Vi hjalp til på klinikkerne, med injektioner, måling af BT og Puls. Derudover besøgte vi et par af sponsorbørnene. Blandede ernæringsrig pulver til de gravide mødre og småbørn. Legede med de indlagte børn. Lavede mad og hyggede sammen med de andre frivillige. Så Kolkata, museer, kendte bygninger og oplevede bare Indien.
Jeg lærte at sygepleje og omsorg kan ydes på ganske få sekunder/minutter hvis man bare er indstillet på det. At man selvom man har travlt, har tid til at smile, give et knus eller et håndtryk eller et medlidende ansigtsudtryk. Jeg lærte at kommunikere uden ord og at vinde børnenes tillid med kropssprog alene. Og at det ikke betyder noget at man synger på dansk når børnene skulle afledes under sårpleje uden bedøvelse.
Jeg lærte at det at være hvid, i sig selv er nok til at være en turistattraktion, at smile på kommando og at fremmede vil være venner og holde i hånd… Jeg lærte at kvaliteten af den medicinske behandling var underordnet, bare muligheden var der. Og jeg lærte at acceptere at tingene ikke altid bliver gjort på den mest effektive måde… Jeg lærte at vente, vente, vente på at folk dukker op til en aftale (Indiantime)
Indiantime var noget af en udfordring, jeg er ikke verdens mest præcise person, men alligevel kunne jeg nå at blive irriteret i flere omgange at vente.
Det var svært at acceptere at lægerne dernede ikke har de kompetencer som jeg som dansker forventer. De læger der arbejder på projektet, er læger der ikke kan få arbejde på de rigtige sygehuse pga. at de er i den lave ende af skalaen, de arbejder for ”lommepenge” på projektet.
Det var nærmest umuligt at forstå den måde nogle kvinder blev behandlet på, vi mødte to kvinder der var blevet sat ild til af deres mænd, og deres fremtidige udsigter efter behandling og heling, var at flytte tilbage til deres mænd. Men pga. det korrupte politi, er der ingen muligheder for at få mændene retsforfulgt.
Det var svært at forstå, at så mange mennesker lever på gaden og så mange er fejlernærede og syge pga. fattigdom og uvidenhed omkring almen hygiejne.
At acceptere tingenes tilstand der hvor man kommer hen, det står ikke til at ændre på den korte tid man har der. Men stil spørgsmål hvis der er noget man ikke forstår/ kan begribe, der er ofte en god grund til tingenes tilstand.
Find inden afrejse ud af hvad der forventes af dig som frivillig og hold dig til den plan, på den måde er du til mest gavn.
Men ellers kan jeg bare sige NYD DET!!
Det er en helt speciel oplevelse, der vil ændre dit syn på verden og forandre dig som menneske og som sygeplejerske.
Sisse Gramstrup Munk Sisse og Louise