• Til forsiden
  • Biblioteket
  • Its Learning
  • Kontakt
  • Læs op
  • Sitemap
  • Print
  • It
  • Formindsk tekstst?rrelse Forst?r tekstst?rrelse
  • Visit our English website ucnorth.dk
  |  
Du er her:

Ulrich Veje

Ulrich Veje læser til radiograf på UCN

 

STUDERENDE FORTÆLLER OM UDDANNELSEN

Perfekt kombination af teknik og mennesker

Ulrich Veje fortæller om at læse til radiograf: Du skal være kreativ for at kunne gennemføre undersøgelser på den rette måde.

 

1) Hvorfor har du valgt at læse til radiograf?

Jeg startede faktisk med at ville være lydtekniker efter i mange år at have spillet musik. Så faldt jeg over radiografuddannelsen, som ud over teknik også indebærer at arbejde med mennesker. Det lød lige som noget for mig, så det skulle prøves af.

 

I dag har jeg absolut ikke fortrudt mit valg og er glad for, at mit fremtidige arbejde består af en kombination af teknik og store maskiner og at være i kontakt med en masse forskellige mennesker hver dag.
 

 2) Hvad drømmer du om at arbejde med, når du er færdig med studiet?

Som radiograf er man som regel ansat på en radiologisk afdeling på et sygehus. Jeg vil gerne arbejde på en stor afdeling, hvor der hele tiden er udvikling af udstyr, undersøgelses- og behandlingsmetoder, så der kan tilbydes den bedste behandling og diagnosticering til patienterne.

 

På sigt er min drøm at komme til en krigszone, f.eks. Afghanistan, og arbejde på et felthospital. Det kræver stor ekspertise inden for faget og man skal kunne udvise selvstændighed og kreativitet i pressede situationer på en sådan ekstrem-skadestue.
 

3) Nævn tre spændende ting ved din uddannelse

  • De mange forskellige scannere og andet udstyr til at lave billeder af menneskets indre. Der er hele tiden en rivende udvikling inden for billedudstyr, hvilket medvirker til, at man hele tiden skal opdatere sin viden og kompetencer og gør det alt andet end kedeligt at være radiograf.
     
  • Man skal være kreativ! Nogle gange skal man have patienterne til at indtage nogle lidt alternative positioner eller få dem til at holde vejret i et kort stykke tid for at få taget nogle gode røntgenbilleder. Hvis patienten har smerter eller måske er bange for, hvad der skal ske, og det på den måde er svært for dem at deltage, så kræver det, at man kan tænke ud af boksen for at få gennemført undersøgelsen på den rette måde. Det er en stor succesoplevelse, hver gang en nyudtænkt, alternativ løsning lykkes.
     
  • At være i skadestuen er altid spændende. Ikke to dage er ens.

4) Nævn tre ting, der har udfordret dig

  • At skabe en god kontakt til sin patient på den relativt korte tid, man har til hver undersøgelse, er altid en udfordring. Jeg er blevet meget bedre til det, siden jeg startede på uddannelsen, men en god kommunikation og omsorg for patienterne er noget, man udvikler gennem hele livet, for der er altid mere at lære på det område.
     
  • Undervisningen i fysik, som er grundlæggende for at forstå, hvordan de forskellige scannere fungerer og hvordan de påvirker vores krop. Jeg har aldrig rigtig været den store fysik-nørd i hverken folkeskolen eller gymnasiet, men jeg har udviklet min interesse gennem studiet og er i dag meget glad for fysik.
     
  • Jo længere du kommer i uddannelsen, jo mere overblik får du og dermed også mere ansvar. I starten har man rigeligt at se til med bare at have styr på kommunikationen med patienten, og at det tekniske kører. Når det så sidder på rygraden, så skal man også kunne overskue alt det organisatoriske på en radiologisk afdeling, så som at planlægge dagsprogram og meget andet - dét er en udfordring, som kræver overskud!

5) Hvad har du fået ud af uddannelsen på det personlige plan? 

Jeg er blevet meget bedre til at kommunikere og er opmærksom på dem, jeg har rundt om mig på en anderledes måde. Undervisningen i relationer har åbnet mine øjne for forskellige teknikker til at tilpasse min kommunikation og omsorg over for andre i min hverdag.

 

6) Hvordan er studiemiljøet?

Der er op til 28 studerende på hvert hold på radiografuddannelsen, så der er god mulighed for at lære alle at kende, inklusiv sine undervisere.

 

Man inddeles i studiegrupper på mellem 5 og 6 studerende og der lægges stor vægt på, at man bruger hinanden til at læse og løse opgaver.


I uddannelsen er man halvdelen af tiden i praktik og resten af tiden i forskellige teoretiske forløb på skolen, så det er lige noget for den lidt skoletrætte, som ikke har lyst til at bruge al sin på skolebænken i et klasseværelse. En del af undervisningen i de teoretiske forløb foregår over nettet, og man er på den måde selv meget herre over, hvordan man tilrettelægger sin tid i hverdagen.


Radiografforeningen på skolen holder ca. to gange årligt en fest for alle de radiografstuderende, og herudover er der også en del skolefester og fredagsbarer, så der skulle være masser af aktiviteter for den festglade.

 

7) Hvis du skulle anbefale din uddannelse til andre, hvad ville du så sige?

At det er den perfekte kombination af teknik og dét at arbejde med mennesker.

 

8) Hvad siger andre, når du fortæller, hvad du studerer?

”Skal du være radiovært?” eller ”Er du så sådan en, der sender morsekoder?” er nogle af de mest typiske kommentarer jeg får, men folk ved faktisk mere og mere om uddannelsen, bl.a. pga. de seneste års ”Hvid Zone”-kampagne for bl.a. radiografuddannelsen.

 

9) Hvilken ting er et ”must have” på din uddannelse?

Man må absolut ikke være bange for at komme tæt på andre mennesker - det kan slet ikke undgås som radiograf.

Det er nok også en meget god idé at, at man er en smule interesseret i fysik. Ikke at man skal kunne noget på forhånd, for man lærer det hele under uddannelsen, men det er ikke godt at være afvisende over for det – så bliver det ikke let.

 

10) Fortæl en sjov eller tankevækkende oplevelse, du har haft i løbet af din uddannelse

Når en patient trykker din hånd og takker dig for god behandling, giver det en helt speciel følelse indeni. Selvom du måske har en dårlig dag, så bliver den lige pludselig til den bedste dag, og resten af den kan kun gå bedre derfra.

 

At en patient, som måske har haft smerter og har været bange under undersøgelsen, fortæller dig, at du fik vedkommende til at føle sig godt tilpas, så er du ikke til at pille ned igen og resten af dagen oser du af selvtillid. Dejligt!
 

UCN STUDIEGUIDE 2012

Sidst opdateret 25-01-2012 af Anne Bollerslev
Professionshøjskolen University College Nordjylland   |   Aalborg   |   Hjørring   |  Thisted  |  72 69 00 00  |   ucn@ucn.dk   |   RSS-feeds fra UCNNyheder   |   UCN på Facebook  UCN på YouTube