Rejsebrev fra Belfast

Diana Kjærulf, Ulster Hospitals Matenity Unit, forår 2010

 

I starten af marts måned gik turen til Belfast, hvor jeg skulle være i tre måneders praktik på the Ulster hospitals Maternity unit i min mors fødeland.
 

Det var en meget lang køretur fra min hjemby Aalborg og til lufthavnen i Aarhus hvor jeg skulle sige farvel og vi ses om tre måneder til min far og søster. Jeg havde sommerfugle i maven over at skulle forlade de trygge rammer jeg normalt befandt mig i, på mit ellers så velkendte praktiksted i Randers, men glædede mig samtidig bare til at komme af sted. Turen gik over London og videre til George Best city lufthavnen i Belfast.

 

Her blev jeg modtaget af min mors side af familien der alle bor i Nord Irland. Efter en weekend i familiens skød, med hygge og god traditionel irsk mad tog jeg så videre til indlogeringen på Queens University, hvor jeg blandt andet skulle bo med en flok kinesiske udvekslingsstuderende.

Mit værelse var ikke noget at prale af, men jeg tænkte at det fint ville gå an. Det var indtil jeg fandt ud af hvor langt der egentlig var til hospitalet. To busser og halvanden time senere stod jeg, på min første dag, udenfor hospitalet.

 

Overrasket over hvor gammelt og nedslidt hospitalet var, gik jeg ind af hovedindgangen og spurgte om vej til den afdeling jeg skulle være på. Her blev jeg mødt af en venlig receptionist der spurgte om hvordan jeg kunne undgå at få øje på hospitalets nyopførte stolthed, deres maternity unit. Lidt forvirret og halvgrinende blev jeg ledt i den rigtige retning.

Jeg befandt min nu i en top moderne og kunstnerisk udsmykket bygning. Jeg skulle mødes til en målsamtale med afdelingschefen der var jordemoder. Som jeg gik op af trapperne fulgte jeg deres svar på margueritte ruten, hvor der blandt andet stod: ” drew a portrait on the wall, and sucked my thumb”. Således udstrålede denne bygning at mødrene og deres børn var i centrum, i rolige og hjemlige rammer og jeg glemte helt at jeg befandt mig på et hospital.

 

 

De første to uger var jeg i deres out patients departement, hvor kvinderne kom til scanninger, tidlige graviditetskontroller og andre tjeks igennem graviditeten. Her havde de også en day obstetric unit som modtog gravide med komplikationer, bekymringer og ”akutte” tjeks. Det var også her jeg fik den første fornemmelse af hvordan jordemødrene arbejdede med de svangre og hvordan deres sygehusvæsen i det hele taget var struktureret.

 

Det var en afdeling hvor alle gravide var velkomne fra deres graviditet var konstateret, og her de kom når der var opstået komplikationer som blødning, vandafgang, preterme veer, mindre liv osv. Det gav afdelingen en speciel dynamik som var spændende for mig som studerende, fordi jeg hurtigt skulle kunne vurdere om kvinden var i fødsel eller havde brug for at blive tilset af en læge og så få visiteret hende videre.

 

I min periode i afdelingen fik jeg nogle sjove oplevelser, blandt andet grinte jordemødrene af mig når jeg lavede udvendig undersøgelse på kvinder der kom til fx glukose belastning og iv jernbehandling, men ikke sent måtte de tage det i sig igen, da jeg ved en kvinde kunne konstatere at barnet lå i underkrop i uge 38 og således skulle hun visiteres til vendingsforsøg, hvis hun skulle have chancen for at føde vaginalt.

I the DOU jeg stiftede også mit første bekendtskab med dokumentation. Alle gravide blev udstyret med en mappe hvor alle kontroller, prøver og behandlinger blev noteret. Det var en jungle af dokumentation som selv for den mest kyndige var et mareridt.

I den danske svangre og barselsomsorg har jeg tit savnet at kunne besøge familierne hjemme før og efter fødslen og da jeg fik muligheden for at komme med community jordemødrene takkede jeg da også hurtigt ja. Her skulle vi i ugens løb besøge gravide og barslende alle med forskellige behov og forudsætninger. Det ene øjeblik kunne vi besøge barslende kvinder med styr på livet og et barn i trivsel og det næste blive mødt af familier med meget få ressourcer som bare prøvede at overleve.

 

Jeg mødte blandt andet en familie som tidligere havde mistet et barn og kunne hurtigt fornemme kontakten parret og jordemoderen imellem og jordemoderens betydning for parrets oplevelse af forældreskabet denne gang. Ligeledes besøgte jeg en familie som havde meget få ressourcer.

Parret boede i et mug befængt og efter min mening usselt hus, men til trods for dette og den grumme forhistorie som jordemoderen kunne fortælle mig, mødte jeg en usædvanlig stærk moder som gjorde alt hvad hun kunne for at blive ved med at amme sit barn. Som jeg trådte ind af døren havde jeg bare lyst til at tage barnet med mig, men parret, som allerede i mine øjne var stemplet som uegnede forældre, lyttede til vores råd og vejledning og virkede mere motiverede end først antaget til at ændre deres liv til det bedre.

Netop amning var et stort problem i Belfast, som i resten af Nord Irland. Kun 40% ønsker at amme deres børn til trods for kyndig vejledning i graviditeten, og mindre end 30% af kvinderne ammede deres barn 14 dage efter udskrivelsen fra hospitalet selv om jordemødrene i gennemsnit besøgte de barslende 7 gange indenfor de første 10 dage efter fødslen. Den største forhindring, som jeg så det, var gældende samfundsnormer samt at mulighederne for at amme udenfor hjemmet var små.

Det at landet har været præget af borgerkrig i mange år har også haft en indflydelse på deres svangreomsorg. Dette ser man tydeligt når man går rundt i byens gader. Vægmalerier skildrer byens forhistorie råt og ærligt. Irerne er et folkefærd med en historie der i høj grad præger deres måde at anskue livet på, de er venlige men skeptiske, åbne men kun i den grad de selv ønsker at vise omverdenen. Dette oplevede jeg i høj grad i fødsels-forløbene jeg varetog. Bedst som man troede man havde en fornemmelse af den fødende kunne ens opfattelse ændre sig.

 

De fleste kvinder jeg oplevede dette hos, fødte på home from home, en afdeling for lavrisiko fødende. Det særlige ved kvinderne var at de var meget bevidste om deres krop og de troede på egne evner til at føde børn, takket været jordemødrenes indsats. Samtidig værnede de om deres integritet i højere grad end jeg har oplevet det i Danmark.

 

 

 

Mit 3 måneder lange udvekslings-ophold på the Ulster hospital i Belfast har givet mig oplevelser og faglige kundskaber, som været medvirkende til en anden anskuelse af den danske svangreomsorg. Jeg er blevet bevist om hvor meget varetagelsen af og bibeholdelsen af den normale fødsel betyder for mig som jordemoder-studerende.

 

At opleve atmosfæren på the home from home var specielt inspirerende for mig.

 

Her var etableret en fødegang med fokus på normale fødsler, hvor de ansatte jordemødres drivkraft og passion for det normale var det der inspirerede og styrkede de fødende til at tro på deres evner til at føde.

I kontrast til dette oplevede jeg fødsler på samlebånd på deres labour ward. Her herskede lægerne med deres S-drop, medicinske smertelindring og igangsættelser, hvilket da også resulterede i nogle sjove og til tider skræmmende observationer fra min side.

 

Men som 5 semesters studerende var jeg til dels kommet for at opleve patologi, og det fik jeg i nogle forløb jeg nu ikke ville have været foruden, fordi jeg i dag, føler mig mere kompetent i debatten om bibeholdelsen af fødslerne på jordemoderhænder. 

Dette var lidt om mine oplevelser. Se nu at få sendt ansøgningen af sted, det kan varmt anbefales.

Belfast er også stedet hvor valgfri periode kan afholdes hvis man har lyst til at opleve kontrasten mellem interventionspræget fødselskultur og spontant forløbende fødsler. Eller bare ønske at undersøge om efterbyrdsperioden forsvarligt kan varetages i vand, uden im syntocinon eller at uterus kugles.

 

Sommerhilsner
Diana Kjærulff j08v