, men et lille bord der sidder på stolen – hvilken arbejdsstilling! Derudover er klasselokalerne meget små og vi har set, at der kan være op til 45 studerende i dem. Derudover betaler de selv for deres skole, ca. 400 euro om måneden! Det er jo det rene slaraffenland vi kommer fra – vi bliver betalt for at gå i skole!

I forbindelse med skolen var vi på et hospitalsbesøg, hvor vi oplevede hvordan hospitalsvæsenet foregår. Dårlige forhold, lange ventelister og underbemanding er hverdagen. Vi besøgte en lungeafdeling hvor vi så en kikkertundersøgelse af luftrøret hos en patient med en tumor i lungerne.

 

Måden, hvorpå denne kikkertundersøgelse blev udført, var meget uvant for os. Lægen henvendte sig på ingen måde til patienten, og sygeplejerskerne pjattede med hinanden. Fysioterapi-behandlingen foregik på samme måde – ingen patientkontakt og der blevet snakket meget henover patienten.

 

Det er paradoksalt, når der er fokus på patientcentreret pleje. Dette ses ikke i praksis, hvor der i høj grad arbejdes ud fra det naturvidenskabelige og biomedicinske paradigme. Igen er vi taknemmelige for at være fra Danmark.

 

Kæmpe oplevelse

Til sidst må vi hellere tilføje, at det er en kæmpe oplevelse og vi alle nyder at være her. Det er en skøn og yderst flot by, og portugisere er et utrolig venligt og smilende folkefærd. Vores klassekammerater er alle nogle dejlige mennesker, som vi håber at kunne holde kontakten med i fremtiden.

 

Varme hilsner fra
Lotte Hartmann Andersen, Eva Kramer Rahbek, Ditte Lynge Balle,
Camilla Grøndahl Christensen og Vibe Morell Mathiasen