I henhold til ny bekendtgørelse om uddannelsen til professionsbachelor som pædagog skal alle praktiksteder udarbejde en praktikstedsbeskrivelse, der indeholder en institutionsbeskrivelse samt en uddannelsesplan for hver af de tre praktikperioder. En praktikstedsbeskrivelse er fremover en betingelse for til at kunne modtage pædagogstuderende i praktik. (BEK. Nr. 220 13/03/2007)
Det fremgår af bekendtgørelsen, at uddannelsesplanen kan udarbejdes i et samarbejde med uddannelsesinstitutionen. Vi vil gerne fra Pædagoguddannelsen stille os til rådighed.
Vi antager, at et samarbejde mellem praktiksted og pædagoguddannelse om arbejdet med disse praktikstedsbeskrivelser (uddannelsesplaner) vil kvalificere dels de studerendes læreprocesser og læring i praktikken – og dels vil gavne samarbejdet mellem uddannelsesinstitution og praktikinstitutioner generelt. Det er samtidig vores opfattelse, at vi med praktikstedsbeskrivelser kan opnå en større ensartethed i kravene til de studerendes praktikuddannelse – idet krav og forventninger til studerende nu skal konkretiseres i forhold til de bekendtgørelsesmæssigt formulerede CKF-er og kompetencemål.
Vi er fra uddannelsesinstitutionens side opmærksom på, at denne ”ensartethed” samtidig rummer et dilemma:
Dilemmaet mellem mekanisk at bruge bekendtgørelsens CKF-er og kompetencemål som checkliste med henblik på ”at få det hele med” – og praktikstedets behov for at oversætte og relatere til deres særlige målgruppe og praksis (ejerskab).
Udfordringen i udarbejdelse af praktikstedsbeskrivelser er altså at balancere mellem uddannelsens formelle krav/mål og indholdselementer - og praktikstedets praksis, målgrupper og betingelser.
Det haster, og vi tilbyder derfor fra Pædagoguddannelsens side en konsulentydelse, hvor der lokalt sættes fokus på en didaktisk udvikling af praktikstedbeskrivelse – især den del, der handler om uddannelsesplaner.
Som konsulenter vil vi arbejde processuelt, og modellen kunne se sådan ud:
Der tilknyttes en konsulent til et praktiksted. Det er en pointe, at arbejdet foregår i en samlet personalegruppe - for at sikre en højere grad ejerskab og forståelse for ”det at have studerende i huset”. Institutioner, der arbejder tæt sammen kan naturligvis samarbejde om opgaven (konsulentbistanden) – i de tilfælde hvor praktiksteder har sammenlignelige målgrupper og pædagogiske opgaver. MEN en praktikstedsbeskrivelse er pr. definition – lokal.
Prisen på konsulentfunktionen er kr. 5000,- (+ kørsel). Der vil konkret kunne aftales en reduceret udgave af den pågældende konsulentfunktion.
Venlig hilsen
Pædagoguddannelsen i Aalborg
Ina Munch Jens Boelsmand
Praktikkoordinator Afdelingsleder
Tlf. 9634 9461 Tlf. 9634 9412
inm@ucn.dk jeb@ucn.dk
| Praktikstedsbeskrivelse | Praktikvejlederkurser |
| Blanketter/dokumenter - Hjørring | |
| Praktiknetnord | Blanketter/dokumenter - Aalborg |
| Regelgrundlag |