Rejsebrev fra Norge

Jeg har på mit 7. modul været så heldig at få lov til at ha praktik på ”Grand Fysioterapi” på Hamar. (et sted der ligger 15 mil syd for mitt hjemsted.) Her arbejder det 5 fysioterapeuter som hver har sin særkompetance. Så langt har jeg størstedelen været med patienter der er i et rehabiliteringsforløb efter frakturer og ligamentskader. Siden to af terapeutene på Grand Fysioterapi har spesialkompetance indenfor cancer mammae har jeg også fået været med at behandle i disse i forhold til lymfedrenasje og skulderproblematikk. Jeg har også fået vært med husets psykomotoriske fysioterapeut, hvor vi så har haft bassentening.

Praktikken har stor pågang og ventelister hvor det finnes patienter der har ventet i over 15 md. Klinikken har valgt at prioritere akutte tilfelder, gjenoptræninger etter optativebehandlinger og de der er sygmeldte, snarere en livsstillsygdommer (der er fokusområde for dette modul) noget det har ført til at det findes få patienter med disse udfordringene til behandling. Efter å ha taget en kik på ventelisten er det ingen tvivl om at de har et behov og ønsker behandling, men de bliver bare ikke prioritert. Jeg har her fået ”ansvar” for en patient med fraktur i lumbal columna og været så heldig at få en af de få der er her med KOL.

Ellers består mine dage i at guide patienter. i genoptræningen, udføre UL, være ledsager og samtalepartner, samt planlægge videre intervention i forhold til mine to patienter. Det jeg har savnet i tidligere praktikker og her har mulighed til at gøre uden anstrengelse, er at føre den gode samtale med klienterne. Dette har videre påvirkning deres tiltro og betryggelse i forhold til mine valg i relateret til deres behandling. Noget jeg oplever meget befriende.   

Efter de to første ugerne sidder jeg igen med mange nye erfaringer og oplevelser fra et bredt spekter av patienter. Der er slet ingen dans på roser at være fysioterapeut i privat praksis, meget at gøre, et stort arbejdspres og lange dage. Det jeg savner her i forhold til tidligere praktikker er at ha en egen klinisk vejleder der kun er der for de studerende. Det ville trolig også føret til at jeg som student havde fået en endnu tættere opfølgning og større patientansvar. På en anden side lærer jeg nu at tage ansvar for egen læring, noget der i sig selv er lærerigt.