Rejsebrev fra Tórshavn, Færøerne

Foråret 2010, Louise Astrid Mabire, jordemoderuddannelsen
 

 

Udrejse

Det var med sommerfugle i maven, at jeg mandag den 8. marts sad i bussen til Billund Lufthavn, hvorfra jeg skulle flyve til Færøerne, som skulle være mit hjem indtil den 5. maj. Jeg sad i bussen og læste i Turen går til Færøerne, da manden, der sad ved siden af mig, spurgte, om jeg skulle til Færøerne. Jeg sagde ja og fortalte, at jeg var jordemoderstuderende og skulle i praktik deroppe. Han var færing, hed Allan, og sagde, at hvis jeg kom forbi Runavik, måtte jeg endelig komme forbi til kaffe, hvilket jeg gjorde og vil vende tilbage til.

 

Historien om mødet med Allan er meget illustrativt for mit ophold på Færøerne! Fæ-ringer er imponerende imødekommende, gæstfrie og rolige, og det skulle blive en sand fornøjelse at tilbringe otte uger i deres selskab. 

 

Vagar lufthavn

Flyveturen til Færøerne havde jeg hørt kunne være en prøvelse. Dels på grund af for-sinkelser, eventuelle mellemlandinger på Island/Norge, turbulens og en meget kort landingsbane, så jeg var lettet, da jeg med svedige hænder hørte den lille flyvemaski-nes hjul ramme landjorden og tænkte, at jeg var blevet forskånet.
 

Med omkring 49.000 indbyggere på Færøerne, havde jeg forventet en lille lufthavn og det var den sandelig også. Den mindede om en busstation i provinsen! Buschaufføren i lufthavnsbussen spurgte, hvor jeg skulle hen, og da jeg svarede Landssygehuset gik snakken hele vejen til Tórshavn. Endnu en imødekommende færing, tænkte jeg.

 

”Herberget”

Jeg fik nøglen til kollegiet eller ”Herberget”, som det blev kaldt. Udefra er betonblok-ken ikke særlig imødekommende, men det var menneskerne, der boede i den, så bo-ligforholdene betød ikke så meget. Udsigten fra mit værelse kunne også opveje den faldefærdige bygning. Man kunne se over til naboøen Nolsoy og udsigten ændrede sig hele tiden på grund af det omskiftelige vejr.

 

Vejrgudernes legeplads

I Turen går til Færøerne havde jeg læst, at man kunne opleve fire årstider på en dag på Færøerne. Da troede jeg ikke helt på det, men Færøerne er i sandhed vejrgudernes legeplads, og jeg fik syn for sagen de uger, jeg tilbragte der.
Naturen, som er helt ubeskrivelig barsk, smuk og åben, fylder meget på Færøerne, og som jeg oplevede, påvirker den færingernes mentalitet og dermed den fødselskultur jeg oplevede.

 

Landssygehuset

Landssygehuset i Tórshavn var kontrasten til Århus Universitetshospital, Skejby, hvor jeg til dagligt er tilknyttet i praktikken. Med ca. 600 fødsler årligt var det er lille føde-sted, og det var lige præcis min forventning til det. Jeg ønskede som jordemoderstuderende at opleve kontrasten, og mærke de fordele og ulemper, der er ved være jordemoderstuderende i et lille praksismiljø.

 

Svangre-, fødsels- og barselsstuerne lå på samme gang, så det var nemt at overskue. Det samme var personalet, som jeg ret hurtigt lærte at kende, fordi de også var meget imødekommende.
 

I min første otte timers dagvagt på fødesiden kørte jeg kun en ctg på en gravid med diabetes i løbet af hele dagen, og jeg frygtede, jeg aldrig ville lære, det jeg skulle, hvis denne dag skulle blive kendetegnende. Men efter stille dage, kom der altid travle da-ge. Søndag den 16. marts om natten tog jeg imod mit første færing, hvilket var en for-nøjelse. Jeg var helt høj over, at jeg kunne fungere som jordemoderstuderende i et an-det land! Jeg nåede at have 16 fødsler på de otte uger, jeg var der.

 

Afdelingsjordemoderen fortalte mig en morgen, at der skulle være fødselsforberedelse i den lille bygd Runavik (1500indbyggere) på Eysturoy, og om det ikke var noget for mig at deltage i. Det var det virkelig, da vi på grund af besparelser på Skejby, ikke har dette tilbud, og jeg derfor aldrig har været til det før. 

 

Eftersom jeg jo skulle til Runavik, besøgte jeg Allan, hvor jeg fik eftermiddagskaffe med hans familie, og så fik jeg da også lige to fisk med hjem! Mærkeligt folkefærd.
Jordemoderen som afholdte fødselsforberedelsen inviterede mig på aftensmad, så igen blev jeg bekræftet i færingernes gæstfrihed.

 

Jeg husker, at der i en aftensvagt på sygehuset var smørrebrød til aftensmad, og et af dem var med færingernes nationalspise, skærpekødet, som er halvtørret får, der er i starten af sin gæringsproces - det der i min terminologi betyder ’tæt på råddent’. Det lykkedes mig at sluge det, men det kom desværre op igen til stor morskab for perso-nalet den aften.

 

Stemningen på Landssygehuset var afslappet og hyggelig, og når der var travlt, og det brændte på, hjalp man hinanden. Jordemødrene arbejder både med at passe de indlag-te svangre, fødende og barslende kvinder. På barselssiden arbejder de sammen med sygeplejersker, og det fungerede godt. Det var positivt for mig at opleve, at jordemødrene varetog hele plejen, og jeg oplevede meget kontinuitet med de gravide, hvilket bidrog til min arbejdsglæde ved at være på stedet.

 

Udsigten fra de to fødestuer var fantastisk, og jeg stod tit og funderede om det i sig selv kunne have en smertelindrende effekt. De færøske kvinder havde en god kropbe-vidsthed og var forberedt på, at en fødsel tager tid og gør ondt, hvilket gav et godt udgangspunkt for den ukomplicerede fødsel.

 

Fritiden

Tórshavn var en dejlig by at bo i. Det er verdens mindste hovedstad, men den har det man behøver. Jeg tilbragte mange timer på caféen Zirkus, hvor der om tirsdagen var gratis film og popcorn og om torsdagen livemusik. Musikeren Teitur, der er færing, kiggede også lige forbi en aften. De har desuden byens bedste varme chokolade, som jeg drak meget af!
 

Andre steder, som er anbefalelsesværdige, er caféen Hvonn, hvor der er jazz om tors-dagen, og hvor de laver en lækker Hvonn burger; café Natur, der har gode færøske øl; sushirestauranten Etika; caféen Dugni, som laver verdens bedste jordbærkage og bio-grafen Havnarbio, så der var aldrig tid til at kede sig, når jeg holdt fri.

 

Bag Landssygehuset lå boliger til sygehuspersonalet eller ”danskerghettoen”, som de blev kaldt, og der var altid nogle, der var friske på en café- eller vandretur, så man var aldrig alene.
Jeg er ikke umiddelbart vandretypen, men på Færøerne kunne jeg ikke lade være. Jeg var på de skønneste vandreture blandt andet til "Gåsedalen", som står beskrevet i Tu-ren går til Færøerne som "hård og stejl", hvilket den i sandhed også var.

 

Hjemrejse

Der gik kun to dage, før jeg følte mig hjemme på Færøerne, og det skyldes nok færin-gernes imødekommenhed, som jeg var så begejstret for, og at det er et lille, overskue-ligt land, hvor der ingen stress og jag er.
 

Ugerne fløj i hvert fald af sted, og da hjemrejsen kom tænkte jeg, at jeg da godt kunne blive lidt længere, hvilket var tæt på at blive aktuelt på grund af de berygtede askeskyer. Men det var også dejligt at rejse hjem til venner og familie og have en masse dejlige oplevelser og minder fra et helt fantastisk udlandsophold.

 

SÅ kom af sted! Jeg kan kun anbefale det.

 

Kærlig hilsen Louise