Rejsebrev fra Bergen, Norge

Jeanette H. Lorenzen 5.semester, Haukeland universitetssjukehus, efterår 2010

 

Afrejse og forventninger

I midten af august måned gik færgen fra Hirtshals til Bergen, hvor jeg skulle tilbringe 6 uger på Haukeland Universitetssjukehus. Jeg skulle have 2 ugers neonatal praksis efterfulgt af 4 ugers barsel med særligt fokus på patologi.

 

Turen til Bergen fra Hirtshals varede 18 timer og jeg fik tænkt adskillige tanker undervejs, om de oplevelser og udfordringer som lå forude. Jeg havde set frem til turen hele sommeren og syntes at 6 uger var alt for kort tid, men som tiden nærmede sig og jeg skulle af sted gjorde nervøsitet og tanken om ikke at skulle være, i nu sikre og velkendte Hjørring, de blot 6 uger meget mere tillokkende og jeg var spændt som aldrig før. 
 

På turen derop havde jeg selskab af min kæreste og hans forældre, som nu bor i Bergen og hvor jeg skulle bo under opholdet.
 

Før praktikstarten, skulle jeg dog nyde en uges ferie, hvor vi sejlede i kajak på Nærøyfjorden, vandrede op på Stigen og lagde et visit forbi Trolltungen, hvilket var intet mindre end fantastisk. Introduktionen til den anderledes natur og de mange småbyer langs fjellene var med til, at give mig et billede af den store kontrast der er i Norges natur og infrastruktur i forhold til Danmark.

 

Jeg tænkte flere gange, hvor heldige vi er, at have sygehuse der kan nås inden for forholdsvis kort tid modsat her, hvor flere kvinder fortalte, at de kørte op til 6 timer pr. vej hvis man altså boede på den ”forkerte” side af fjellet. Så med introduktion til de norske fjelde, den storslåede natur og det syngende sprog var jeg ladet op og fuld af forventninger til, at møde på Haukeland Universitetssjukehus og udfordre de kommende 6 uger.

 

Haukeland - introduktion

Den første dag startede på Høgskolen i Bergen, hvor jeg havde et møde og hvor formaliteter skulle ordnes i forhold til kontaktpersoner og lignende før jeg kunne starte. Jordemoderen som tog imod mig var utrolig sød og imødekommende, så sommerfugle og tvivl fløj straks ud vinduet og sammen begav vi os over mod hospitalet.

 

Neonatalafdelingen

Min første tanke da jeg så Kvinne og –barneklinikken, hvor jeg nu skulle tilbringe de næste 6 uger var mange, men i særdeleshed tænkte jeg, at bygningerne var slidte og gamle. Men når man først trådte ind ad hovedindgangen og kom op på neonatalafdelingen hvor deres sygeplejerleder, som i øvrigt var dansk bød mig velkommen, viste hun mig en afdeling, som havde det nyeste udstyr og en stor rummelighed.

 

Haukeland universitetssjukehus med kvinneklinikken forrest og barneklinikken til venstre

 

Sygeplejersken gennemgik afdelingen for mig og introducerede mig for personalet bestående af læger, sygeplejersker, specialsygeplejersker og barnepleiere, som alle på syngende norsk bød mig hjerteligt velkommen. Haukeland er et hospital med specialfunktion og de får fløjet syge børn med brok, hydrocephalus og andet til afdelingen fra mindre sygehuse for, at lægerne her kan give barnet den bedst mulige behandling, og effektiviteten og den funktionelle afdeling står i skarp kontrast til det slidte ydre.

Kvinneklinikken

 

Som studerende var jeg derfor også meget heldig, at møde mange børn med forskellige problemstillinger så som; Præmaturitet, gastrochise, hirschsprung, omfalocele og syndromer, samt hjertebørn før de disse blev overflyttet til Oslo. På grund af de mange forskellige problemstillinger fik jeg hurtigt indblik i retningslinjer og deltog aktivt i behandlingen, som gav en stor forståelse for børnenes behov og vilkår.

 

Som studerende var jeg privilegeret, at være den eneste i afdelingen, hvilket gjorde, at jeg ofte fik lov også at deltage i undervisningen af de lægestuderende når de skulle gå stuegang på børnene sammen med deres vejleder.

 

Barselsgangen 

Barselsgangen i Norge er ledet af jordemødre og barnepleiere. Barselsgangen bar herfor også tydeligt præg af, at det var en faggruppe med kendskab til fødsler og fødselsreaktioner på en anden måde end sygeplejerskerne som primær faggruppe på barselsgangene herhjemme og som studerende gav det mig et helt andet jordemoderfagligt syn på barselspleje og puerperiet.

 

På barselsgangen var det kutume, at man tilså alle kvindernes bristninger ved udrejse såfremt de ønskede dette eller havde en Gr. 2, epis eller en større bristning som skulle dokumenteres som tilset før hjemrejse. Det lærte jeg utrolig meget af, især fordi jeg før sommerferien var startet med, at surturere kvinderne og denne opfølgning post partum gav en rigtig god indsigt i, hvordan kvinderne heler op og hvor hurtigt det hele går, samt hvorledes det ser ud når surtureringer ikke lykkes rigtigt eller stingene skrider.

 

Ved at se på kvindernes bristninger post partum fik jeg også et anderledes syn på tangforløsninger og forløsninger af børn i underskropspræsentation – UK. På Haukeland er tang nemlig første valget ved forløsning af børnene uanset om det er en hovedstilling eller UK. Og de bruger kun cup i meget sjældne tilfælde, hvor børnene skulle forløses hurtigst muligt.

 

Fødslen af et barn i UK var meget normalt og jeg stødte ugentligt på en kvinde der havde gennemgået en sådan fødsel. Som regel bristede kvinderne mindre ved disse fødsler end efter brugen af cup, hvilket barselsplejen tydeligt bar præg af.

 

Som et eksempel havde jeg et forløb med en gemellimor, der var førstegangsfødende og fødte begge sine børn vaginalt med tvilling A i hovedstilling og tvilling B i UK. Kvinden fik lagt en epis da hun skulle føde tvilling b og denne blev forløst med tang, men hun havde ikke andre bristninger efter anlæggelsen af tangen og før udrejsen 3 dage senere havde kvinden ingen gener og bristningen så fin ud, ganske fantastisk.

 

På barselsgangen fik jeg også lært mere om det Norske helsevæsen og de mindre helsestationers betydninger. For mange af vores kvinder blev udskrevet til eget hjem, hvor så helsesøstre, som er en slags sygeplejersker og helsestationen skulle stå for PKU, hørescreening mm. for, at kvinderne slap for flere timers kørsel til og fra Haukeland.

 

Vi tilbød også besøg af en jordemoder i hjemmet, som led i et projekt der kører, hvor 2 jordemødre står for opfølgningen, etableringen af amningen, PKU, hørescreening og lign. for de kvinder som bor i udkanten af Bergen og, som ikke ønsker at ligge på barselsgangen.

 

Dette var meget spændende og der var flere kvinder, som ønskede at rejse hjem og benytte sig af ordningen for, at kunne være sammen med familien derhjemme i stedet for, at ligge på sygehuset.

 

Sprogvanskeligheder

På trods af den gode introduktion og en venlig modtagelse på afdelingerne, gik de to første par dage med, at være meget frustreret og jeg havde en del sproglige problemer som f.eks. ved stuegang, at forstå særlig meget andet end hvad jeg vidste i forvejen.

 

Først tænkte jeg, at jeg aldrig ville få et godt udbytte af praktikken, men som tiden skred frem blev sproget bedre og jeg forstod, hvad både fagfolk og forældre talte om.

 

Da sproget først kom på plads og jeg lærte små ord så som, at det i Norge ikke er rart, at blive forældre da rart betyder ”underligt eller mærkeligt” og gav en virkelig mærkelig reaktion på mine velmente spørgsmål, så fik jeg lært at fortælle forældre hvor flink –som betyder dygtig deres barn var, samt hvor dejligt eller skønt det måtte være, at blive forældre til så fin en lille gutt eller jente og så begyndte, jeg at score gode points og komme mere ind i varmen og få talt med både forældre og pårørende.

Fritid og Bergen

I mit 6 ugers forløb havde jeg foruden 37timer om ugen også en enkelt undervisningsdag på skolen sammen med de andre jordemoderstuderende. Det var en rigtig god og spændende dag, hvor vi alle fik hilst på hinanden og de Norske studerende var meget imødekommende og vi var flere gange på cafe, bar og shoppeture sammen. De fleste var gift og havde børn, men de fastholdt, at det var vigtigt for dem, at holde sammen indbyrdes.

 

Bryggen, inde i Bergen centrum.

 

Fællesskabet og det, at jeg hurtigt blev en del af det var utrolig dejligt og berigende da jeg aldrig følte mig alene og der var for det meste også andre studerende på vagt, så der altid var nogen at støtte sig til og have det sjovt med. Medens jeg var på barselsgangen var der endvidere en anden dansk jordemoderstuderende fra skolen i KBH. og vi tilbragte også en del tid sammen, hvor vi udforskede Bergen og omegnen.

 

Her er jeg i kajakken sammen med Anders og Else Marie ved vores tur på Nærøyfjorden.

 

De dage, hvor jeg ikke havde fri og ikke var sammen med andre jordemoderstuderende, tilbragte jeg tiden sammen med min kærestes familie og jeg fik vandret adskillige kilometer fra Ulrikken til Fløjen og til Eidsvåugneset samt tilbagelagt flere mil med kajakken, noget som jeg synes var sjovt og mindst lige så vigtigt som selve udvekslingen idet kultur og natur har været en stor del af oplevelsen også.

 

 

Trolltungen, hvor vi vandrede ind og overnattede. Trolltungen, hvor vi vandrede ind og overnattede.

 

Hjemrejse

Der gik kun få dage, før jeg følte mig hjemme i Bergen, og det skyldes nok modtagelsen på afdelingerne, samt den flotte natur og mulighederne for, at udforske den da naturen er lige rundt hjørnet. Ugerne fløj i hvert fald af sted, og da jeg skulle med færgen den lange vej hjem til DK igen, tænkte jeg at jeg godt kunne blive 6 uger til. Men da tasken først var pakket, så var det dejligt at rejse hjem til venner og familie og have en masse dejlige oplevelser og historier, at berette om når man var kommet hjem.

 

Det er et ophold, som har været inspirerende og som jeg vil mindes med glæde og jeg vil også med glæde vende tilbage til Bergen, hvis muligheden byder sig enten som studerende eller uddannet jordemoder.

 

Så jeg anbefaler varmt at rejse ud og se, hvad der sker lige rundt hjørnet da det er ganske fantastisk og egentlig kræver ganske lidt, men man får så utrolig meget igen.