Udvikler
Lektor og it-leder, Kristian Kaaberbøl, CEPRA, CVU Nordjylland.
Resume
Kurset tager sit udgangspunkt i IKT-baserede redskaber i forbindelse med planlægning og evaluering af undervisning, forældresamarbejde, større undersøgelser m.m. Kurset vil bringe en hel række forskellige teknologier i spil og se på muligheder og udfordringer i forbindelse med planlægning og evaluering, herunder:
• Elektroniske værktøjer til elevplaner.
• Elektroniske værktøjer til planlægning og evaluering af undervisning.
• Elektroniske spørgeskemaundersøgelser.
• Video som dokumentation og analyseredskab.
Kurset er et praktisk redskabskursus i planlægnings- og evalueringsredskaber og disses anvendelighed i forskellige sammenhænge, således at man herefter er i stand til udvælge og ikke mindst anvende forskellige elektroniske teknologier i den rigtige sammenhæng. Det tilstræbes, at redskaberne er tilgængelige efter kurset, idet kurset er baseret på mange af de værktøjer, som UNI-C stiller til rådighed for undervisningsverdenen, samt gratisprogrammer. Dette gælder dog ikke for alle de programmer til elektroniske elevplaner, der bliver præsenteret under kurset.
Introduktion
Kravene til evaluering og dokumentation er med den nye folkeskolelov blevet meget synlige. Dette kursus retter sig imod de muligheder og udfordringer som IKT har i forhold til evaluerings-kompetencer og planlægning. Kurset indeholder også en praktisk gennemgang, så man efter kurset kan lave elektroniske spørgeskemaer og anvende de værktøjer, der stilles til rådighed for undervisningssektoren (se link 2). Disse evalueringskompetencer kan anvendes bredt ind i feltet af evaluering, idet kurset vil diskutere redskabernes anvendelighed i forbindelse med både summativ og formativ evaluering.
Kursusmål
Målet med kurset er, at deltagerne vil kunne:
• Orientere sig inden for evaluering og planlægning med it.
• Argumentere for valg af elektronisk redskab blandt en vifte af forskellige teknologier.
• Anvende teknologierne.
• Diskutere teknologierne.
Baggrund
Med den nye folkeskolelov er der sat ekstra fokus på såvel IKT som evaluering. Dette kursus bygger bro mellem disse og giver underviseren en forståelse af de muligheder og udfordringer, som opstår, når de anvendes sammen.
Indhold og fokus
• Overblik og indsigt i de elektroniske værktøjer der er udviklet til elevplaner.
• Analyse og diskussion af elektroniske elevplaner.
• Indsigt i teori om evaluering.
• Indsigt i det gode spørgeskema.
• Opnå færdigheder i brug af SurveyXact, så man er klædt på til at lave analyser på egen hånd.
• Introduktion til analyse af data.
• Færdighed i at anvende og håndtere elektroniske spørgeskemaer fra start til slut.
Indsigt i andre elektroniske planlægningsværktøjer:
• Kvalitetstrappe
• SMTTE-model
• Kvalitetsstjerne
• Systematisering af information til brug for hjemmeside
• Perspektivering af elektroniske redskabers anvendelighed i fht. evaluering og planlægning
• Færdighed i videooptageteknik og redigering og analyse.
Kursusplan
2 dage. Kurset kan evt. afholdes ude på skolen.
Oversigt over lektioner og indhold
> Hent oversigt over lektioner og indhold som pdf
Undervisningsform
Undervisningen varierer mellem læreroplæg med teoretiske og metodiske indholdselementer
samt praktiske øvelser. Fordelingen er ca. 30 % oplæg og 70 % øvelser med vejledning.
Herudover må det påregnes, at kursisterne kort skal præsentere deres produkter.
Evalueringsform
Produkterne evalueres ved fremvisning.
Kurset evalueres skriftligt ved afslutningen af kurset.
Litteratur
MDC-rapport nr. 26 „Evaluering med it.“