Rejsebrev fra Færøerne
Christine Schou Ellehauge, Efterår 2011
Af sted til Færøerne!
Jeg havde allerede fra starten af uddannelsen tænkt, at det kunne være rigtig fedt at komme til udlandet under et praktikforløb. Jeg besluttede mig dog hurtigt for, at turen ikke skulle gå alt for langt væk på denne del af uddannelsen (8. Modul), hvor jeg stadig føler mig meget ny i faget.
Da jeg hørte om Færøerne fra andre studerende, var jeg ikke i tvivl om, at det var der, jeg skulle søge op for at opleve en fødselskultur der på en gang er både tæt på og langt fra den danske, et spændende land med spændende mennesker og have muligheden for at fordybe mig helt i jordemoderfaget i en periode. Derudover tiltalte det mig meget, at jeg ikke ville behøve at bekymre mig om sprogbarrierer, da næsten alle færinger taler flydende dansk. I det hele taget virkede et ophold på Færøerne som en spændende, men samtidig overskuelig udfordring for en 8. Modul jordemoderstuderende.
Så stor var spændingen, da jeg sad i flyet mod de små grønne øer langt mod nord. Grønne var måske så meget sagt, da jeg skulle være af sted i november og december, hvor der eftersigende skule være både mørkt, vådt og gråt på Færøerne. Jeg havde sommerfugle i maven, men var også nervøs for, om de fem uger i Tórshavn skulle gå som planlagt og om jeg ville kunne nå at falde til på fødegangen.
Jeg ankom helt som planlagt til sygehuset i Tórshavn og fik udleveret nøglen til en lille etværelses lejlighed med 70’er look på øverste etage i en af de grå blokke bag ved sygehuset. Lejligheden var ikke noget at råbe hurra for, men det var udsigten til gengæld, da jeg vågnede næste morgen til en dag med strålende solskin over fjeldene, havet og Tórshavn. Jeg havde denne skønne dag til at udforske hyggelige Tórshavn i, inden jeg skulle starte på fødegangen dagen efter.
Fødegangen
Det var med bankende hjerte, at jeg mødte op få fødegangen dagen efter kl. 8 som aftalt. Den første vagt gik dog stille og roligt uden nogle fødsler, men med en god velkomst og rundvisning fra min vejleder. Da der kun er omkring 600 fødsler om året på Landssygehuset i Tórshavn aftalte vi, at jeg som udgangspunkt skulle være på kald 5 dage om ugen, så jeg kunne nå at få nogle fødsler, mens jeg var der. Jeg kunne så helt selv planlægge mine vagter og fridage som jeg havde lyst til, da jeg var den eneste studerende på afdelingen. Dette fungerede rigtig godt og jeg nåede at være med til 15 fødsler, hvor jeg selv tog i mod de 14 af børnene, mens jeg var deroppe. Ulempen var dog, at jeg havde vagter med rigtig mange forskellige jordemødre, hvilket gjorde, at der ikke var meget kontinuitet i forløbet og den vejledning jeg fik.
Jeg fik til gengæld set mange forskellige måder at være jordemoder på og min vejleder var god til at følge op på, hvad jeg havde oplevet. Jeg blev taget rigtig godt imod på fødegangen og blev rigtig glad for at være der. Fødselskulturen er på en gang meget lig den danske og samtidig meget forskellig. De fleste fødsler gik hurtigt og ukompliceret uden anden smertelindring end lattergas, steriltvandspapler og varmepuder, hvilket jeg tror primært skyldes de færøske kvinder, der går ind i fødslen med meget viljestyrke og positiv indstilling. Jeg så eller hørte ikke om epiduralblokader i de fem uger, jeg var deroppe. Kvinderne er desuden ofte unge, når de får deres første barn, hvilket jo også er med til at nedbringe antallet af komplicerede fødsler. De færøske mænd jeg mødte til fødslerne var utrolig gode til at gå ind i forløbet og støtte kvinden, samt meget interesserede i alt, hvad der foregik.
Jordemødrene var rigtig gode til at støtte kvinderne igennem smerterne på deres forskellige måder. Alt sammen meget positive oplevelser.
Socialt
Det var kun de to første dage, jeg var alene på Færøerne. Efter min første vagt blev jeg ringet op af de to yngre danske jordemødre, der havde vikariater på fødegangen og havde hørt, at ”den danske studerende” var ankommet. Herefter kørte det nærmest af sig selv, at jeg blev integreret i den store gruppe danskere (jordemødre, læger, sygeplejestuderende mm), der boede bag ved sygehuset. Det blev til udflugter, julefrokoster, byture, fællesspisning, grindedrab (!) og meget, meget mere.
Det var dejligt at blive taget så godt imod og det sociale liv havde stor betydning for, at jeg havde en så god oplevelse med mit ophold og det betød, at jeg havde nogen at snakke med udover min vejleder, hvis det havde været en svær dag på fødegangen. Jeg fik efter en uge lov til at flytte fra lejligheden over på ”kollegiet”, hvor jeg boede tættere på de andre. Det var en rigtig god beslutning.
Landet og Færingerne
Færøerne er et fantastisk smukt land, også om efteråret og vinteren og færingerne er nogen fantastisk gæstfrie mennesker. Der er masser af spændende oplevelser og ting at give sig til, både i Tórshavn og uden for byen. Tórshavn er en hyggelig lille by med et dejligt havneområde, barer, cafeer med levende musik og (dyre) restauranter.
Jeg vil anbefale alle, der kommer til Færøerne at opsøge de lokale og opleve deres traditioner. Vi var bl.a. så heldige at opleve et grindedrab lige ved sygehuset. Det er en meget autentisk og stærk oplevelse og en del af hundrede år gamle færøske traditioner, hvor man indfanger hvalerne og deler kødet imellem sig. Derudover var vi til færøsk julebal i en by nord for Tórshavn, der hedder Vestmanna. Dette indebar tørret fisk, råddent får, grindekød og vodkaflaske på omgang, som man jo gør som færing. Jeg kunne desuden fortælle meget mere.
Vejret
Vejret på Færøerne kræver en overskrift for sig selv. Hvis man tager derop, skal man være forberedt på alt og vejret skifter lynhurtigt. Jeg havde mange flotte dage deroppe, men oplevede også flere uger med snevejr (og fødende, der sad fast i sneen), orkan med vindstød op til 52 m/sek, dage med silende regn og meget derindimellem.
Alt i alt har jeg haft nogle skønne fem uger, der bare er fløjet af sted og som har udviklet mig både fagligt og personligt! Så hvis du har mod på det, så tøv ikke, men skynd dig at komme af sted.
