Rejsebrev fra Mugumu, Tanzania

 

Mia Kristine Rosenberg Isaksen, efterår 2011

 

Del 1:

 

Fredag d. 19/8 stod vi spændte i Aalborg lufthavn, og skulle tjekke ind og flyve kl. 06.30 til Amsterdam, og derfra videre til Nairobi

Vi havde en enkelt overnatning i Nairobi som foregik på en såkaldt camp. Til vores overraskelse var det koldt, da vi ankom til Nairobi og vi blev nervøse for om vi nu havde taget varmt nok tøj med. Vi fik sovet tre små timer og så var vi på farten igen- denne gang med fly til Zanzibar, hvor vi havde valgt at tage en uges ferie før vores ophold i Mugumu.

 

Da vi ankom på Zanzibar var det første vi mærkede en dejlig lun brise- skønt. Fra lufthavnen blev vi fragtet til vores hotel: Pakachi Beach, hvor vi fik en dejlig varm velkomst med friskpresset juice og et “hakuna Matata” (“tag det roligt”, “slap af”).

Efter en uge på Zanzibar drog vi mod den længe ventede by Mugumu. Vi tog med en lokal bus fra Arusha hvilket skulle vise sig at blive en unik oplevelse. Da vi ankom til bussen hørte vi konduktøren stige ind i bussen, råbende mzungu (“hvide”). Det viste sig hurtigt at vi var de eneste hvide på bussen og dermed genstand for mange undersøgende og interesserede blikke. Busturen havde en varighed af 11 timer, med en hastighed på ca. 120 km/t på ikke-asfalterede veje (“rough roade”).

 

Bussen var fra start til slut propfyldt med passagerer hvoraf mange måtte stå. Turen ledte os igennem to nationalparker hvor vi til vores glæde så både elefanter, zebraer, antiloper, strudse og giraffer. Efter en lang og udmattende tur ankom vi endelig til Mugumu, hvor selveste hospitalsdirektøren Mr. Karamba stod og ventede på os. Han kørte os til “vores” hus på Kiasare nursing- and midwifery school, hvor vi skulle bo de næste seks uger.

I indgangen til huset stod Happiness- vores madmor med et varmt smil og frokosten allerede på bordet. Hapiness snakkede spasomt engelsk, men med smil og håndtegn fik vi det hurtigt til at fungere. Huset var stort med 3 værelser hvoraf 2 af dem havde opredte senge.

 

Der var en stor stue med sparsomt interiøre. Der var ingen ruder i vinduerne blot myggenet og tremmer samt et koldt betongulv. Vi var dog heldige at have eget bad og toilet- men med manglen på rindende vand betød det at en spand med vand på både toilet og i badet var en nødvendighed. Det var i begyndelsen en udfordring, men med tålmodighed og snilde blev dette dagligdag for os.

 

Vores sociale liv i Mugumu  

Hospitalet og sygeplejeskolen som er nærtliggende hinanden er placeret lidt uden for byen og er derved en anelse isoloret.
Da vi ankom var der nogle få lærere, som også boede på skolens grund. Men de første tre uger var der ingen studerende, da skoleåret først startede til september.

 

Det var derfor meningen, at vi skulle starte med tre uger på hospitalet og de omkringliggende klinikker. Men grundet ramadanen blev dette ikke tilfældet.

 

Vi var så “uheldige” at afslutningen på ramadanen foregik i vores første uge i Mugumu. Dette betød “hviledage” for hele byen- og dermed også os. Vi fik dog en kort rundvisning af hospitalet og dets personale. Alle var ivrige efter at vise os deres afdeling og udtrykte glæde over vores ankomst og så frem til at have os der.

 

Til nabo havde vi en dejlig familie, som tog imod os med åbne arme. Manden Mr. Kepher Were er lære på skolen og underviser i sygdomslære og rådgivning. Hans kone Mary er sygeplejerske på hospitalet. De har tre børn, hvoraf de to ældste på henholdsvis 11 og 14 år går i skole i Nairobi, Kenya. Mr. Kefer er en meget vidensbegærelig mand, der læser på universitet i Nairobi, ved siden af hans job som lære.

Hans højeste ønske, er at hans børn modtager en ordentlig uddannelse, hvilket han ikke føler at området her kan tilbyde. Deres yngste datter Blear på 3 år, er en hyppig gæst i vores hus. Familien har taget os med til kirke inde i byen, hvilket var en rigtig dejlig oplevelse.

 

Det foregik under åben himmel, og started med at en sygeplejerske holdte foredrag om sundhed i samfundet. Derudover var der masser af sang, og folket havde mulighed for at stille præsten spørgsmål om Gud og livet, det havde en varighed af ca. tre timer.

Endvidere blev vi inviteret til fin middag af både hospitalsdirektøren Mr. Karamba og af hospitalspastoren Mr. Mataga I deres hjem, hvilket var en rigtig hyggeligt og en dejlig oplevelse, med nogle gode diskussioner om bl.a. religion og sundhed.

 

Det kulturelle aspekt

Vi oplevede hurtigt de første par dage at alle hilste pænt og høfligt med et “Karibu (velkommen)”, “Jambo (hej)” eller “Habari (hvordan har du det)” når man passerede hinanden. Vi fandt ud af, at de fleste forventede at man kunne snakke Swahili- eller i det mindste fik det lært under ens ophold. Dette opgav vi dog hurtigt, da Swahili var et meget anderledes sprog med mange forskellige udtryk alt afhængig af hvilken stamme man kom fra.

Noget andet vi mente kendetegnede tanzianerne, var deres fornemmelse af tid. Hvilket viste sig at være ikke “eksisternde”. Hvis man havde en aftale, kunne man sagtens forvente at vente i halvanden time, før vedkommende kom. Et andet aspekt der kendetegnede kulturen, var hvis man fik besøg. Her ringede man ikke eller aftalte tid - det var skik at smide alt hvad man havde i hænderne og tog sig af sine gæster. Omvendt hvis man modtog en invitation ansås det for værende uhøfligt at afslå.

Et andet eksempel for graden af høflighed i denne kultur, var deres gavmildhed. Vi oplevede at vi ikke kunne hæve penge I Mugumu pga mangel på strøm, til vores donationer til hospitalet og sygeplejeskolen. Straks blev der af hospitalets revisor arrangeret en tur til Musoma, den nærmeste storby, der ligger tre timer væk.

 

Vi skulle hverken betale for mad eller benzin på turen. Samtidig fik vi i en fin rundvisning af Musoma, bare til glæde for os. Derudover blev vi også inviteret hjem til revisoren, hvor vi fik serveret mad, set hans hjem og mødte hans familie.

 

Religionens betydning

Religion er for indbyggerne i Mugumu et vigtigt holdepunkt i deres hverdag. Der bliver dagligt holdt prædikener bl.a. Af pastoren på hospitalet. Derudover bliver der også dagligt øvet på salmer til weekenderne, hvor der er længere gudstjenester på en varighed af ca. tre timer.

 

På sygeplejeskolen er der hver aften gudstjeneste, hvor det forventes af de studerende at de skal møde op.

Et eksempel på hvor stor en betydning religion har for dem, er også at der på hospitalet og sygeplejeskolen er labels hvor der fx står “study for your finals read the bible every day”, “pray until something happens” og “the church isn´t an exclusive club for saints but a hospital for sinners”.

Så man kan sige at religion har en meget fremtrædende og betydningsfuld rolle for deres samfund.. Og det er uanset om man er muslim eller kristen. Vi mødte ikke mange muslimer, men hver morgen kl.05.00 kunne vi høre bøn fra moskén.

Vi havde nogle snakke med forskellige omkring religion og dennes betydning for dem kontra største delen af vores samfund. Og vi mødte i denne sammenhæng megen uforståenhed og medlidenhed. En kvinde spurgte os om “But then who is your savior?”, hvor til vi blev lidt mundlamme og svarede os selv.

Vi blev dybt imponeret over deres hengivenhed til religion, og dennes betydning for dem.

 

Mia Kirstine Rosenberg Isaksen. Hold s08s