Læs her hvad grafiske designteknologer fortæller om uddannelsen og jobbet.
Du skal brænde for det
Hvis man vil brænde igen-
nem i denne forholdsvis svære branche, skal man virkelig interessere sig for faget, og det er ikke bare nok at følge undervisningen.

Peter Johnsen har altid gerne villet arbejde med sport eller kultur i sammenhæng med grafisk design og produktion. Han tog de første skridt mod sin drøm, da han valgte at søge ind på den grafiske designteknologuddannelse på UCN, og da han fik studiejob på musik og teaterhuset, ”Værket”, i Randers tog han det næste. Der er sket meget siden da.
Han er i dag ansat som marketingkoordinator i sit drømmejob på Værket i Randers.
Som marketingkoordinator administrerer Peter et væld af arbejdsopgaver. Han står for planlægning, produktion og koordinering af Værkets markedsføringsaktiviteter, laver grafiske materialer i form af magasiner, programmer, plakater, flyers, annoncer og lignende tryksager. Derudover står han for vedligeholdelse af hjemmeside og samarbejdet med andre musik- og teaterhuse.
Hans overordnede ansvarsområde er altså markedsføringen af de kulturelle arrangementer, der finder sted i musik- og teaterhuset, og sidst men ikke mindst arbejder han selvfølgelig også med markedsføringen af selve ”Værket”.
Det er ikke tilfældigt, at Peter arbejder, hvor han arbejder i dag. ”Jeg har altid gerne ville arbejde med sport og/eller kultur i sammenhæng med grafisk design og produktion. Det er mine grundlæggende interesser, så dem har jeg forfulgt, og de har ledt mig til hvor jeg er i dag.”
Det er dog ikke kun hans interesser for kultur, der har ledt ham til Værket, det er også hans vilje og evne til at skabe netværk og gøre brug af dem i de rette situationer. Allerede under hans uddannelse arbejdede han på Værket i et studiejob.
”Jeg stod i døren og garderoben og tog imod billetter og lignende. Men jeg trådte også til, hvis der manglede hænder i teknisk afdeling i forhold til sceneopstillinger og sådan. Mit studiejob havde på den måde ikke så meget at gøre med grafisk design og min nuværende stilling, men det betød meget, at jeg havde en fod inden for i huset. Jeg havde kendskab til dem, og de havde kendskab til mig, og netop det betød meget, den dag jeg skulle overbevise dem om, at jeg skulle have chancen i netop den stilling, jeg har nu. Jeg var kendt i huset og havde et godt ry der.”
Som så meget andet, handler jobansættelselse om timing, og for Peter var den perfekt. Han fik tildelt jobbet. På mange måder er det derfor drømmejobbet, som Peter bestrider i dag. Han valgte at forfølge sine interesser og søge mod den branche, som han gerne ville være en del af på sigt.