Vi er tre fysser, som havde mod på nye oplevelser og valgte derfor at tage 5. modul i Lissabon, Portugal.
Kurset startede søndag d. 28. august på en lokal bar, med velkomst-øl og socialisering med resten af holdet og de to undervisere, som planlagde kurset. Vores hold bestod af 11 danskere fra fys-, ergo- og jordemoderuddannelsen, samt tre portugisiske fysioterapeuter og fire fysioterapeuter, en ergoterapeut og en sygeplejerske fra Holland.
Kurset foregik over 12 uger og var opdelt i et overemne og flere underemner, som alle skulle munde ud i en samlet carepath omhandlende KOL (rygerlunger). Vi har bl.a. haft undervisning om etik, interprofessionelt arbejde, kulturforskelle og patient centeret behandling.
Undervisningen var meget anderledes end hvad vi var vant til hjemmefra. For det første foregik alt på engelsk, vi var også på meget forskellige niveauer i vores uddannelse. Alle fra Danmark var på 2. år, hvorimod de var på 3-4 år fra de to andre lande. Vi havde rigtig mange forskellige gæsteforelæsere, hvor vi blev præsenteret for mange forskellige holdninger og synspunkter. I Portugal foregår undervisningen meget på elevernes præmisser, hvor det forventes, at eleverne taler mere end læreren, hvilket vi har fundet svært i begyndelsen, når der blev givet meget få lektier inden timen.
Vi havde de første par uger svært ved at vænne os til det portugisiske skolesystem, med sene mødetider, hvor alle kom for sent, selv underviseren, lange frokostpauser og manglende borde til stolene.
Alle på holdet var indstillet på at få gode sociale forhold op at stå, og alle har budt ind med forskellige aktiviteter. Vi fra Danmark arrangerede fodboldaftener, da Danmark og Portugal var i samme kvalifikationsgruppe til EM. Ellers blev det til flere fælles strandture, valgaften, tur til portugisisk mad-messe mm. Byturene blev også til et fælles arrangement, for at gøre det hele mere hyggeligt og sjovt.
Generelt er vejret i Lissabon fantastisk og vi nød vores fridage i fulde drag. Det var nemt og billigt at lege turist, og der har været nok at se.
I forbindelse med kurset oplevede vi et portugisisk hospital, som gjorde stort indtryk, og var meget anderledes end danske hospitaler. Især måden man omgik patienterne på var anderledes. I stedet for at tale direkte til patienten, talte sygeplejer og læge med hinanden foran patienten. Patientkontakten var nærmest ikke eksisterende. Vi oplevede en patient, som var meget dårlig, og alligevel var vi over tyve observerende i lokalet, og det virkede ikke på patienten, som om han var blevet tilstrækkeligt informeret herom. Dette var en meget ubehagelig og underlig oplevelse.
Samlet set har hele oplevelsen i Lissabon været meget lærerig og vi har fået sat det danske sundhedssystem i perspektiv og fundet ud af, hvor godt vi har det mht. skole- og sundhedssystem. Vi kan kun anbefale kurset i Lissabon, hvor underviserne i den grad lytter og respekterer vores forskellige baggrund fagligt og socialt. Vi ser frem til flere muligheder som denne.
Mange solrige hilsner fra Trine, Marie Louise og Julie, F10S
