Vi (Søren Riise Jensen og Niels Bøcker Christensen) har nu været i Kina i næsten 3 måneder og startede vores ophold med at rejse rundt på egen hånd og opleve landet hvor afstande på 1500 km mellem byerne, ikke er unormalt.
Da vi efter rundrejsen ankom til Suzhou, en ”mindre” by med kun godt 6 millioner indbyggere, 90 kilometer uden for Shanghai startede vi vores praktikophold. Suzhou er en by med store kontraster, fra den gamle og meget velbevarede bydel (centrum), til de voldsomt ekspanderende industriområder.
Vores praktik er placeret i Suzhou Industrial Park (SIP), øst for centrum, en bydel der blev planlagt i 1994 og et område hvor bygninger og fabrikker som oftest ikke er mere end 5-7 år gamle. SIP dækker blot 3,4 % af Suzhous samlede areal og kun 5,2 % af den samlede befolkning i Suzhou bor her.
Alligevel står bydelen for 15 % af den totale økonomiske omsætning i Suzhou og har præsteret en årlig vækstrate på hele 30 %. Succesen i området kommer fra et konstant fokus på innovation som vækstområde og en evne til at mikse vestlig og østlig kultur.
Vores indledende rundrejse gav os et godt indblik i de voldsomme kulturforskelle, som vi oplever hver dag. Selvom vores praktikvirksomhed er med dansk hovedsæde, er det stadig en kæmpe udfordring at leve i og arbejde med de mange forskelle.
Selv efter 3 måneder i landet er det stadig mange ting, som vi endnu ikke har lært at forstå. Vi har dog oplevet at som professionsbachelorstuderende i international handel og markedsføring, har vi været i stand til at identificere forskellige problemstillinger i virksomheden igennem vores arbejde med eksempelvis konkurrentanalyser og key account analyser. Det har givet os en rigtig god forståelse af koblingen mellem teori og praksis.
Når vi ikke rejser rundt eller er på praktikvirksomheden, er vi begge rigtig glade for løb. Vi pakkede derfor løbeskoene før vi tog af sted og meldte os til Beijing Marathon. Det har dog været en stor udfordring at opretholde en fornuftig træningsmængde, da temperaturforskellen og luftfugtigheden i forhold til Danmark er så anderledes, at det har krævet stor tilvænning for os.
Selvom vi har forsøgt os med tidlige morgenløbeture, har temperaturen som oftest allerede været på over 20 grader klokken 7 om morgenen! Derudover måtte vi kæmpe med diverse småskader, fordi vi har spillet for et dansk fodboldhold (”Suzhou Vikings”), bestående udelukkende af danskere.
Det blev alligevel søndag den 16. oktober og vi var forinden ankommet til Beijing om fredagen med hurtigtoget (1300 km på 5 timer!), så vi havde mulighed for at slappe lidt af inden løbet.
Søndag morgen da vi mødte op på Den Himmelske Fredsplads, klar til start, var det noget af en udfordring at finde frem til det rigtige startområde, da informationen til stadighed kun var på kinesisk. Det var en meget unik oplevelse at løbe de 42,195 kilometer igennem Beijings gader og forbi mange af de store sights. Helt specielt var det at løbe op af den sidste strækning mod målet, som sluttede lige imellem det olympiske svømmestadion og Fuglereden.
Til slut vil vi gerne sige tak til UCN Teknologi og Business, som sponserede vores startnumre.