Rejsebrev fra Tromsø, Norge

Maja Juel Larsen, Efterår 2011

Tidlig mandag morgen d. 5. september vinkede jeg farvel til min kæreste i lufthavnen i Aalborg og blot 4 timer senere landede jeg i Tromsø, beliggende 350 km nord for polarcirklen på øen Tromsøya, Nord-Norge. Det første der ramte mig var den flotteste udsigt til det blå blå Nordatlantiske hav, de sneklædte fjelde og ikke mindst den milde og friske september luft – en duft af efterår, eller høst som det hedder heroppe.

Turen gik fra lufthaven i taxa mod Det Helsevitenskapelige Fakultet, hvor jordemoderuddannelsen har til huse og her mødtes jeg med Anne-Lise Thoresen, som er international koordinator og underviser på uddannelsen. Jeg blev budt hjerteligt velkommen og blev vist rundt på fakultetet og fik hilst på en flok spritnye jordemoderstuderende i gang med deres 4. uges teoretiske undervisning på uddannelsen, den sidste inden turen ud i praksis. De var i fuld gang i gymnastiksalen med dukker, bækkener og alternative fødestillinger – herligt;-) Jeg fik en aftale i hus med 3 af dem og vi spiste senere sen lunch(læs frokost) sammen i fakultetets kantine.
Da maden var spist, og i høj grad betalt!(Mad fandt jeg ud af, er voldsomt dyrt i Norge) og vi havde drøftet dele af det norske og danske jordemoderfag – gik turen i flok mod Ørndalen Studentboliger ved Stakkevollan. Her havde jeg lejet en lille hybel og skulle bo de næste 14 dage. Jeg boede dør om dør med de tre norske jordemoderstuderende og vi ”kosede” om aftenen, gik ture sammen på fjeldet og fik snakket en hel del. Rart nok med godt selskab, når nu jeg var alene af sted.

Tirsdag morgen mødte jeg for første gang i dagvagt på FØDEN, fødegangen på Universitetssykehuset Nord-Norge (UNN). Mit formål med min valgfriperiode i Tromsø var at udforske hvorledes Norge adskiller sig fra Danmark på området omkring vaginale underkrops(UK)forløsninger. Over 90 % af de fødende med barn i UK får lavet sectio i Danmark, mens det blot er gældende for 1/3 i Norge – til stor undring for mig eftersom vi på mange områder er så lig med Norge. I de to uger jeg var i Tromsø mødte jeg ind i dagvagt hver dag og gik med forskellige jordemødre, herefter var jeg på kald resten af døgnets 24 timer, såfremt en vaginal UK fødsel skulle ske at dukke op. Jeg vidste, før jeg tog af sted, at jeg skulle være heldig at opleve en UK-fødsel, eftersom UNN er et forholdsvis lille fødested. Mit hovedformål med opholdet var derfor at interviewe en jordemoder og en obstetriker med henblik på at afklare hvilken information kvinden med barn i UK får i Norge, eftersom min formodning var, at det måtte være heri forskellen lå.

Udover mine interviews deltog jeg som observant i de daglige gøremål på FØDEN og var med til en del vaginale fødsler og et enkelt sectio. Det var utroligt spændende at få et indblik i hvorledes jordemødrene pressede med kvinderne og støttede perineum i presseperioden. UNN er med i et forskningsprojekt omkring forebyggelse af sphincterruptur og siden projektets start er frekvensen af spincterruptur faldet markant. Jeg oplevede en del mere spontan presseteknik, end hvad jeg har set på mit eget praktiksted, dog var andelen af episiotomier anlagt profylaktisk langt større. Det var spændende at observere disse forskelle og ikke mindst høre jordemødrenes begrundelser og argumenter for deres praksis.

Der var dog også nogle obstetriske tiltag eller mangel på samme, der gav anledning til stor undren og i høj grad kom bag på mig, hvad angik den norske praksis: Jeg oplevede en meget afventende obstetrik fra jordemoderens og obstetrikerens side – En kvinde var 6 cm og i aktiv fødsel, da jeg gik hjem kl. 21 en aften, og da jeg kom igen næste dags morgen kl. 7.30 var hun udslettet og havde presset i godt 2 timer, da morgenholdet tog over og først de begyndte at overveje muligheden for at sætte et s-drop. Det var heller ikke ualmindeligt med lange lange presseperioder med op imod 2 timer og vestimulation i form af s-drop, som aldrig rigtig blev øget til andet end 45 ml/t, og en epidural der blev anlagt når kvinden var udslettet oplevede jeg hele to gange. Utroligt nok, oplevede jeg blot en enkelt gang, at der var et dårligt barn som blev overflyttet til PÆD og heraf udsprang så min overvejelse: Gad vide om denne obstetriske afventen gav færre indgreb og måske endda også flere upåvirkede børn end hvad jeg oplever i dansk praksis? Det fik jeg aldrig rigtig svar på mens jeg var deroppe, men til gengæld rejste et nyt spørgsmål sig; gad vide hvordan kvinden oplevede det lange fødselsforløb?

Til tider var det svært at være i med i forløbene, fordi jeg jo stod med hænderne i lommen og blot observerede, og tænkte på diverse tiltag jeg ville gøre, hvis jeg havde været jordemoderen på stuen. Det gjorde imidlertid at jeg fik øjnene op for, hvor meget vores obstetriske praksis kører efter retningslinjer og minutter herhjemme og dermed hvor stor en del det var blevet af min egen jordemoderfaglige praksis som studerende. Det gav virkelig stof til eftertanke, og jeg fik efterfølgende en spændende diskussion omkring fordele og ulemper ved vores ”stramme” obstetrik kontra den afventende norske med min vejleder til afrapporteringen af valgfri.

Fødeafdelingen og barselsafdelingen var ét samlet afsnit på UNN, hvilket tydeligvis gav alle ansatte en stor tilfredshed og et meget tæt professionelt samarbejde til stor glæde for de fødende og barslende kvinder især. Ligeledes var det rigtig godt at opleve, hvor kæmpestor en sparing der var jordemødrene imellem når CTG’et skulle tolkes eller forløbet udviklede sig til patologisk. Det var heller ikke ualmindeligt, at det var to jordemødre der i samarbejde varetog fødslen, modsat en jordemoder/sygeplejerske eller jordemoder/SOSA som jeg kender det fra min eget praktiksted. Foruden de to jordemødre var der naturligvis altid en barneplejer tilstede under fødslen, som ligesom jordemødrene også arbejdede på barselsgangen – Dermed var der en kæmpe kontinuitet på afdelingen, hvilket jeg beundrede meget og ville ønske vi også kunne få mere af i Danmark.

Knap to uger efter jeg ankom til Tromsø, havde jeg sidste dag på FØDEN og om eftermiddagen tog jeg imod min kæreste i lufthavnen. Vi tilbragte weekenden i Tromsø inden vi sammen rejste hjem til Danmark om mandagen. Weekenden blev brugt på at udforske Tromsøs seværdigheder blandt andet den flotte Ishavskatedral og udsigten over Tromsøya og de omkringliggende øer fra Storsteinen, 420 m over havets overflade. Vi fik også oplevet Lyngsalperne ved Ullsfjorden nordøst for Tromsø, en bjergkæde med vild, arktisk natur iklædt et væld af efterårsnuancer, når de er allerflottest.

På vej hjem i flyet gjorde jeg status over mit ophold i Tromsø på UNN: Det har uden tvivl været en stor oplevelse at få indblik i den norske fødselskultur på nært hold og at opleve Tromsø og Nord-Norge, den barske og arktiske natur har uden tvivl levet op til mine forventninger.