• Til forsiden
  • Biblioteket
  • Its Learning
  • Kontakt
  • Læs op
  • Sitemap
  • Print
  • It
  • Formindsk tekstst?rrelse Forst?r tekstst?rrelse
  • Visit our English website ucnorth.dk
  |  
Du er her:

Anne-Line Brülle

Overblik og nærvær

Det er spændende at skulle have et hospital som arbejdsplads, hvor man skal være dygtig faglig og kunne holde overblikket i en presset situation.

Læs Carolines historie
 

Pia Thorsø Graversen, jordemoderstuderende ved UCN

Uforudsigeligt

Jeg ved aldrig, hvad min arbejdsdag vil bringe, og

det er netop uforudsige-

ligheden, jeg godt kan

lide.

Pia Thorsø Graversen,
jordemoder

 

Oplagt at tage ud i verden

Anne-Line Brülle, jordemoderstuderende ved UCN, fortæller: 

Jeg vidste ikke meget om jordemoderfaget forud for min ansøgning, men tænkte at det var noget for mig, da tanken om at overvære den store begivenhed, det er at få et barn, tiltalte mig – jeg tænkte, at det måtte være fantastisk at kunne arbejde som deltager i det øjeblik.

 

Desuden fandt jeg det appellerende at skulle samarbejde i tæt relation med andre mennesker og at skulle agere tovholder, hjælper og støtte på samme tid.

 

Hvad drømmer du om at arbejde med, når du bliver færdig? 

Jeg holder meget at af se udvikling og progression, og ville elske at blive foregangskvinde for implementeringen af et nyt koncept eller en anden form for udvikling indenfor jordemoderfaget. Jeg har i løbet af uddannelsen, og specielt under min praktik i udlandet, stiftet bekendtskab med områder af jordemoderfaget, som jeg virkelig brænder for at udvikle i den danske svangreomsorg, og forestiller mig således, at jeg skal medvirke til udvikling af jordemoderfaget.


Min erfaring fra min udlandspraktik har desuden bidraget med en lyst til og et mod på at tage udenlands og arbejde som jordemoder på en fødegang. Jeg synes, det er oplagt at tage ud i verden, når man er uddannet indenfor et fag som jordemoderfaget, og forestiller mig, at jeg skal have prøvet at arbejde i eksempelvis Indien, inden jeg etablerer mig med fast job herhjemme. Alt andet ville jeg synes var spild af oplagte muligheder for store oplevelser.


Hvad er det bedste ved din uddannelse?

Jordemoderuddannelsen er præget af intensivitet, og det er min oplevelse, at det har store fordele. Jeg har ikke på noget tidspunkt oplevet, at jeg har deltaget i irrelevant undervisning eller følt, at jeg har spildt min tid på nogle af uddannelsens initiativer. Tværtimod har undervisningen altid været nøje tilrettelagt og nu, hvor jeg næsten er færdiguddannet, står det mig meget tydeligt, hvor fint alle brikker passer ned i jordemoderpuslespillet, og det giver en stor følelse af tryghed og forsikring om, at der fra uddannelsens side er blevet lagt et gevaldigt arbejde i, at vi som nyuddannede kan hvad vi bør.
 

Det kan imidlertid også være hårdt at følge med den konstante intensitet. I perioder har jeg fundet det krævende at skulle ændre fokus og fordybe mig i et emne eller fag meget hurtigt. Men der er mange forskellige områder, man som jordemoder skal have en vis viden om, og fordelen ved strukturen er, at man ikke skal kigge ret lang tilbage for at kunne se en stor udvikling, og det motiverer.
 

Hvordan er studiemiljøet?

Studiemiljøet er præget af engagement. Både i form af de mange faglige arrangementer, som både studiekredsen og De Jordemoderstuderendes Forening står for at iværksætte, men også når vi er i praktik, hvor jeg har oplevet stort sammenhold og sparring blandt de studerende. Som jordemoderstuderende er man ikke garanteret en praktikplads, der hvor man bor, og bliver man sendt langt væk fra sit hjem, er det altafgørende at man føler sig tryg og godt tilpas, hvilket engagementet i relationerne til de andre studerende har indflydelse på.
 

Hvorfor valgte du at tage på studieophold i udlandet?

Fra den første gang, hvor jeg fik fortalt, at vi havde mulighed for at tage udenlands, vidste jeg, at jeg ville gøre det. Jeg så tilbuddet om at komme af sted som en oplagt mulighed for at tilføje en ekstra dimension på min uddannelse, og jeg forventede, at jeg, ved at tage af sted, ville åbne en dør til noget viden, som jeg ikke ville erhverve mig herhjemme.

 

Jeg forestillede mig, at jeg ved at tage udenlands ville få mulighed for at fordybe mig 100 % i jordemoderfaget i en periode på nogle måneder. 
 

 

Hvor tog du hen og hvorfor lige dér?

Jeg ville gerne til et skandinavisk land, idet jeg havde til formål at fordybe mig i teori under mit ophold, hvilket jeg forventede ville være nemmere, hvis den praksis jeg deltog i stemte nogenlunde overens, med det jeg læste. Desuden forestillede jeg mig, at mit faglige udbytte senere ville være lettere at overføre til praksis herhjemme.
 

Mit praktiksted blev på baggrund heraf en svensk by ved navn Östersund. Kontakten dertil blev i første omgang formidlet af UCN, som havde en aftale med stedet. Hele vejen igennem mit udlandsophold var der rigtig god kontakt mellem UCN og den svenske uddannelsesansvarlige, ligesom jeg under hele opholdet emailede med jordemoderuddannelsens internationale medarbejder, som hjalp, støttede og interesserede sig for mit ophold. Jeg fandt denne omsorg meget vellykket – det var virkelig rart, at der blev udvist interesse for mit velbefindende, også selvom det gik fremragende.
 

Hvad fik du ud af opholdet, fagligt og personligt?

Fagligt fik jeg en veludviklet evne til at se kritisk på den praksis, jeg oplever. Som udenlandsk studerende bliver man stillet utroligt mange spørgsmål både omhandlende den danske praksis, men også gældende ens egen holdning til og oplevelse af den fremmede kulturs praksis. Disse spørgsmål og den refleksion de medfører udvikler en mere end man umiddelbart skulle tro. Desuden fik jeg stor praktisk erfaring i og med, at jeg var den eneste studerende på fødeafdelingen i den periode.

 

Jeg deltog i mange fødsler, og blev kastet ud i nogle ting, som jeg endnu ikke havde prøvet hjemmefra. Dette udviklede såvel min selvstændighed som min tro på, at jeg kan klare at blive smidt på hovedet ud i ting og lære af det.
 

I min fritid, fordybede jeg mig meget i teori. Jeg brugte tid på at få læst på de ting jeg så i praksis, og i takt med at min refleksion over dansk versus svensk praksis voksede, blev min lyst til at kunne argumentere også større. Dette kom mig til gode, da jeg kom hjem igen, hvor min teoretiske viden havde udviklet sig væsentligt.
 

Personligt blev jeg meget mere bevidst om, hvordan jeg er jordemoder på min personlige måde. Jeg fik prøvet situationer, hvor jeg ikke følte, at jeg havde mig selv med, fandt ud af hvor mine grænser gik, og lærte herved nyt om mig selv. Desuden bidrog mine mange refleksioner og sammenligninger til, at jeg fik en føling med min egen faglige karakter.
 

Jeg fik stor tiltro til mig selv – jeg ved nu, at jeg kan tage ud i verden og være jordemoder. Jeg kan tilpasse mig, og ved, at jeg ikke er bange for at stå alene på ukendt grund og samtidig skulle præstere som jordemoder.
 

Kan du nævne en konkret oplevelse, som gjorde et stort indtryk på dig?

Under mit udlandsophold i Sverige gjorde især mine besøg på Ungdomsmottagningen et stort indtryk på mig. Her arbejder jordemødre markant anderledes end i Danmark, og det var meget inspirerende for mig at opleve. Jeg havde aldrig overvejet, at jordemødre kunne have andre funktioner end de, som vi har herhjemme, og oplevelsen af at andet kunne lade sig gøre, var en stor oplevelse.

 

Så meget at jeg dels rejste derop igen halvandet år senere for at lave mit valgfri projekt, dels nu forestiller mig, at det er med udviklingen af et lignende koncept, jeg skal arbejde i fremtiden.
 

Sidst opdateret 26-01-2012
Professionshøjskolen University College Nordjylland   |   Aalborg   |   Hjørring   |  Thisted  |  72 69 00 00  |   ucn@ucn.dk   |   RSS-feeds fra UCNNyheder   |   UCN på Facebook  UCN på YouTube