Læs her hvad studerende siger om uddannelsen, og hvad uddannede jordemødre fortæller om jobbet.
Faget spænder vidt
Det er lige fra ”action” på fødegangen til samtaler i konsultationen. Du møder ind til noget nyt hver dag, og du ved aldrig, hvad dagen bringer.
Jeg fandt ud af, at jeg gerne ville være jordemoder i mit første år på gymnasiet, da jeg havde biologi på A niveau, og vi havde om genetik. Jeg har altid syntes, menneskekroppen er fantastisk og ville vide mere om, hvordan man kan skabe nyt liv. Jeg synes, det er spændende at skulle have et hospital som arbejdsplads, hvor man skal være dygtig faglig og kunne holde overblikket i en presset situation. Jeg ville gerne arbejde med mennesker og synes, at børn er fantastiske. Derfor valgte jeg at læse til jordemoder og få nogle fantastiske oplevelser med parrene, pårørende og de små nyfødte.
Jeg er tilflytter fra Sjælland, så jeg drømmer om at kunne komme tilbage til København og få job på et af de store hospitaler i hovedstadsområdet på fødegangen og evt. arbejde på barselgang.
Da jeg var ude i den første praktikperiode her i efteråret, oplevede jeg patienthotellet i Aalborg. Jeg synes, det var meget spændende at observere, vejlede og rådgive de nye forældre i de første par dage med deres lille nyfødte. Derfor kunne jeg godt tænke mig at arbejde med nybagte familier som jordemoder.
Det bedste ved min uddannelse er, at vi har 50% teoretisk undervisning og 50% klinik. Det er dejligt, at vi har lange perioder på skolen og på hospitalet, for så kan man se, hvor meget man udvikler sig over den tid og nå sine mål. Det kan dog også være lidt hårdt at være ude i praktikken i flere måneder af gangen, fordi vi kommer ud på forskellige hospitaler, har skiftende vagter, og det kan være svært at finde tid til at se de andre studerende fra holdet.
Vi har rigtig gode faciliteter ude på UCN. Der er mange grupperum og steder man kan sidde og arbejde i studiegruppen. Det store atrium, med kantinen er et godt sted at sidde i frokostpausen og få en sludder med dem fra ens hold eller studerende på de andre uddannelser.
Vi har også en sportssal, bordtennis og spejllokale, som man kan bruge efter skoletid eller i undervisningen. Så der er rig mulighed for at ses med sine kammerater til en omgang volley eller en øl i Cafe FREJS til fredagsbar. Et par gange om året holder UCN en fest for de studerende. Ellers er der også Jomfru Ane gade, hvor man kan feste med sine medstuderende eller Aalborg by som er hyggelig at gå en tur igennem gågaden.
Jeg sidder i Studierådet som repræsentant for hold J11V ved jordemoderudd. Sammen med en anden studerende fra mit hold og ældre studerende. Det er kun et råd for de jordemoderstuderende, underviserne og vores udd. leder. Her kan de studerende få indflydelse på, hvordan uddannelsens eksamener skal forløbe på de enkelte moduler, ved at komme med tilbagemeldinger på disse, være med til at forme undervisningen og hjælpe lederen og underviserne med at udvikle jordemoderuddannelsen så den tilgodeser både de studerendes og undervisernes behov.
Jeg mener, det er vigtigt, man som jordemoder bl.a. er omsorgsfuld, rolig og tillidsvækkende. En jordemoder varetager meget andet en fødslerne, hun skal også kunne vejlede og rådgive i graviditeten og i barslen, arbejde forebyggende og sundhedsfremmende og kunne bistå det enkelte par/kvinden. Hun skal være tillidsvækkende under hele forløbet og udvise ro, for det nytter ikke at have en jordemoder hos sig, som man ikke føler, man kan være sig selv overfor.
Jeg var med til en fødsel i efteråret, som gik utrolig hurtigt. Det var en ukompliceret fødsel, men da barnet var født skulle moderkagen fødes og den sad fast i livmoderen. Jordemoderen og lægerne prøvede alt muligt for at få moderkagen løsnet. Det var meget hektisk, og kvinden havde oveni nåleskræk. Hun græd og kunne slet ikke være i situationen. Faren holdt deres nyfødte og jeg tog kvindens hånd, trøstede hende og fortalte hende alt, hvad lægerne og jordemoderen gjorde, så hun kunne følge med og koncentrere sig. Det endte godt, men vi opfordrede kvinden til efterfølgende at komme til os og få en efterfødselssamtale.
Nogle måneder senere kom kvinden så ned til os, og vi talte forløbet igennem. Kvinden fortalte, hun syntes det havde været en hård oplevelse, men hun var specielt glad for, jeg tog hendes hånd og var der for hende. Det ramte mig og gjorde mig utrolig stolt. Det er virkelig værd at være jordemoder, når man kan hjælpe kvinderne til at komme styrket gennem en svær oplevelse i forbindelse med graviditet, fødsel og barsel.