Hvis computeren går ned, eller IT-systemet melder om fejl på soft- eller hardware, så kan man roligt spørge Andreas Jensen til råds. Han er uddannet IT-teknolog og ved derfor alt, hvad der er værd at vide om virksomheders IT-systemer. Andreas har altid interesseret sig for computere, og det var derfor helt naturligt for ham at søge ind på uddannelsen.
Under sin uddannelse drømte han om at blive IT-supporter, IT-administrator eller lignende. En drøm som han i dag har realiseret til fulde. Han arbejder som IT- supporter og administrator hos Neurodan A/S. Ved at tage uddannelsen som IT-teknolog gjorde han sin hobby til sit levebrød. Han har fundet sit drømmejob og er utrolig glad for sit valg.
For Andreas er det vigtigste i hans job, at han føler, at han gør en forskel, og at han hjælper dem, han er i kontakt med. Overordnet set har han det generelle IT-ansvar. Det vil sige, at han står for drift, nyanskaffelser og forbedringer. Det er ikke tilfældigt, at Andreas arbejder der, hvor han gør i dag.
Allerede imens han var under uddannelse, søgte han efter et relevant studiejob, og her fik han arbejde hos Neurodan A/S ca. 6 timer om ugen. I takt med at hans uddannelse lakkede mod enden, voksede hans arbejdsopgaver og ansvarsområder tilsvarende, og det endte med den fuldtidsstilling, som han sidder i, i dag.
For mange er det svært at vælge, hvad fremtiden skal byde på, men for Andreas var det enkelt.
”Jeg har altid interesseret mig for computere og elektronik, og derfor var uddannelsen et naturligt valg. Valget faldt på UCN, fordi det, for mig, var vigtigt, at uddannelsen var kort men samtidig med et højt fagligt niveau.”
Valget faldt desuden på UCN, og netop denne uddannelse, fordi de jobbeskrivelser der var tilknyttet uddannelsen passede perfekt ind i de jobfunktioner, som Andreas så sig selv i efter endt uddannelse.
Spørger man, hvad Andreas har fået med sig fra hans uddannelse, er svaret vidtfavnende. Andreas synes, han har oplevet og lært meget i løbet af sin uddannelse. Han har blandt andet været på verdens største IT messe, hvilket han beskriver som værende ”en utrolig spændende oplevelse”. Derudover synes han, at han har opnået en bred teoretisk indsigt og kunnen i sit fag.
”Jeg har fået indsigt i mange forskellige faglige områder, og jeg har opnået en hel del erfaring med områder, som jeg ellers før kun havde berørt få gange.”
Uddannelsen har altså både resulteret i ny viden og faglig indsigt, men den har også bekræftet hans interesse for faget yderligere.