Kontakt
International medarbejder Ina Koldkjær Sølling
iks@ucn.dk - tlf.
International medarbejder Annemarie Dalsgaard
and@ucn.dk - tlf.
Rejsebrev fra Australien
Royal Adelaide Hospital, ward S5, Adelaide., forår 2008, Helena Jensen H06SA
Så er jeg ankommet, landet på fornemste vis med flyet, haft jetlag af en anden verden (sov 20 timer i et stræk det første døgn), pakket ud og er faldet godt til. Jeg var så heldig at få tilbudt at bo hos Adam Stewart, som er den person jeg har haft kontakt med under hele processen derhjemme. Hans kone er norsk, så vi taler skandinavisk sammen. Er virkelig beæret over hvor fin en gestus de har givet mig.
Den første uge har været overvældende, både med hensyn til informationer om mit praktiksted, et par møder på universitetet, at finde rundt, - men helt klart også på det personlige plan.
Heldigvis er jeg så heldig, at allerede inden ankomst har mig et godt netværk hernede. De australske sygeplejestuderende der har været på lignende ophold i Danmark har jeg holdt kontakten med, og de har været super søde til at tage mig med ud og se byen indtil nu.
Dag 3 jeg var her, havde den ene af pigerne allerede planlagt en tur ud til et sted som hedder Pondalowie, på Yorke Peninsula med hende og nogle andre venner. Jeg var hurtig til at takke ja til tilbuddet om at komme med.
Egentlig var det ikke planen at os tøser skulle surfe, for normalt er det ikke noget piger dyrker så meget hernede. Men jeg gør nu . Jeg spurgte om det var noget jeg muligvis måtte prøve, og fyrene synes
jeg var for sej, for det var ikke noget de var vant til piger gjorde så meget i. Billederne taler for sig selv.
Indtil nu (som altså kun er 1 uge inde i mit ophold) har jeg set kænguruer, delfiner og emu’er. Det er lidt anderledes end det man er vant til derhjemme.
Jeg er tilmed blevet såkaldt ”footy”-fan. Har været inde og se den australske udgave af football.
Med hensyn til storby-livet i Adelaide er det fantastisk. Der er gode parker, museer, kirker og faktisk noget for enhver smag. Den offentlige transport er lidt hektisk at finde ud af i starten, men al begyndelse er svær, og øvelse gør mester. Så jeg øver mig i at tage bussen endnu. Jeg har endnu ikke nået så meget, men har lagt planer for de næste par uger.
Det australske folk er super søde til at hjælpe, så hvis man har det mindste problem med noget, så er det bare at spørge. De er smilende og meget åbne for at hjælpe, specielt når de finder ud af man er fra Europa.
Hvis jeg skal nævne én negativ ting, er det varigheden af grønt lys på et fodgængerfelt. 8 sek., - jeg har selv talt. Der skal gås til når man skal over de store gader, for at nå det. Og ja for resten, her kører man i den forkerte side af vejen. Det skal man lige huske på når man skal over et sted hvor der ikke er et fodgængerfelt.
Hospitalet jeg skal være i praktik på ligger ca. 17 km væk fra hvor jeg bor. Det er beliggende lige midt i Adelaide, og hedder The Royal Adelaide Hospital, forkortet RAH. Så hver morgen skal jeg stå op kl. 6, for at nå toget ved 7 tiden, for at være i Adelaide en halv time senere og gå ca. 15 minutter hen til hospitalet. Min arbejdstid hedder sig at skulle forløbe fra tirsdag til fredag, fra 8 – 16.30. Altså har jeg fri hver weekend = lang weekend, til at komme ud og se noget og få nogle oplevelser med i rygsækken.
Afdelingen jeg skal på er kaldet S5. Her er plastikkirurgi, gynækologi, neurokirurgi og dermatologi. Så det er en god blanding af alt muligt. Min kliniske vejleder hedder Angelica, og hende har jeg indtil nu kun talt i telefon med og mailet lidt.
The Royal Adelaide Hospital fungerer som hospital for de folk som ønsker dette hospital som deres lokale og dem som ellers bor i nærheden. Af specialer på sygehuset er det næsten ubegrænset hvad der er her. Dette resulterer blandt andet i at der er næsten 900 sengepladser på dette ene hospital. Her kan man sammenligne med at hele Sygehus Vendsyssel (som er Hjørring, Frederikshavn, Skagen og Brønderslev sammen) har lige under 400.
Jeg har læst mig frem til at der på taget, er en såkaldt ”helipad”. Her flyver redningshelikopteren til og fra.
Med hensyn til hverdagslivet hernede, og det at være fremmed i en by som man skal kalde sit hjem de næste måneder er lidt svært endnu. Man skal ikke regne med at man hver weekend kan skeje ud. Der er pensum der skal læses, opgaver der skal laves (ugentlige opgaver sågar).
Der skal tilmed handles ind, laves mad og vaskes tøj. Det er jo ikke anderledes at skulle leve sit liv på det plan her, end derhjemme.
Hjemve er ikke noget jeg har stødt på endnu. Har simpelthen ikke haft tiden til det. Men jeg forberedte mig også godt hjemmefra, rent mentalt. Jeg fik sagt godt farvel til familien og vennerne. Jeg er tilmed klar over at jeg har mit bagland i orden, og at dette ikke forfalder mens jeg er ude og rejse, - de skal nok være der når jeg kommer hjem igen. Jeg har købt et kort, så jeg kan ringe hjem meget billigt. Jeg har aftalt at, dette gør vi ca. 1 gang om ugen, og mere eller mindre hvis det bliver nødvendigt.
Jeg er ved at være godt søvnig nu, har haft en hård første uge. Så jeg vil slutte og håbe at, i derhjemme får lidt ud af dette brev. Jeg vil snarest gå i gang med det næste, for oplevelser bliver der nok af.
Og så starter jeg jo snart i praktik, så der bliver der også helt klart en masse at fortælle.
Mange hilsner
Helena Jensen H06SA
Rejsebrev nr. 3.
Ja det er lidt tid siden sidst. Nu fandt jeg lige lidt tid og overskud efter de første uger i praktik er overstået.
Puha, de første dage i praktik var der mange informationer på en gang.
Den første dag jeg skulle møde på afdelingen blev jeg kastet lige ud i det, for der var rigtig travlt på afdelingen denne dag, og min kliniske vejleder var fuldt optaget af de patienter hun havde denne dag. Men jeg følte det var en god måde at komme ind på, da jeg herved skulle lære afdelingen at kende på egen hånd. Det blev til meget udforskning den første uge. Afdelingen hedder for resten S5, er beliggende på Royal Adelaide Hospital og subspecialet er reconstructive plasticsurgery. Der ud over har vi få gynae-oncology senge, og 2 sengepladser til dermatology. I alt 40 sengepladser.
Efter et par møder med forskellige vejledere som jeg er tilknyttet (i alt 4), - blandt andet en som hedder Patricia og en anden som hedder Angelica er der efterhånden styr på det hele, både mht. opgaver og ekstern klinik osv.
Mht. arbejdet på afdelingen vil jeg sige at morgenrapporterne er de sværeste. Det går meget stærkt, for nattevagterne vil gerne hjem efter en lang nat med mange patienter. At afdelingen har plads til ca. 40 patienter, bærer tempoet til morgenrapporten også præg af. Det engelske medicinske sprog er meget præget af forkortelser. Så her opstår der tit frustration for mit vedkommende, da jeg finder det yderst svært først og fremmest at skulle arbejde og oversætte sproget, og derefter finde ud af hvad hver forkortelse står for. Det er lidt ligesom at skal øve anatomi på ny, - man skal huske det hele i hovedet for det bliver brugt hele tiden. Men det går frem af.
Ting og procedurer som er så anderledes at jeg vil fremhæve dem:
- Rigtig mange tilfælde af MRSA (multirestistente bakterier)
- Hygiejnen er prioriteret lavere, ses blandt andet ved: Der bliver sjældent brugt handsker.
- Når der bliver redt seng, bliver puderne liiige lagt på gulvet.
- Når en patient bliver udskrevet skal sygeplejersken rengøre hans seng med bomuldsklud og vand og sæbe, så den er klar til næste patient.
- Der er ikke lige så grundig håndhygiejne som vi kender den.
- Hver patient har egen vaskebalje i sit sengebord, hvilket altså vil sige at den ikke bliver gjort ren fra dag til dag. Og man har kun en, altså samme til hoved og hale.
- Derudover er det okay at bære ring og armbåndsur, plus piercinger. (En af vores teamleadere er piercet i øjenbrynet, og er ca. 50 år)
- Mht. uniformer er dette også meget anderledes. Man klæder om hjemmefra og vasker derfor selv sit arbejdstøj. Som studerende skal man købe sin uniform på universitet, som er en hvid polo t-shirt og dertil skal man bære enten sorte eller marineblå bukser eller lang nederdel. Der er ingen navneskilt, men vi bærer ID-kort om halsen (her tænker jeg igen hygiejne?).
- De færdiguddannede sygeplejersker bærer en anden uniform, her er der to forskellige at vælge mellem. Herunder ses billede af mig med min vejleder (kvinden til venstre), vores afdelingssygeplejerske (manden til højre), hvor man kan se vores uniformer:
Hertil skal det siges at det er meget svært at vide hvem man snakker med, når man er på ”nurses station” (det vi ville omtale som sygeplejekontoret), for her er der altid folk. Ingen af dem er klædt i uniformer. De bærer eget tøj. Dette er blandt andet læger, socialworkers, diætister osv.
- Næsten alt hvad der skal foregå med patienten, foregår ved sengen. Her taler jeg om medicinadministration, herunder at medicinen bliver hældt op og tjekket ved sengen morgen, middag og aften (altså bliver der ikke doseret op til et helt døgn, som mange af os i Danmark kender det). Hertil vil jeg tilføje at al ordineret medicin er skrevet på et papir (eller flere papirer) i hånden. Der foregår ikke særlig meget computerarbejde på afdelingen, det resulterer i rigtig meget papirarbejde.
- Nu vi er ved papirarbejdet, kan jeg tilføje at hver patient har to kardex. Den ene kaldet ”bluefolder”. Heri skrives al ordineret medicin, væskeskemaer, præ – og postoperative skemaer osv. Altså er det både læger og sygeplejersker der bruger dette. Det andet kardex ligner lidt det vi i Danmark kender som en lægejournal, forskellen er blot, at her skriver alle de folk som har med patienten at gøre, hvad observationer de gør sig. Det er alt lige fra læge til diætist til socialworkers.
- Patientens mad bliver serveret ved sengen, - der er altså ingen opholdsstue. Mht. maden får hver patient hver morgen et lille menukort, hvor de skal krydse af hvad de ønsker at få serveret det næste døgn. Det er køkkenpersonalet der kommer med maden og rydder af igen.
- Mht. blufærdighed og påklædning.. – ja så er de lidt anderledes på den hernede. Der er stort set ingen patienter der har undertøj på når de er indlagt. Spørg mig ikke hvorfor, jeg må hellere få det undersøgt?! Patienttøjet er en knælang slå-om bluse som spændes i nakken og midt på ryggen med snore, så bagdelen er altså synlig?
- Hvis en patient har brug for en bækkenstol, dækkes han heller ikke til når han køres til toilettet. Dog har jeg de gange det har været nødvendigt, spurgt mine patienter om de ikke vil have et tæppe over benene i det mindste.
Ellers er det en rigtig lærerig afdeling. Jeg får set og lært meget om blandt andet sårpleje, da specialet jo er ”reconstructive plasticsurgery”. Derudover består meget af mit arbejde i medicinadministration, sårrensning, injektioner osv. Der har været nogle rigtig store og udfordrende sår, som jeg gerne ville have vist billeder af, men det er ikke lovligt at tage billeder på sygehuse.
Jeg har ikke haft tid til at opleve meget på det sidste. Dagene flyver af sted og jeg er meget træt efter en lang uge, når vi nærmer os fredag.
Vi nærmer os tilmed vinteren hernede, hvilket tydeligt kan mærkes på det kolde vejr. I dag er der storm, blæst og masser af regn, og så er det ikke meget forskel i at bo ved kysten hernede end i Danmark. Og det nager mig lidt, for jeg hører at I hjemme i Danmark har omkring 20-25 grader.
At vi nærmer os vinteren bærer mine kommende weekender også præg af, da der ikke er store muligheder for at komme ud på nogle af de oplevelsesture som jeg gerne ville på.
Men jeg har masser af planlægningsarbejde at gøre. Efter min praktik på afdelingen (om 5 uger), ankommer min kæreste nemlig til Adelaide, og så skal vi ud og udforske den store verden sammen
I løbet af kort tid, er jeg faldet godt til. Ja, kort tid sidder jeg her og skriver. Har allerede været her over en måned. Jeg har det godt, er glad for at være her og ser frem til yderligere 5 lærerige uger på afdeling S5 på hospitalet.
Rigtig mange hilsner
Helena H06SA
