Læs her hvad studerende siger om uddannelsen, og hvad uddannede radiografer fortæller om jobbet.

Tæt på mennesker
Man må absolut ikke være bange for at komme tæt på andre mennesker - det kan slet ikke undgås som radiograf.

Radiograf ved et uheld
Michael Munk brækkede som dreng sit ben. Siden har han været bidt af røntgenbilleder.
Jeg valgte at søge ind på radiografstudiet, fordi jeg syntes, at et job som radiograf lød spændende. Som radiograf byder hverdagen både på tekniske udfordringer og menneskekontakt.
Selve måden uddannelsen er bygget op på tiltalte mig også, fordi jeg tidligere har haft en udfordring i at være skoletræt. Når man læser til radiograf varer ét modul kun 10 uger (der er 14 i alt), og hvert modul byder på nye udfordringer – nogle på skolen og andre i praksis. Min studietid er derfor fløjet afsted. Det har været en rigtig fed tid, hvor jeg selvfølgelig har udviklet mig fagligt, men i særdeleshed også på det personlige plan.
Nu er jeg nået så langt i min uddannelse, at jeg har arbejdet med alle modaliteter. Drømmen for mig ville være at arbejde et sted, hvor jeg kan få lov at veksle mine dage mellem de forskellige modaliteter. Jeg har særligt nydt at arbejde ved MR-scanner, fordi det teknisk er en stor udfordring, og derudover har man længere patientkontakt med den enkelte patient, da undersøgelsestiden ved en MR-scanner typisk er meget længere.
Jeg har igennem min studietid været aktiv både lokalt som studierådsformand for de radiografstuderende på UCN, men også på landsplan har jeg været aktiv som landsformand for de radiografstuderende som er medlem af fagforeningen ”Radiograf Rådet”. Når jeg er færdiguddannet, er drømmen også at fortsætte med at være aktiv i Radiograf Rådet.
Det er svært at vælge, hvad der er det bedste ved min uddannelse, for der er rigtig mange ting som gør at jeg er vild med min uddannelse. Vi får lov til at arbejde med mennesker og dermed muligheden for at gøre en forskel.
Én anden ting, som jeg synes er rigtig godt ved uddannelsen, er, at jeg aldrig bliver studietræt. Uddannelsen er bygget op således, at vi er ca. 50 % i praktik og 50 % på skolen, vekslingen mellem teorien og praksis er optimal på rigtig mange måder.
At gå på UCN er helt fantastisk. De rammer som de studerende har skabt for os medstuderende er helt suveræne. Vi har en tæt kontakt på tværs af uddannelserne, både fordi vi møder hinanden i vores fælles café miljø, men også fordi vi f.eks. på modul 5 bliver krydset på tværs af uddannelserne og skal løse opgaver i fællesskab. Et modul som jeg særligt nød. Jeg elsker at møde nye mennesker, og det er der rig mulighed for her.
Vi er rigtig gode til at lave sociale aktiviteter på tværs af radiografholdene, således at alle har mulighed for at lære hinanden at kende. Det kan man drage stor glæde af i form af faglig sparring, men vi radiografstuderende er også altid dem, der møder talstærkt op til fredagsbarerne, hvor alle sundhedsuddannelser er inviteret. Vi radiografstuderende er bare lidt sejere end de andre studerende på skolen :P
Jeg har fra dag 1 været aktiv både lokalt som studierådsformand for de radiografstuderende på UCN, men også på landsplan blev jeg hurtigt aktiv som landsformand for de radiografstuderende som er medlem af fagforeningen ”Radiograf Rådet”. Jeg kan godt lide at have medindflydelse på det miljø jeg færdes i, og samtidig møder jeg utrolig mange engagerede mennesker, som det er en fornøjelse at arbejde sammen med.
Et ”must have”….mmh nogen ville måske umiddelbart tænke at man forud for uddannelsen skal have god forståelse for fysik, kemi, matematik for at vælge en profession som radiograf. Jeg tænker, at det kan man lære. Selvfølgelig vil man nemmere komme igennem uddannelsen, hvis man har god for forståelse for de fag, men det kan tillæres. Noget man ikke kan lære er ”empati”. Ved empati forstås evnen til at genkende og forstå andres følelser. Det er for mig et ”must have”, når man vælger at arbejde med mennesker!
En oplevelse som har gjort særlig indtryk på mig, var engang i praktik, hvor en lille pige på ca. 6 år skulle have taget røntgenbilleder, fordi man havde mistanke om, at hun havde brækket sin arm. Jeg holdt mig i baglokalet, fordi hun var skræmt. Min tanke var at jo færre mennesker i hvid uniform, hun skulle forholde sig til, jo bedre.
Desværre nægtede pigen at samarbejde, så de kunne positionere hendes arm på billedpladen. Hun græder, hun bliver tilbudt legetøj, juice, men intet hjælper. Mens moderen og personalet snakker henover hovedet på pigen om, hvorvidt de skal stoppe undersøgelsen, får den lille pige og jeg øjenkontakt igennem blyruden, hvor jeg står gemt bag. Hun kigger på mig med skræmte bedende øjne og siger svagt: ”Hjælp mig”. Jeg vælger at gå ind i rummet og sætter mig på gulvet foran hende og snakker til hende. Der er øjeblikkelig positiv kontakt mellem den lille pige og mig.
Det bliver lynhurtigt bemærket af personalet som lister et blyforklæde ind til mig, og derefter forlader rummet for at give mig plads til at guide pigen igennem undersøgelsen. Vi får taget de billeder som vi skulle bruge.
Den forskel jeg gjorde for den lille pige, vil jeg aldrig glemme. Hun var synligt skræmt af situationen, og vi som sundhedspersonale skal huske på, at mange af vores patienter er skræmte, men måske knapt så synlige med deres følelser, som den lille pige var. Udover at jeg sætter en ære i at lave gode billeder, så sætter jeg også en stor ære i at patienten går hjem med følelsen af at have fået en tryg og god behandling.