Rejsebrev fra Tromsø
Efterår 2006, Vivi Just Christensen
Indledning og mål
Allerede inden jeg begyndte mit studie havde jeg et ønske om, at det skulle komme til at indeholde en international dimension. Jeg har allerede fra en relativt ung alder søgt forskellige internationale læringsmuligheder; sprogskole, udvekslingsprogrammer med mine respektive skoler og et high school ophold i 10. klasse. Derfor var det meget naturligt for mig også at søge muligheden med dette studie. Jeg vil gerne ud og opleve hvordan man gør ting i andre lande. I et land bliver man hurtig god til at tro, at ting ikke kan gøres på andre måder end de netop gøres. Det har jeg oplevet mange gange i forbindelse med mine tidligere udvekslingserfaringer, og havde selvfølgelig en forventning om dette også vil gøre sig gældende på det sundhedsfaglige område. Og min egen livsindstilling er at jo flere forskellige måder man har set og oplevet ens fag udført på, jo lettere er det at udforme sin egen tilgang til ens fag.
Det var også helt bevidst at jeg valgte denne den sidste praktikperiode for mit udvekslingsophold. Jeg ønskede at have et så fagligt forankret ståsted, at jeg kunne bidrage til faglige diskussioner med videre i mit værtsland. Denne praktik som jeg netop har gennemført var som sagt den sidste inden jeg bliver færdiguddannet. Jeg havde i mine tidligere praktikker i Danmark opnået alle de praktiske og apparaturmæssige færdigheder som kræves for at blive radiograf. Og det var helt bevidst at jeg valgte at lære alle de færdigheder i Danmark. Det skal ikke være sådan at der var nogle ting at jeg som færdiguddannet radiograf ikke kan fordi læring er gået tabt pga. eventuelle sprogforvekslinger. Denne praktik havde som formål at opøve min evne til at tage selvstændigt ansvar for de undersøgelser og de undersøgelsesrum som jeg arbejdede i, såvel som at have fokus på kvalitetssikring og –udvikling. Målene for praktikken var selvfølgelig større end de tidligere har været, men ikke uoverskuelige, da de faglige kompetencer stiger i takt med de udfordringer man kommer igennem. Så målene i denne praktikperiode forventede jeg, at jeg ville kunne opfylde selvom det var i et andet land, i særdeleshed forstærket af at jeg rejste til Norge, et land som hverken sprogligt eller menneskemæssigt er så langt fra Danmark.
Fagligt udbytte og indfrielse af mål
Når man rejser til et andet land og har en del af sin uddannelse, så tager man en chance. Enten bliver læringen bedre, tilsvarende eller dårligere end det man forventer at ville have opnået hjemme. Da jeg jo ikke har prøvet at have samme praktikperiode i Danmark kan jeg ikke sammenligne lige over, men sætte den op mod hvordan jeg har set denne praktikperiode gennemført for andre studerende på tidligere hold.
Jeg har, som udgangspunkt, kun deltaget i klinisk undervisning og det er kun denne undervisning som denne rapport vil forholde sig til. Jeg har dog deltaget i nogle timers teoretisk undervisning med nogle af de norske studerende, men det har været interessebaseret.
Al min kliniske undervisning har foregået på radiologiske afdelinger på Universitetshospitalet i Tromsø. Universitetshospitalet er uden sammenligning det største hospital i Nordnorge, og det rummer næsten alle specialer. På det grundlag har jeg haft mulighed for at se de allerfleste radiologiske undersøgelser udført. Dette ville jeg ikke have haft, hvis jeg skulle have haft min praktik på ét sygehus her i Danmark. Men mængden af patienter har slet ikke været det som jeg tidligere har prøvet på de danske sygehuse hvor jeg har haft praktik. I Tromsø var der altid bemanding på alle undersøgelsesrum – uanset om der var sat patienter op eller ej. Og som studerende kunne vi godt blive sat op på et rum hvor der måske var 5-10 patienter fordelt over hele ugen. Mens der på andre rum også godt kunne være dagprogrammer tilsvarende hvad jeg var vant til, men ikke så ofte.
Da afstandene i Norge er noget anderledes end de er i Danmark var det meget populært at have sin praktik i Tromsø i stedet for at flytte alt mellem 200 og 1000 km. Det betød at der var mange studerende på afdelingen på samme tid. Derudover var der også 4 pladser til udvekslingsstuderende. Det vil sige at vi var ret mange studerende på afdelingen hele tiden. Og mængden af studerende har indirekte haft indflydelse på min læring, mit udbytte af praktikken og indfrielsen af mine mål. Man havde på røntgenafdelingen i Tromsø opdelt arbejdet med studerende mellem 2 personer. En klinisk vejleder som kun arbejdede med os studerende. Hun arbejde kun dagtid, ingen vagter eller weekend. Det betød at hun altid var på afdelingen når vi var der, vi kunne altid få fat på hende hvis vi havde spørgsmål eller modsat, vi arbejdede forholdsvis ofte sammen med hende og vi havde egentlige refleksionssamtaler alle sammen. Det var en rigtig dejlig måde at have en klinisk vejleder på. Derudover var der så overradiografen på afdelingen som bl.a. havde ansvar for at fastlægge vores arbejdesplaner, hvilke undersøgelsesrum som vi skulle arbejde i i de forskellige uger. Det var en uhensigtsmæssig fordeling, for de arbejdsplaner som blev lavet var ufravigelige og uden hensyn til hvor mange eller hvor få gange vi havde været på de respektive rum eller hvor stor patientmængden i det givne rum var. Det vil sige at vi kunne snakke om nogle særlige behov til refleksionssamtaler, men når vi så fik de nye planer var der ikke taget højde for det. Der udover skiftede vi også undersøgelsesrum hver uge, for at en studerende ikke skulle blive fanget 2 uger i et rum med en meget lille patientmængde. Det var ikke hensigtsmæssigt for mit mål om at selv skulle kunne styre et rum og personalets arbejdsopgaver i dette rum. Men dette mål findes heller ikke for de norske studerende, hvorfor de ikke var vant til det. Generelt var afdelingen ikke særlig fleksibel i forhold til at tilpasse deres vaner til de anderledes behov som blev afledt af mine mål. Jeg måtte hele tiden tilpasse arbejdet med mine mål til de rammer som de var vant at have studerende under.
Vores arbejde med refleksion var virkelig godt og meget tilfredsstillende. Alle studerende har som udgangspunkt en ugentlig refleksionstime med vores kliniske vejleder og så en kontaktlærer fra Helsehøgskolen. Sygehuset og Helsehøgskolen lå lige ved siden af hinanden, så lærerne var aldrig langt væk. Til de ugentlige refleksionstimer skulle jeg skrive en ugerapport. En skriftlige fordybningsopgave om et emne som jeg kunne henlede til det rum jeg havde arbejdet i. Men hvad opgaven handlede om var meget frit. Det kunne være noget meget teoretisk om teknik, noget om sygdomme, medicin, kontrastmidler eller det kunne blot være egne refleksioner om etik uden egentlig anvendelse af kilder. Til møderne kunne vi så både diskutere den mere teoretiske tilgang til mine valgte emner så vel som de mere praktiske dagligdagsrutiner, da der både var min faglærer fra radiografuddannelsen og vores kliniske vejleder. Det var en meget dejlig måde at reflektere på, det var meget mere frit end hvis man skulle have anvendt mere strukturerede dagbøger og lignende. Og min egen vurdering er også at man får reflekteret bedre på denne måde. Til refleksionstimen kunne vi snakke meget konkret om noget i en opgave eller vi kun tage udgangspunkt i noget jeg havde skrevet og så snakke videre derfra. Så jeg synes at supervisionen med vores refleksion og derigennem læring var vellykket og meget behagelig.
I forhold til at have kontakt med Sundheds CVU Nordjylland, så var det meget begrænset, jeg har selvfølgelig været tilknyttet uddannelsens internationale medarbejder, hvis der skulle blive noget. Men jeg har heller ikke følt et stort behov for at have kontakt. Jeg følte mig gennem hele opholdet særdeles godt varetaget af min kliniske vejleder og så min kontaktlærer, som kun havde os 4 internationale studerende at være kontakt for. De har begge været gode til at være opmærksom på mere end blot min faglige udvikling. Jeg har kun haft kontakt med skolen et par gange for at få styr på nogle praktiske ting, som skulle tages stilling til hjemme i Danmark. Men for mig og min personlighed har det været yderst tilfredsstillende at vide at der var en jeg kunne kontakte hvis der skulle blive behov, men samtidig at jeg ikke skulle skrive hjem og fortælle hvordan det gik hele tiden.
Nu har jeg jo været der i forbindelse med klinisk undervisning, så decideret selvstudier er jo lidt besværligt. Men vi har haft fuld adgang til Helsehøgskolen og medicinuddannelsens bibliotek, som var ganske velassorteret, når vi arbejdede med ugerapporter. Selvom jeg er vant til et godt bibliotek fra Aalborg var deres bibliotek alligevel meget imponerende. Specielt fordi der jo også var mange flere lægefaglige bøger end hvad vi har. På den måde var der rig mulighed for også at se de kommende radiologers syn på radiologi/radiografi og hvad deres behov for billeddiagnostisk materiale egentlig er.
Efter at jeg er kommet hjem til Danmark må jeg vurderer at mit faglige udbytte i forhold til det praktisk arbejde med patienter i praktikken ikke har været ligeså stort som det jeg har en forventning om at jeg kunne have opnået herhjemme. Derimod har det faglige udbytte af den refleksionsmæssige del af praktikken været ganske meget større end hvad jeg nogensinde har oplevet før. Så jeg er måske ikke blevet så rutineret i forhold til de forskellige arbejdsgange på røntgenafdelingen, men jeg er blevet meget mere reflekterende i forhold til alle de oplevelser som jeg får som radiograf, og samtidig har jeg jo også opnået en kompetence i at forholde mig konstruktivt kritisk til et andet lands opbygning af deres sundhedsvæsen. Det kunne jeg ikke have lært ved at have praktik i Danmark.
Praktiske forhold
Min planlægning- og ansøgningsfase var ganske ukompliceret, i særdeleshed fordi ansøgningsskemaet er så let at udfylde. Jeg startede i meget god tid. Det var der flere grunde til; jeg vidste jo at jeg ville af sted, så jeg kunne ligeså godt få alt det praktiske ud af verden så tidligt som muligt. Derudover ville jeg gerne have mest mulig tid til at søge legater og stipendier i. I forhold til at søge tidligt, så medførte det primært, at jeg bare kom til at vente lang tid på besked om jeg var blevet optaget. I forbindelse med ansøgningen fik jeg god hjælp af min uddannelses internationale koordinator. Han formidlede kontakt, da der kom lærer fra min kommende værtsinstitution på studiebesøg i skolen i Aalborg, så jeg kunne få svar på mange af mine spørgsmål.
Derudover hjalp ham mig med at læse min ansøgning igennem og sende den. I forhold til at få god tid til at søge legater var det ret svært. Der er ret få legater som er egnede for radiografstuderende eller som er egnede for en relativ kort praktikperiode. Samtidig fik jeg først besked om at jeg var optaget efter at jeg havde startet en anden praktikperiode, som tog meget af min energi. Jeg endte med at modtage et legat fra Nordplus og et fra min fagforening – Foreningen af radiografer i Danmark.
På radiografskolen i Tromsø er man vant til at modtage mange udenlandske studerende og har et godt samarbejde med universitets studenterorganisation og deres boligformidling. Så allerede da jeg hørte fra Tromsø første gang fik jeg besked om at jeg nok skulle få et sted at bo, så det var meget beroligende. Men derefter gik det lidt langsomt. Jeg ansøgte om en bolig gennem et ansøgningsskema fra internettet, og da der gik lang tid kontaktede jeg min kontaktperson på radiografuddannelsen. Jeg ville jo gerne vide hvor jeg skulle bo, så jeg kunne give min nye adresse til familie og venner. Men der fik jeg at vide at jeg ikke skulle forvente at få min adresse før en uges tid før jeg skulle rejse. Så jeg måtte væbne mig med tålmodighed. Da jeg endelig fik besked om en lejlighed fik jeg et kollegieværelse til 2345 norske kr. om måneden. Til kollegieværelse hørte fælles bad og toilet på gangen og et fælleskøkken som skulle deles med 8 andre lejligheder. Det synes jeg var meget dyrt, dyre end min 2 værelseslejlighed i Aalborg. Men da jeg kom til Tromsø fandt jeg hurtigt ud af, at det egentlig var ganske billigt i forhold til de generelle boligpriser. Jeg kunne have kommet til at bo lidt billigere i samme boligkompleks, men også meget dyrere både i boligkomplekset og i de fleste andre boligområder. I forhold til at skulle dele diverse faciliteter med andre mennesker var det til tider en anderledes oplevelse. Der var en stor udflytning og mange studerende med forskellige nationaliteter, så der var en del ting som jeg skulle vænne mig til og acceptere. Så selvom det var et fint tilbud at man kan være sikker på at få en bolig når man rejser til Tromsø, så var jeg meget glad for at jeg kun skulle bo der i 3 mdr. Det var ikke kun boligpriserne der var høje i Tromsø.
Alt i Norge er dyrt, i særdeleshed fødevarer. Jeg har på de 3 måneder som jeg var i Tromsø brugt flere penge på mad end jeg ville have brugt på et halvt år herhjemme. Jeg vidste godt at Norge generelt er et dyrt land inden at jeg rejste derop, men jeg blev alligevel meget overrasket over priserne. Og selvom jeg første at spare og købe effektivt ind har jeg brugt mange flere penge end jeg havde sat af til mad og forventet at bruge. Det var ikke kun madvarer som var dyrere, også den offentlige transport som vi var afhængige af var relativ dyr. Til gengæld var den enormt effektiv med plastikkort med magnetstriber og aflæsningsmaskiner i alle busser og samtidig var det meget rettidig. Uanset hvordan vejret var eller hvor meget sne der var, kom bussen til tiden.
I Tromsø var man vant til mange udvekslingsstuderende, så der var etableret en, i teorien, udmærket tutorordning. Alle nye studerende bliver tildelt 2 faddere inden man rejser til Tromsø, så man kan lære hinanden lidt at kende inden afrejsen. De 2 faddere møder en i lufthavnen, hvis de ellers har mulighed for det, følger en til den nye bolig, og har altid købt madvarer ind til de første par dage. Det var en fin ordning, men i mit tilfælde var det også den eneste gang at jeg så mine tutorer. Mine tutorer var 2 unge piger der netop var startet på 1.semester, og de virkede meget usikre på deres opgaver. I lufthavnen måtte jeg henvende mig til dem i stedet for at de opsøgte mig. Jeg havde ingen gavn af de faddere som jeg fik stillet til rådighed. Jeg så dem kun dag de hentede mig i lufthavnen, og så mødte jeg den ene af dem til en international pizzaaften for udenlandske helse-studerende og deres tutorer. De kontaktede mig ikke i al den tid jeg var i Tromsø, for at høre om hvordan jeg havde det. Men selvom hvis jeg havde snakket mere med dem ville jeg formodentlig ikke have fået så meget ud af det, da vi var på 2 meget forskellige stadier i vores uddannelser. De var begge første års studenter med minimal klinisk erfaring, og jeg er sidste års student og ude i min allersidste praksis før jeg bliver færdig som radiograf til sommer. Derover virkede de også, helt naturligt, mere optaget af at være nye studenter med alt det nye og spændende som det medfører sig end af at være fadder for mig. Hvis jeg skulle have haft noget konstruktivt ud af fadder-ordningen, så tror jeg at jeg skulle have været tildelt en fadder på cirka samme studie-trin som mig selv, og allerhelst en som jeg kunne have praksis med. Men dette kunne måske have været svært at finde. I det mindste ville en 2 års studerende have været meget bedre end en 1 års studerende.
Af andre kontaktpersoner havde jeg min kliniske vejleder, som var en meget behagelig og en god opmærksom vejleder både i forhold til det faglige, men også det sociale omkring at være i et andet land. Derudover havde jeg også en kontaktlærer fra radiografuddannelsen, hvis primære opgave var at følge vores teoretiske udvikling i praktikken, sådan en lærer har alle studerende. Men den kontaktlærer som jeg havde, var kun kontaktlærer for udvekslingsstuderende, og hun gjorde meget mere for os end bare at være lærer. Hun lånte sine egne ting ud til os hvis vi manglede nogle; tv, radio, jakker, ski… og inviterede os alle hjem til sig selv til middag. Så det virkede bestemt som om både min kliniske vejleder og min kontaktlærer var interesserede i os som mere end bare en del af deres job, og var i høj grad med til at gøre hele opholdet til en god oplevelse.
Perspektivering
I det store hele er der ikke store forskelle på hvordan klinisk undervisning afvikles i Danmark og i Norge. De største forskelle er ligger i hvor ofte og hvor meget vejledning/struktureret refleksion der forekommer. I Tromsø var vejledningen meget struktureret, og som udgangspunkt har alle studerende en times refleksion om ugen sammen med den kliniske vejleder og den kontaktlærer som man er tilknyttet. Det er meget mere end hvad jeg har været vant til i mine tidligere praktikker, hvor de kliniske vejledere også har indgået i det normale rul i afdelingen. I Tromsø var vores kliniske vejleder som tidligere beskrevet ansat til kun at arbejde i dagtid, hvor de fleste studerende er i praksis. I forhold til den norske radiografuddannelse er vores uddannelse 6 måneder længere, og de 6 måneder er ren klinisk undervisning, som jeg allerede havde haft inden jeg rejste til Norge. Det vil sige at jeg havde mere klinisk erfaring end mine medstuderende på afdelingen, men blev behandlet nøjagtig som de andre. De kaldte os alle for sidsteårsstudenter, men tænkte ikke over at der var forskel på vores kompetencer.
Det som jeg havde sværest ved at acceptere var hvor uvillige personalet på afdelingen var til ændrer deres vaner for at gøre det muligt for mig at indfri flest mulige af mine mål. Jeg havde bl.a. nogle mål om kvalitetssikring og -udvikling, som de norske studerende ikke havde, og i stedet for at tilpasse deres rutiner så jeg kunne komme til at være med til møder om kvalitetssikring mv. og dermed indfri de mål, så fik jeg besked på at det var områder, som de ikke havde studerende til at deltage i. Og derfor kunne jeg ikke være med. Det samme gjorde sig gældende med det mål om at kunne styre et undersøgelsesrum selvstændigt. For at indfri dette mål kræver det lidt mere end blot en uge i et rum, specielt fordi jeg jo var helt ny i afdelingen, og det kunne ikke lade sig gøre.
Jeg måtte rotere rum ligesom alle de andre studerende, uanset om mine mål var anderledes end de andre studerendes. Generelt kan man sige at det ikke er uden grund at vi i Danmark joker om, at nordmænd selv synes at de er verdens bedste. Det er min helt klare opfattelse at rigtig mange nordmænd ubevidst føler at de er verdens bedste til det meste. Mange gav udtryk for at de bl.a. ikke kunne forstille sig en anden form for sundhedsvæsen end den de har, alt andet ville ikke kunne fungere. På de forskellige undersøgelsesrum var de også ret modvillige til at høre forslag til nye måder at fotografere på, positionere på mv. for den måde, som de gjorde et bestemt ting på havde de gjort i lang tid og det måtte jeg bare lære at gøre tilsvarende.
Min egen vurdering af mit udvekslingsophold er at jeg fagligt ville have lært mere ved at være i praktik på en røntgenafdeling i Danmark. De faglige mål som jeg havde der var tilsvarende de norske studerendes var ganske lette at få opfyldt. Mens de mål som krævede mere end de norske studerende var noget svære at få lov/mulighed for at indfri, da de ligesom ikke kunne differentiere mellem deres erfaringer/kompetencer og de kompetencer som jeg havde. Og på det grundlag fik jeg faktisk ikke indfriet alle de mål som mine danske medstuderende har opnået i samme praktikperiode. Men når det er sagt så er mit personlige udbytte af praktikopholdet stort. Jeg har lært meget om mig selv, hvordan man kommunikere med mennesker som ikke altid forstår hvad man siger, hvordan jeg skal reagere i forskellige uvante situationer. De mange ting som jeg har lært om mig selv ville jeg aldrig kunne have lært hjemme i Danmark, for der vil jeg ikke være sat i de situationer som jeg klarede i Tromsø. Så hvis man skal på udveksling på 6. semester, så skal det ligeså meget være for oplevelsens og udfordringernes skyld og ikke hvis man har høje faglige ambitioner.
Jeg kan klart anbefale andre at tage på udveksling i forbindelse med uddannelsen, men på baggrund af at have snakket med andre udvekslingsstuderende og mine egne oplevelser vil jeg foreslå at man overvejer om man eventuelt har en studiekammerat som man kan rejse sammen med. Jeg har snakket med flere som er rejst til Tromsø 2 og 2, og de har fået meget mere ud af fritiden, end jeg fik alene. Det er lettere – og sjovere – at tage på ture når man ikke er alene. Men hvis man vil rejse alene er der også helt fint, Tromsø er en studieby, og en meget venlig by, hvor folk er meget hjælpsomme hvos man har brug for hjælp.
