> Åbn den digital julekalender
I forbindelse med TV2’s landsdækkende julekalender "Ludvig og julemanden", vil der i Vendsyssel blive fokuseret på historien om Børglum Kloster med vægt på Stygge Krumpen, der var den sidste katolske biskop på klosteret.
Historie- og kristendomskundskabsafdelingen på University College Nordjylland (UCN), læreruddannelsen i Hjørring fremstiller i samarbejde med IT-firmaet Bunker43 og fotograf Morten Lykke en julekalender - Vendsyssels Julekalender 2011 - der fortæller om de historiske og religiøse forhold på Stygge Krumpens tid.
Julekalenderen vil sende børn (og voksne) på en rejse igennem Vendsyssel, hvor man vil møde markante personer, kendte og ukendte lokaliteter og spændende begivenheder, der har haft betydning for landsdelen. De lokale begivenheder sættes videre i relation til dansk og europæisk historie. Således fortælles der fx om Martin Luthers betydning for Reformationen, om Grevens Fejde og om Reformationen i Danmark.
Vendsyssels Julekalender 2011 er en kombination af en traditionel julekalender, hvor de 24 låger henviser til 24 begivenheder, der fortælles om i en digital kalender, som findes på UCN’s hjemmeside. Det er således tanken, at børnene sammen med de voksne åbner dagens låge og derefter går på nettet for at følge den medrivende historie om Børglum Kloster og Stygge Krumpen.
Og naturligvis er der indlagt en konkurrence i Den digitale Julekalender. Stygge Krumpen har nemlig stjålet et kodeord fra nisserne, og det bliver først en god jul, hvis nisserne får kodeordet tilbage. I hver låge kan børnene – hvis de kigger godt efter – finde et bogstav til kodeordet. Og alle, der har fundet hele kodeordet, deltager i en lodtrækning om flotte præmier.
> Åbn den digital julekalender
Yderligere oplysninger om Vendsyssels Julekalender 2011 fås ved henvendelse til Henning Brinckmann på tlf.: 72 69 06 76 eller hbk@ucn.dk eller til Jørgen Jørgensen på tlf.: 72 69 06 59 eller jrj@ucn.dk