Rejsebrev fra Portugal
Lissabon, foråret 2010
1. del
I dag var så første dag for praktikken. Ja, F08v jeg er lidt foran jer. Morgenen startede begivenhedsløs. Stod op og kom af sted i fin tid. Fandt metroen uden problemer og kom af det rigtige sted… Og så gik det galt! Først farede jeg lidt vild og blev hjulpet på rette vej af en flink portugiser (De er super flinke til at pege en i den rigtige retning når man står med et kort og ser forvirret ud). Lidt ude af den gade tror jeg så jeg har fundet den rigtige vej at svinge ind af… Men nej. Ender med at ende ved en anden metro station (som heldigvis ligger i nærheden af praktikstedet). Nå, tiden blev knap, gik vild endnu engang men nåede da til sidst frem kun 15min. forsinket.
Jeg blev introduceret til min tutor Aka, vejlederen på praktikstedet. Hun er en dame i 50′erne med sort hår lidt gråsprængt hår og et over et hoved mindre end mig. De er generelt ret små hernede. Var med hende inde og se en patient. Patienten (en dame i 50/60erne) havde haft en blodprop for 9 måneder siden og var ved at få trænet truncus stabilitet med henblik på at få hende ud af kørestolen og til at gå igen. Vi havde hende også oppe og gå og fik lært en del om hvordan man kan faciliterer gang. Meget spændende.
Herefter var der en kort pause hvor jeg blev vist rundt på klinikken. De er fem fysioterapeuter, en sekretær, to studerende og en chauffør på klinikken. Hovedparten af behandlingen foregår i et stort rum der kan inddeles ved nogle trækgardiner, men som oftest foregår al behandling så alle kan se hvad andre får lavet. Medmindre det kræver afklædning, så bliver patienten selvfølgelig dækket bag gardiner.
Herefter fulgte jeg min tutor resten af dagen (lige med en 1.5 times frokost/siesta midt på dagen). Planen er at jeg skal se alle hendes patienter og når jeg/de har lært mig/dem at kende så bytter jeg rolle med min tutor. Hun vil stadig være der som tolk og for at guide men ellers kommer jeg selv til at stå for det. Derudover kommer der til at være undervisning i Bobath undervejs når der er frirum til det. Altså kort sagt 6 uger med Bobath teori og praksis.
Da dagens praktik var ovre tog jeg metroen tilbage (fandt en nemmere vej til en anden metrostation) til lejligheden. På vejen var jeg forbi et stormagasin for at købe en hvid polo (skal man have på i praktik fandt jeg ud af) og fik handlet ind. Og nu sidder jeg her efter at have snakket med folkene derhjemme over skype.
2. del
I går var det så tiden til, at jeg skulle starte på det nye praktiksted. Vågnede spændt og stadig med lidt sygdom i maven. Fik spist lidt ristet brød og det lagde en dæmper på den. Jeg havde valgt at gå til praktikstedet. Der var ifølge Google Maps 35 mins. gang. Alternativt kunne jeg gå 5 min. til metroen, køre tre stop, og så gå 15 minutter til praktikstedet. Valgte bare at gå.
Mit nye praktiksted
Jeg skulle mødtes med en af Tiagos kollegaer foran hovedporten. Tiago, min internationale vejleder, er til konference i Finland disse dage. Fandt kollegaen, Rodrigues, uden problemer. Mit nye praktiksted ligger inde i en kæmpe hospitalspark. Foruden hospitalet ligger der nogle medicinalvirksomheder samt farmaceut- og sygeplejerskeskolen i parken. Den er stor! Rodrigues havde ikke været på stedet før, så han var nødt til at ringe et par gange til min nye mentor, for at finde det rigtige sted hen.
Vi fandt det til sidst, og blev mødt af min nye mentor, Leonor, og den anden fysioterapeut på stedet, Inez, udenfor bygningen. Stedet er et misbrugsbehandlingscenter. Alle patienter der kommer her, er der af egen fri vilje. Ved hoveddøren sidder en sikkerhedsvagt, som jeg blev introduceret til, så han kunne huske mig de næste 6 uger.
Min mentor, Leonor, snakker ikke så godt engelsk, men hun forsøger rigtig gerne. Hun har 23 års erfaring inden for toksikologi, og er “the go to person” omkring det i Portugal. Derudover er dette center det eneste af sin slags i Portugal. Inez er god til engelsk. Hun blev færdig uddannet for 3 år siden, og har arbejdet her i 2 år.
På centret er der to typer patienter. Der er dagscenter-brugere, og der er indlagte. Dagscenter-brugerne kommer hver morgen kl. 9 og går hjem kl. 17. De har så en masse forskellige aktiviteter i løbet af dagen, de kan komme på - deriblandt fysioterapi. De indlagte er der typisk 7-10 dage. Omkring 7 for heroinafvænning og omkring 10 for alkoholafvænning. Dem der er indlagt, er bag låste døre med vagt. Dette er for at sikre sig, at andre mennesker ikke blander sig med dem.
Mine opgaver den først dag
Dagens første opgave bestod i holdtræning af dagscenterbrugere. Normalt er de delt ind i A og B gruppe, men i går var begge grupper samlet, så der var 15 patienter i alt. Punktligheden er ikke så stor, så vi kom først i gang en 15-20 minutter senere end planlagt. Men det tages ikke så tung. Der er en meget afslappet, nede-på-jorden-stemning på dette center. Rigtig dejligt. Træningen startede med at alle patienter præsenterede sig for mig, og jeg troede det var løgn, men 12 ud af de 15 præsenterede sig på forståeligt engelsk.
Væsentlig bedre statistik end på klinikken. Dem der ikke kunne engelsk, oversatte Inez for mig. Hun var hele dagen rigtig flink til at oversætte alt. Og så tæt på ordret som mulig, så jeg følte mig rigtig godt med og velkommen. Træningen bestod af opvarmning, lidt koordinationsøvelser og balanceøvelser (bl.a. den velkendte spejl-leg) og afsluttende med afslapning. Der bliver brugt rigtig meget afslapning/afspænding i behandlingen. Efter holdtræning var der holdtræning igen. Denne gang med indlagte patienter. Fem af de indlagte havde lyst til at være med, så det blev en lille gruppe. Opskriften var noget a la det samme. Opvarmning, lidt koordination og balance og afspænding, denne gang med varmepuder på lænden.
Herefter var det blevet tid til frokost. Fulgte med min mentor til en af cafeerne på hospitalsområdet og fik noget traditionelt portugisisk mad. Var okay og maven havde ikke noget imod det. Fik også snakket en del med min mentor her. Dog gik meget af tiden med at lede efter de rigtige ord. Dog forstod jeg af hendes ældste søn havde boet i London, og at hun da hun havde besøgt ham, var blevet helt vild med Starbucks. Det skal nok blive en god praktik.
Efter vi havde spist viste Leonor mig rundt i Taipas (Misbrugscentret). Vi var inde og se hvor psykologerne, socialrådgiverne sidder på stueetagen og jeg fik mødt bossen for centret. Vi var også inde og se stedet, hvor metadon bliver givet til patienterne. Virkede smart, effektivt og utrolig venligt.
Første salen er dagscentret og indlagte patienter. Dagscentret har en masse forskellige aktivitetsrum til at lave alt mulig håndarbejde, male, sy, små ting i træ, og der er computer og lokaler til at lære boglige færdigheder. Herinde arbejder primært ergoterapeuter og undervisere. Det sidste på første sal er så gymnastiksalen, et undersøgelsesrum og et kontor som er fysioterapeuternes.
Efter frokost og rundvisning var der to patienter, som Inez havde jeg overværede. Det var meget det samme som holdtræningen bare på individuelt niveau. Dette var patienter, som ikke længere kommer i dagscenteret, men stadig har behov for den fysioterapibehandling fra tid til anden.
Herefter sad jeg og gennemgik deres “bibliotek” om fysioterapi i psykiatrien og har lånt en bog med hjem, jeg skal have kigget lidt i. Fik snakket mere med Leonor og Inez, og kl. 16 var dagen slut. Jeg valgte igen at gå. Denne gang var det væsentlig varmere end om morgen. Nogle af de udendørs termometre meldte om 28 grader. Så det var ganske varmt, men dejligt. Der har været lidt koldt på det sidste.
Resten af dagen var meget standard. Lidt afslapning, spisning, snakken med de andre i lejligheden. Det var en rigtig god dag, og jeg er sikker på, at de næste 6 uger bliver rigtig gode og lærerige.
Joachim
