Kontakt
International medarbejder Ina Koldkjær Sølling
iks@ucn.dk - tlf.
International medarbejder Annemarie Dalsgaard
and@ucn.dk - tlf.
Rejsebrev fra Gambia
Forår 2007, Lene Bøjgaard Bak og Maria Villumsenhold S04V Sygeplejerskeuddannelsen Aalborg
Frustrationer og fantastiske farverige oplevelser - et studieophold på et landsbyhospital i Gambia - Valgfri periode
Ranke kvinder i farverige lappaer kommer bærende med store tunge spande på hovedet, og med børnene vuggende på ryggen. ”Good morning”, lyder det fra højre og venstre. ”Hello beautiful girls, you look so smart”; - råber de dovne drenge, som sidder og hviler sig i deres trillebører. ”Tubab, tubab” skriger ungerne, og vinker ihærdigt. Det er morgen i Gambia, og vi er på vej til arbejde på Brikama Health Care Center. Solen skinner fra en skyfri himmel og er godt på vej til at varme luften op til de 35 grader.
Lene: Jeg træder ind på den kombinerede føde-, svanger- og barselsafdeling. Jeg siger god morgen til nattevagten, som ser træt ud. Der har været mange fødsler i løbet af natten. Jeg går hen for at se til en lille præmatur pige, født ca. 32 uger gammel, som jeg passede i går. Jeg tjekker hendes papirer; ingen har udfyldt de bokse, som jeg har tegnet i ”journalen”. Bokse, som angiver at pigens temperatur skal tjekkes hver 2. time, og hvor meget mad hun skal have. Til min frustration har ingen observeret pigen, og hendes temperatur er under 35 grader. Moderen smiler glad, da hun ser mig. På tegnsprog beder jeg hende om at give pigen mad.
Bagefter putter jeg pigen i kuvøse. Jeg går videre om til fødeafdelingen, der består af 4 senge blot adskilt af en skillevæg. En tæt lugt af blod og fostervand fra nattens mange fødsler møder mig. En skræmt førstegangs fødende ligger på en nøgen jernseng og har presseveer. Jeg tager hende i hånden, og hun kigger bange på mig. Lidt senere tager jeg imod, da hun føder en velskabt dreng. Hun takker mig for hjælpen. Jeg tror, det var fordi, jeg holdte hendes hånd. Den omsorg vi, som sygeplejersker i Danmark, kender og udøver, er patienterne ikke vant til at møde i det gambianske sundhedssystem. Sygeplejerskerne har ikke en normering, der tillader dem at sidde hos den enkelte ”blot for at holde i hånd”. Her er man som patient afhængig af, at familien kan være til stede under indlæggelsen og udøve pleje og omsorg. Familien bringer mad, hjælper patienten med at komme på toilettet og med at blive vasket. Om natten sover de sågar ofte i samme seng som patienten. Første gang vi så en patient kaste op, stod vi klar med klud og spand, men vi blev dog hurtigt viftet væk af sygeplejersken, og i stedet blev familien sat i sving.
Maria: Klokken er 8.15 og jeg er lige mødt ind på børneafdelingen. Jeg sætter mig for at snakke lidt med den trætte nattevagt. Hun har nu været på arbejde i de 12 timer, som en nattevagt strækker sig over, men skal imidlertid ikke forvente at blive afløst foreløbigt. Jeg har nemlig endnu ikke oplevet, at dagholdet ankommer før 9-9.30. Det virker mere som en selvfølge at komme for sent, end til tiden.
En bekymret far kommer og vinker mig ned til sin lille baby, som jeg passede i går. Det 1 måned gamle barn er indlagt med lungebetændelse, og har brug for ilttilskud, for at kunne holde saturationen over 90%. For blot 1 måned siden, var det ikke muligt, at behandle med ilt på Brikama Health Care Center, men to engelske pædiatere har for nyligt medbragt en iltmaskine og en saturationsmåler fra England. Det er dog stadig ikke alle sygeplejerskerne, der kan håndtere dette apparat; - alt nyt elektronisk udstyr tager tid at implementere.
Jeg måler babyens saturation, den er 65%. Jeg bander indvendigt over, at ingen har observeret babyen i nattens løb, alt imens jeg monterer iltmasken. Saturationen stiger heldigvis hurtigt, og i løbet af dagen, kan jeg se en klar forbedring hos barnet. Inden jeg går hjem, takker forældrene mig og fortæller, at de vil opkalde babyen efter mig.
Ovenstående eksempler er taget ud fra vores dagbogsnotater, fra vores valgfrie periode på 7. semester, hvor vi arbejdede i 5 uger på et landsbyhospital i Gambia.
Vi har fået lov at opleve forskellige dele af det gambianske sygehusvæsen, som børne- og føde afdelingen, familieplanlægningsgruppen samt tuberkulose afsnittet. På Health Care centeret er mange afsnit ambulante konsultationer, hvor et hav af mennesker dagligt bliver tilset. Hver morgen har vi mødt uendeligt lange køer af ventende patienter, og skønt der kun er få hænder til at varetage behandlingen af dem, er de på mirakuløs vis alle sammen forsvundet, når arbejdsdagen er ovre. I løbet af en time skal sygeplejersken konsultere samt udskrive behandling til op mod 30 patienter, så det siger sig selv, at kvaliteten her må bukke under for kvantiteten.
I Danmark er omsorg et centralt begreb i sygeplejen. Derfor har vi ofte været frustrerede over de gambianske sygeplejerskers manglende omsorg overfor patienterne. Det har været vigtigt, i vores samarbejde med de gambianske sygeplejersker, at udvise forståelse for deres situation. Når 3-4 sygeplejersker har ansvaret for en afdeling med 40-50 patienter til en løn på ca. 300 kroner om måneden, har mange sygeplejersker svært ved at finde motivationen og tiden til at udføre individuel omsorg. Den gambianske sygepleje bliver derimod reduceret til hovedsageligt at omhandle medicingivning og stuegang. Dette var nok den største kontrast, vi oplevede, til det danske sundhedssystem.
At arbejde i et andet land giver muligheden for at opleve en kultur indefra.
Vores hverdag i Gambia har lukket os ind i en kultur blandet af muslimsk tro, gammel afrikansk stammekultur, og et stræbende forsøg på at ligne den vestlige verden. En underlig blanding, som giver et fantastisk åbent, imødekommende og skønt folkefærd. Vi har lært en masse mennesker at kende, er blevet inviteret ind i deres hjem og har oplevet den enorme gæstfrihed, der kendetegner det gambianske folk.
Herigennem har vi oplevet en verden, hvor man tror på mennesker, der kan forvandle sig om til ulve, naturmedicin der kan gøre dig usårlig for knive og kugler, samt kvinder, der om natten forvandler sig til ugler, og flyver over Atlanten, for at angribe onde mennesker. Og det er ikke bare de uuddannede, der bibeholder stammetroen. Præsidenten har netop været i nyhederne, hvor han hævder at kunne helbrede HIV og astma med medicin, han selv har udvundet. Vi skylder ham næsten at nævne, at han har konsultation hver torsdag…
Det har været lærerigt at indgå i et samarbejde med kollegaer fra den anden side af jorden. Det har krævet en stor åbenhed og respekt for hinandens ekspertiser. Vi har måttet være ydmyge overfor deres kreative sider i et land med ganske få ressourcer. Gamle beholdere til infusionsvæsker, der bliver brugt som ventilationsmasker, sugning af børn der foregår med mundkraft ved brug af dropslanger, venflon der bliver fikseret med rester fra papkasser er blot nogle eksempler på, hvordan de udnytter deres kreativitet. Vi har fundet ud af, hvor anderledes en sygepleje kan udøves, og er blevet bevidste om, at det er nogle helt andre problemstillinger den gambianske sygeplejerske står overfor i forhold til den danske. Men efterhånden som tiden gik, blev vi også klar over, at vi er på vej til at færdiggøre en international uddannelse med et indhold, som vi kan gøre brug af i hele verden.
