Rejsebrev fra Portugal

Lissabon, Sporting clube de Portugal, efterår 2010

De to forventningsfulde tosser i Portugal
 

Vi valgte (i vores øjne: at gribe den enestående chance) at tage vores sidste praktik som fysioterapeuter i Portugal, da vi fandt ud af at vi havde mulighed for at komme i praktik ved Sporting clube de Portugal – klubben som har opfostret store fodboldspillere som Christiano Ronaldo, Luis Figo og Nani. Vi var selvfølgelig klar over at vi ikke ville komme til at arbejde med deres store fodboldstjerner, men tanken om sportsfysioterapi i de omgivelser var mere end nok til at få os til at forlade lille Danmark.

Da vi første dag går op mod Estádio José Alvalade (et stadion med plads til 50,000 tilskuere) føler vi at det er fuldstændigt uvirkeligt at vi skal være i praktik sådant et sted de næste 12 uger, og da vi træder ind af indgangspartiet og ser alle medaljerne, logoerne og vagterne er vores forventninger tårnhøje! Ingen af os sagde noget, men vi havde begge to et billede af os selv på vej ind på banen for at behandle spillerne foran flere tusinde tilskuere. 

Men – det er sjældent drømme bliver til virkelighed

Vi møder Tiago – ansvarlig for de internationale studerende i Portugal og professor ved fysioterapi skolen – og Rui, som er fysioterapeut for junior og ungdomsholdet i håndbold. Rui er 22 år, har 2 måneders klinisk erfaring og bor hjemme hos sin mor. Rui viser sig at være vores vejleder. Efter en kort omvisning, går vi ind i behandlingsrummet hvor en spiller ligger med store smerter. Han havde vredet om på ankelen, og den var allerede rimelig stor. ”Do you want to evaluate?” - Vi kigger på hinanden og tænker: ”Satans...”.

Vi må jo være ærlige og indrømme, at vi havde ventet at vores vejleder ville være super dygtig og meget erfaren siden han havde fået job i sådan en klub – og vi havde også haft forventninger om topfaciliteter, spillere der kunne snakke engelsk og sidst men ikke mindst at der var en del patienter!

Virkeligheden viste sig dog at være markant anderledes – behandlingsrummet hvor der er 3 gamle brikse og et gammelt ultralydsapparat er meget af tiden fyldt af spillere der bare vil hyggesnakke eller skal have tapet en ankel eller finger. Praktiktiden er delt mellem tiden i behandlingsrummet hvor spillerne kommer ind og får behandling inden træning, og så selve træningen hvor vi sidder på sidelinjen i tilfælde af at nogen bliver skadet. Heldigvis for spillerne, og uheldigvis for os, skete det bare ikke rigtigt – vi blev siddende på sidelinjen og ventede på skaderne som ikke kom. Eftersom både vi og vores vejleder, efter lidt tid i sporting bliver enige om at der ikke er nok patienter at arbejde med, må vi kontakte Tiago for at få ændret situationen.

Rugby og medstuderende som patienter

Løsningen bliver at vi to dage om ugen skal være i en rugbyklub sammen med en lærer fra fysioterapiskolen, får noget undervisning i taping og begynder at få patienter på skolen sammen med professor Tiago, samtidigt med at vi er i sporting 3 gange om ugen.

Så nu går vi fra meget få patienter og en relativ lav arbejdsmængde til præcist det modsatte! Rugby er en rigtig mandesport, der er masser af skader og hele tiden noget at lave.

Vi behandler midt i deres omklædningsrum der er et lille skur ved siden af banen og de faciliteter vi har til rådighed er en massagebriks og et par ruller sportstape – det stiller store krav til kreativiteten og ens evne til stresshåndtering at skulle diagnosticere akutte skader i de omgivelser med 20-30 rugbyspillere som tilskuere, men omvendt lærer vi enormt meget af det. 
 

Samtidigt som sæsonen efterhånden kommer godt i gang i sporting begynder skaderne så småt at dukke op, og vores vejleder viser sig på trods af hans unge alder, at kunne tackle alt fra hovedskader til forstuvede ankler. 

I sportsklubberne er det ofte nødvendigt at kunne lave undersøgelse og behandling på 5 min, så her kræver det at man er ret god til at udvælge det vigtigste fra den fysioterapeutiske undersøgelse, og kan gøre et eller andet her og nu, uden at skulle stå og ræsonnere i lang tid over det først. Derfor var det et stort plus at behandle nogle studerende på skolen hvor man havde mulighed for at lave en fuld undersøgelse og lave lidt ræssonering inden man gik i gang med behandlingen.

Så overordnet set har opholdet her i Portugal været godt. Vi har set fysioterapi fra en anden indgangsvinkel end den danske, og vi har også fået et godt indblik i hvordan det er at være sportsfysioterapeut. Tiago har været sportsfysioterapeut i mange år, og bare det at lytte til hans erfaringer og blive undervist i nogle af hans teknikker, gør at vi kommer hjem med noget helt anderledes værktøj i værktøjskassen.

Lissabon er i øvrigt en fantastisk by, og når vi ikke var i praktik, fik vi set en by som har masser at byde på. Erasmus Lisboa er også aktive både med ture og fester, så det er intet problem at lære nogen at kende hvis man ønsker det.

Henrik Aagaard Christensen og Steffen Falk Andersen