Rejsebrev fra Tanzania

 

Camilla Lund Andersen, efterår 2011

 

 Del 2:

 

Klinikkerne

Under vores ophold i Mugumu besøgte vi tre klinikker; Imara, Sedidea og RCH. De første vi besøgte var Imara og Sedidea klinikkerne som var beliggende lige overfor hospitalet. Vi var desværre lidt uheldige, da der blev afholdt supervision i den tid, hvor vi skulle være der og megen af personalet derfor var fraværende.

 

Vi fik dog en meget grundig rundvisning af klinikkerne mens de omstændigt forsøgte at forklare os hvad formålene var. Overordnet tjente klinikkerne tre formål; Testning- og rådgivning af borgere med - eller med mistanke om HIV/AIDS, hjælp til forældreløse og handicappede.

Klinikkerne tilbød en service ved navn: “Home-caring” som var ensbetydende med at en rådgiver havde mulighed for at komme ud i hjemmet, og tilbyde hjælp og støtte- eller dette var ihvertfald teorien bag konceptet. I realiteten var det dog ikke så ligetil.

 

Disse to klinikker var ikke sponseret af regeringen, men af donationer. Vi oplevede klinikkerne i en tid hvor ressourcerne var få. Udover “home-caring” tog de også ud på skolerne til eleverne i secondary school og holdte foredrag om “life skeels”, som vi forstod kunne sammenlignes med den seksualundervisning vi modtager i folkeskolen. De tilbød også mulighed for at blive testet for HIV/AIDS.

 

Vores fornemmelse er, at når ressourcerne er der tjener klinikkerne et godt formål for samfundet.
RCH klinikken, der lå ca. 1 km fra hospitalet, var sponsoret af regeringen, og oplevede derfor ikke samme problematikker som de to øvrige. Denne behandlede, samt sørgede for at følge gravide og teste dem for HIV/AIDS og malaria. Hvis de blev testede positive for fx malaria, havde de mulighed for at behandle denne uanset aldersgruppe. Derudover sørgede de også for, at børn op til 5 år fik de vacciner de skulle have.

Det var rigtig dejligt at opleve et sted der kørte “godt”, men de stod heller ikke overfor de samme problematikker som de to ovenstående klinikker, da man her kunne bestille og få de varer der manglede.

 

Kisare Nursing- and Midwifery school.

I Tanzania uddanner man sig både til sygeplejerske og til jordemoder på to år. Tidligere tog sygeplejerske uddannelsen fire år, men pga af mangel på jordemødre lavede regeringen det om til en fælles uddannelse på blot to år.

På Kisare Nursing- and Midwifery School starter andenårsstuderende i midt september, og første års studerende starter til oktober
Det første år modtager de undervisning, i bl.a i anatomi og fysiologi og i deres fortolkning af Virginia Henderson. Andet år bliver de uddannet til jordemødre. Generlt har de meget mere praksis end teori i deres uddannelse i forhold til vores. Vi fornemmer en distance mellem teori og praksis, bade blandt de studerende samt de færdiguddannede sygeplejersker, da de har svært ved at begrunde og argumentere for deres udførsel af sygepleje.

Den sidste del af vores ophold skulle foregå på skolen med undervisning og observation. Men pga et tilbagevendende problem med manglende betaling fra fra de studerende og udeblivende lærer startede skolen først ordentligt den sidste uge.

Vi havde hjemmefra forberedt undervisning til førsteårsstuderende i bl.a. hygiejne og HIV/AIDS, men grundet deres sene start, underviste vi istedet i HIV/AIDS til andenårsstuderende. Vi fandt efter undervisning ud af, at det var den eneste undervisning de studerende ville modtage om dette emne, inden eksamen. Dette gjorde os i tvivl om hvorvidt vi formåede, at indfrie deres læringsudbytte.

 

Men Mr. Kepher, som var tilstede under undervisningen forsikrede os om at det gjorde vi. Dette fik os til at reflektere over deres uddannelse og standarden – siden to sygeplejerske studerende kunne undervise i så vigtigt et emne, i et land hvor HIV/AIDS er så udbredt.

Alt deres undervisning foregår på engelsk, dette oplevede vi som et problem for nogle af de studerende, da ikke alles engelske fædigheder var lige gode. Derudover var undervisningsformen autoritær fra lærerens side, set i lyset af at de studerende ikke deltog- eller stillede spørgsmål under undervisningen, men blot lyttede og skrev. Vi oplevede ikke reflektioner under undervisningen, som vi gør meget ud af derhjemme.

 

NDDH – Nyerere Designated District Hospital
NDDH er det hospital der dækker Serengeti området, hvilket er ensbetydende med at mange må rejse langt for at få behandling.

På hospitalet er der bl.a en fødeafdeling, børneafdeling (6 mdr- 5 ½ år), en herreafdeling (5 ½ år og opefter) og en dameafdeling (5 ½ år og opefter), hver enkelt afdeling er opdelt med et kirurgisk- og et medicinskafsnit. Til hver afdeling er der VIP-stuer, dvs enestuer med eget bad og kok. Deudover er der bla. To operationsstuer (der udfører operationer hovedsageligt mandag, onsdag og fredag), et tandlægeafsnit og et røntgenafsnit.

En indlæggelse er dyr for den enkelte patient, medmindre du er ansat af regeringen, så betaler de for indlæggelsen for både dig og din nærmeste familie. Dog er størstedelen i dette område landmænd, og derfor ikke ansat af regeringen som fx lærer, sygeplejersker, læger osv. Så alt afhængig af hvad man skal have foretaget koster det fx. For en urinprøve 1000 tzh (4 kr, ikke meget i Danmark men meget her).

Når man er indlagt er man afhængig af ens pårørende, der bl.a. skal sørge for mad, personlig hygijene, tøj, lagner, medicin, sterile handsker til jordmødre m.m., dette kan godt være problematisk, hvis man ikke har finanserne til en indlæggelsen eller pårørende til at tage sig af én.

 

Vi havde kun en uge på hospitalet grundet ramadanen og vores besøg på klinikkerne. Denne uge skulle vise sig, at blive udfordrende for os begge på mere end én måde.
På trods af deres iver efter at indvie os i deres arbejdsgange og metoder, oplevede vi ofte store kommunikative problemer, så vi fik tit ikke svar på vores mange spørgsmål om diverse procedure og behandlinger.

Og det gjorde det ikke nemmere at de havde en forventning om, at vi skulle være en del af arbejdskraften, hvilket vi ikke kunne pga vores forsikring og deres anderledes arbejdsmetoder. Vi måtte bl.a. forklare at vi ikke havde forsikring eller den faglige baggrund for at assistere til hverken et kejsersnit eller en fødsel, men kun kunne observere, hvilket også var en oplevelse i sig selv. Som lægen sagde, så havde vi nok ikke det udstyr hjemme i Danmark som han brugte, da det var fra anden verdenskrig.

Men det sværeste for os skulle vise sig at være deres tilgang til patienterne. Vi oplevede sygeplejerskerne værende verbalt- og fysisk aggressive overfor patienterne, samt utrolige paternalistiske. Hvilket må siges at være den totale modsætning til vores tilgang til patienterne.

 

De hyppigste årsager til indlæggelse i området er: malaria, HIV/AIDS, pneumoni, gravide. Men en anden stor grund til indlæggelser I området er skænderier mellem ægtefæller og stammer. Vi oplevede bl.a. en 17 årig højgravid pige, der havde været spærret inde i en uge, med tre 10 cm store dybe infikseret kød sår på benene. Hendes mand havde påført disse skader med en kniv, grundet mistanke om utroskab. Vi fik af vide, at vold var et udbredt problem i området, og ofte blev de indlagt for sent. Mange benytter ofte den lokale “heksedoktor”, hvilket forværrer situationen.

 

Oplevelser og erfaringer med i bagagen

Denne rejse har udvidet vores horisont både personligt, men også fagligt. Det har ikke alt sammen været en dans på roser, men samtidig har de svære tider også været dem der har været mest lærerige.
Vi er blevet imponeret over deres tro, åbenhjertelighed og den taknemlighed de viser for selv de mindste ting. Det har fået os til at sætte vores eget priviligeret samfund i perspektiv, og værdsætte dette.
Der er ingen tvivl om dette har været en uforglemmelig oplevelse, som vi ikke ville have været foruden.

Camilla Lund Andersen. Hold s08s