• Til forsiden
  • Biblioteket
  • Its Learning
  • Kontakt
  • Læs op
  • Sitemap
  • Print
  • It
  • Formindsk tekstst?rrelse Forst?r tekstst?rrelse
  • Visit our English website ucnorth.dk
  |  
Du er her:

Rejsebrev fra Thailand

Marie-Louise Christensen, efterår 2011

 

Det er nu to uger siden jeg ankom til Danmark efter at have tilbragt 2,5 måned i Bangkok på modul 6. Opholdet sluttede brat 3 uger for tidligt pga. oversvømmelserne, men jeg er kommet hjem en helt fantastisk oplevelse rigere.

 


Hele processen startede allerede i oktober/november sidste år efter et besøg hos UCN’s internationale koordinator. Jeg skulle lave en ansøgning til hende inden jul, og senere en til VIA Aarhus, som er skolen der sender os ud. I februar måned modtager jeg en bekræftelse på opholdet og bliver ellevild! De næste måneder går med udfyldning af diverse dokumenter til Aarhus og UCN, nogle af dem på engelsk da de skulle videresendes til Thailand. Der skulle desuden søges legater, hvilke der var få af. Jeg søgte følgende 3; Nordea, DSR og Den Obelske Familiefond, jeg modtog fra de 2 sidstnævnte.
Hvis I ansøger, og er så heldige at få tilbudt en plads, vil jeg anbefale at gå i gang med ansøgninger og andet papirarbejde så snart papirerne modtages. Der er meget der skal holdes styr på, udover skolen. Ligeledes vil jeg anbefale at have en opsparing med sig til Thailand. Det er et utrolig billigt land at leve i hvad angår mad, shopping og transport, og en SU rækker langt, men hvis man vil på ture i weekenden og have ekstra oplevelser, er det en god idé med en opsparing.

 

Vi var 12 danske studerende af sted. Vores første uge i Bangkok, gik med et spændende, udfordrende og ikke mindst et lærerigt thai kursus. Vi lærte gloser til hverdagsbrug samt til brug i praktikken, og endvidere gav kurset et indblik i den thailandske kultur. Efter en uge med dette intensive kursus, var vi mættet med informationer og følte vi havde glemt det hele, men det meste hang nu ved. Vi fik god brug for vores thai gloser, om end de var begrænset. Thaierne elsker når vi forsøger at tale deres sprog, og dette gør at vi tit får en varmere velkomst af patienter og pårørende.
 

 

Efter sprogkurset var vi alle på Ramathibodi Hospital, men på forskellige afdelinger. Vi var 4 studerende på hver afdeling. Jeg var på henholdsvis EENT (Ear-, eye-, nose- and throat) og Home Care. Vi havde på forhånd fået af vide at det ville blive et observationsstudie, men jeg blev positivt overrasket.


EENT er delt op i flere afdelinger; Female-, male og privateward, to ambulatorier samt en operationsgang. Vi besøgte alle afdelinger, men var primært på femaleward. Der er både børn og voksne på afdelingen. Vi doserede medicin og uddelte medicin, p.o og i.v., dryppede øjne, rensede øjne og målte værdier. Vi lærte en del om tracheostomi pleje og sugning af tracheostomi. Vi havde flere praktiske øvelser bl.a. injektioner, blodprøver, undersøgelser af øjne, næse, øre og hals, at guide en blind/svagt seende. Vores vejledere gik meget op i at vi kendte den medicin vi uddelte, samt de sygdomme vores patienter havde og derfor havde vi jævnligt bibliotekstid om eftermiddagen, sådan at vi kunne diskutere de pågældende emner næste morgen. Vi havde nogle fantastisk dygtige og søde vejledere, altid smilende og grinende og i stand til at tale godt engelsk.


Home Care er delt op i grupper; Pedeatrics, orthopedic, surgical og medical, jeg var i den sidstnævnte gruppe. Home Care var utrolig spændende og lærerigt, men adskilte sig også markant fra den danske hjemmepleje. I Thailand er det familien der tager sig af den ældre, og ofte bor de flere generationer sammen. Det er ofte datteren eller sønnen til den ældre som får rollen som personlig hjælper, og derfor skal varetage plejen. Sygeplejerskerne fra HC underviser og vejleder familien i hvorledes de skal udføre plejen. De underviser bl.a. i tracheostomipleje, sugning, sondeernæring og hygiejne Et besøg varede ofte 1-2 timer, og transport tiden til første besøg var ofte på 1 time. Ligeledes var der ofte 2 sygeplejersker med plus en eller flere af os danske studerende. Familierne fik besøg hver eller hver anden uge.


Jeg er utrolig glad for min beslutning om at tage modul 6 i Thailand. Min praktik har været en positiv oplevelse, jeg har prøvet mange ting og fået sat perspektiv på den danske sygepleje. Jeg er helt sikker på, at jeg vil bruge mange af mine erfaringer herfra i fremtiden.


På det personlige plan har det givet mig rigtig meget i rygsækken, det giver ikke blot en faglig udvikling, men også en personlig. Jeg mener, at det er utrolig sundt at opleve en anderledes kultur, da vi kan lære meget af hinanden.
 

Hvis du selv overvejer at tage på et udlandsophold og har spørgsmål, så kontakt mig endelig! Vil hellere end gerne hjælpe og dele ud af mine oplevelser og erfaringer.

 

 

 

 

Navn: Marie-Louise Christensen
Hold: s10v
Udlandsophold: 15/8-24/10-11
Email: smiley9013@hotmail.com / Sv10170@ucn.dk
 

 

Sidst opdateret 07-12-2011 af Christina Lademann Wiederholt
Professionshøjskolen University College Nordjylland   |   Aalborg   |   Hjørring   |  Thisted  |  72 69 00 00  |   ucn@ucn.dk   |   RSS-feeds fra UCNNyheder   |   UCN på Facebook  UCN på YouTube