Rejsebrev fra Östersund, Sverige
Anne-Line Brülle, jordemoderuddannelsen
Jeg kom herop d. 2. maj, i dag er det den 2. juli - tænk, at der er gået to måneder, jeg forstår det ikke.
Når jeg tænker tilbage på de sidste to måneder, er det første jeg tænker på personlig udvikling og læring – og det lyder jo faktisk ikke så festligt. Men eftersom jeg kun har holdt fest én gang i løbet af mit ophold, er det måske egentlig meget passende. Er der noget det har været, er det intenst, hvilket nok også er grunden til, at jeg synes tiden har overhalet mig, uden at jeg opdagede det. Da jeg rejste hjemmefra, så jeg frem til to måneder med tid til fordybning og tid til at være mig selv – tage tingene i mit tempo, ingen aftaler eller forpligtelser udover sygehusvagter. Ingen prioriteringer mellem veninde og studie. Og det er præcis, hvad jeg har haft.
Det første der mødte mig, da jeg kom herop, var iskoldt vejr – hvilket overraskede mig. ”Jeg har sandaler og ÉT par lange bukser med herop. Men derimod solbriller og tanktoppe, jaja.. fyldt kufferten med ting, jeg ikke skal bruge, flot Anne-Line.” Men også et storslået landskab med små øer forbundet af korte broer, bjerge med sne på og store skove. Min lejlighed ligger klods op af sygehuset, som ligger midt i byen, skønt. Den er lidt slidt og meget dyr, men indeholder alt hvad jeg har haft brug for og ligger så centralt som muligt, så jeg har ikke klaget til nogen. Huset er stort med mange lejligheder, men af en eller anden mystisk grund har jeg stort set ingen mennesker set. Har hilst på nogle få, men der findes ingen fællesrum eller lignende arealer, så det er i vaskerummet man træffes.
Jeg havde min første vagt dagen efter min ankomst til byen, og det var lige på og hårdt - ind på fødestuen og på med handskerne. Det passede mig fint, dejligt at komme i gang med det, som jeg kom herop for. Men det var meget energikrævende at skulle kombinere en opstart på fødegangen, og alle de nye funktioner jeg skulle have i forhold til sidste praktik, med at koncentrere mig om et nyt sprog og nye mennesker med andre rutiner og fremmede procedurer. Kan huske, hvor fedt jeg synes det var, da jeg endelig en dag følte, at jeg nu vidste, hvor alt var i skabe, skuffer og specialrum. Det har en overraskende stor betydning for ens egen følelse af kontrol og selvsikkerhed, at man føler sig hjemme i de fysiske rammer.
”Min første svenske arbejdsuge er nu slut, og jeg har det stadig godt. Det er en lille fødegang med ca. 3 fødsler per dag. Jeg er den eneste studerende, så jeg får de opgaver, jeg ønsker, det er virkelig fornemt. Har allerede lagt en del venflons, taget i mod fem børn, set et epis og syet. Samtidig har jeg lært nok cirka tusinde mennesker at kende (ej det passer ikke, men mange). Med sproget går det fint - jeg taler bare svenska, det bedste jeg kan, og lærer hele tiden nye ord. Det går egentlig ret smertefrit, og damerne (både de fødende og barnmorskarna) får sig nogle billige grin. Mange hälsningar, Anne-Line (PS det har sneet i dag!)”
Og det gik virkelig godt med sproget. Jeg har overrasket mig selv meget med min evne til 1) bare at springe ud i det og forsøge at forsvenske mit danske og 2) at lære mange nye ord hver dag og rent faktisk kunne huske dem til videre brug. Men jeg har også prøvet hårdt, og det har altså givet pote. De sidste par uger har folk ikke spurgt mig, hvor jeg kommer fra, men ventet med at sige noget om min udtale, indtil jeg selv har fortalt, at jeg var fra DK. Da har de sagt, at de troede, at jeg enten var nordmand eller kom fra en særpræget egn i Sverige, jubii succes.
De første uger gik med lynets hast, og al min energi blev lagt på sygehuset. ”Jeg har ikke fået en eneste ven udenfor sygehuset. Og det passer mig bare fint. Jeg synes, jeg bruger så vanvittigt meget energi på arbejdet, at jeg har allermest lyst til at se tv og sove, når jeg har fri. Og det er det, jeg gør i min fritid. Jeg ser tv, sover i gennemsnit 10 timer hver nat, går ture og shopper (hvilket der er lidt for god mulighed for, skulle jeg hilse og sige fra min konto..) Der er ingen, man skal tage hensyn til, ingen aftaler med nogen, ingen der er mere spændende end det er at gå i seng.
Jeg føler mig faktisk lidt som en mor, som er på kurophold - som savner sit hjem og sin familie, men som skal nyde at være sig selv, så det gør jeg. Og jeg synes altså det er rart at være alene, og at kunne hvile følelserne, når jeg har fri.” Men jeg fik efter nogle uger jævnaldrende venner udenfor sygehuset, som jeg tilbragte hyggelig og afslappet tid med, og jordemødrene var flinke til at invitere mig på fredagsøller, med til fitness og sågar på middag hjemme ved familien.
Men savnet til det kendte derhjemme kom. ”Jeg har let til tårer, uden at være ked af noget. Det er svært at forklare mine følelser. Jeg kan sidde og se Miami Ink (et program om en tatoverings-butik i USA med karikerede personer) og begynde at græde over en overvægtig amerikansk kvinde som får tatoveret en løve på sin ryg symboliserende sin søn. Eller over et program en søndag formiddag om en familie med en autistisk søn, der lærer at ride. Jeg ved ikke, hvad det er.
Om det er fordi, at jeg netop ikke indgår i et nært socialt samspil uden for jobbet, som jeg stort set altid gør derhjemme i kollektivet – ikke får udløb for nogen følelser, ikke taler med nogen om mine oplevelser på sygehuset, udover at berette over MSN hvor mange børn jeg har taget ud, jeg ved det ikke (…) Var I ude og kigge på Karneval? Jeg tænkte så meget på det hele lørdag.. Det var virkeligt dårligt vejr heroppe, og jeg skulle på nattevagt om aftenen, så sad bare her i lejligheden hele dagen og drømte mig til Aalborgs farverige og solbeskinnede gader.”
Jeg har været på lidt forskellige afdelinger heroppe – mest på fødegangen, hvor jeg har haft hænderne i alt fra sædefødsel til smittefarlige fødende, tvillingefødsel, vending og ambulante med blødninger, PROM og PPROM. Har taget i mod 25 børn, er blevet rigtig god til at sy og helt fortrolig med nåle, drop og medicinering. Derudover har jeg været nogle dage på gynækologisk afdeling, hvor jeg har overværet operationer af bl.a. prolaps, en TVT og en fjernelse af et fibrom i uterus. Men et af de absolutte højdepunkter har været de dage, hvor jeg har været på Ungdomsmodtagningen.
”I dag har jeg været i noget som hedder Ungdomsmodtagningen - det var det FEDESTE sted og det bedste koncept.” En klinik for unge op til 23 år, hvor jordemødre varetager alt fra diagnosticering af kønssygdomme og graviditeter, til rådgivning og udskrivning af alle former for prævention. ”Det var virkelig inspirerende og skønt at se, at jordemodervirket også kan brede sig ud over felter som ikke har noget med sygehuset at gøre, og som kun beskæftiger sig med børn og unge! Så åbne og sympatiske de var overfor de unge, helt fantastisk. De fik virkelig kvalificeret og individtilpasset vejledning.” Jeg føler, at jeg har været vidt omkring, og samtidig fået praktiseret de normale fødsler i så høj grad, at jeg virkelig er tryg ved det nu.
Havde besøg af min kæreste i to uger - det var noget så befriende at have den person jeg slapper allermest af med hos mig. Det gik op for mig, hvor meget jeg havde savnet, at snakke med en, som kender mig. Som jeg ikke skulle tale studie, graviditet eller nationalitet med – som bare kunne være der uden at small-talke om vejret. ”Min kæreste tog hjem i fredags, da han havde været her i to uger.
Det var rigtig dejligt at have ham her, men faktisk også lidt hårdt - hårdt at stå ud af sengen kl. 5.30 når der ligger en sød mand under dynen, og hårdt at komme hjem til en frisk mand kl. 16, når jeg var flad for energi. Nu nyder jeg den sidste tid her i ro, det er meget skønt (selvom her godt nok er meget stille nu...)”
Jeg har lagt al min energi opholdet her og har fået et ubeskriveligt udbytte både fagligt og personligt. Alle de uoverskueligt mange emner, jeg synes, vi var igennem på 3./4. semester, er pludselig blevet til praksis, og jeg har haft mulighed for rigtigt at forstå – det føles virkelig godt. Derudover har det været en tid med meget personlig udvikling. Jeg kommer hjem med en meget stærk rygrad og følelse af rent faktisk at kunne mit kram.
Jeg har oplevet andre procedurer, end jeg har været med om hjemme, og jeg ved, at det kommer til at gavne min evne til kritisk refleksion, at jeg har set alternative handlemuligheder. Samarbejdet med jordemødrene, assistenterne og lægerne heroppe har været så givende og positivt, det er dejligt at få bekræftet, at man kan begå sig, også selvom man kommer til et fremmed sted. At få opbygget nogle så gode relationer som jeg har fået på sygehuset, havde jeg langt fra forventet. Det er med tårer i øjnene at jeg har sagt farvel til de første, som jeg ikke får flere vagter med – og jeg er blevet lovet job heroppe, hvis jeg skulle få hjemve efter Östersund ;-)
Det har været intense og stærke to måneder, og jeg ville ikke bytte det for et praktikophold noget andet sted. Men nu er tiden ved at være omme heroppe, og jeg glæder mig til at komme hjem. Glæder mig til sommerferie, og til at komme til Aalborg og sidde i solen på havnen og spise is.
