• Til forsiden
  • Biblioteket
  • Its Learning
  • Kontakt
  • Læs op
  • Sitemap
  • Print
  • It
  • Formindsk tekstst?rrelse Forst?r tekstst?rrelse
  • Visit our English website ucnorth.dk
  |  
Du er her:

Til download

 

Kursusbeskrivelsen som pdf

 

Spotkursus: Evaluering og test i læsning (3 lektioner)

 Et kursus, der sætter spot på netop evaluering og test i læsning.

 

Udvikler
Lektor Bodil Christensen, master i ungdoms- og børnelitteratur, UCN.
Resume
Det er ikke al læring, der kan vejes og måles. Det kan være vigtigt at lægge sig på sinde, at man må forholde sig til evalueringsmetoder og teorier med en vis ydmyghed over for aktørerne i skolens rum. Men undervisning og læring kan kvalificeres, når det bliver gjort til genstand for en systematisk og reflekteret evaluering. I den offentlige debat tales der ofte om test og prøver i læsning med en implicit fælles forståelse af, at test og prøver er ensbetydende med læsetest og læseprøver, men evaluering er et bredt begreb, hvor der gøres brug af en bred vifte af forskellige evalueringsstrategier. Lærer-elev-samtaler, skole-hjem-samtaler, egne skriftlige vurderinger og diverse test og prøver er blot nogle af dem.


Når det gælder en kvalificering og en faglig-pædagogisk vinkel på evalueringsstrategier, kan udsagn som „Det gik fint, alle elever var i gang!“ ikke bruges fremadrettet i tilrettelæggelsen af et undervisningsforløb. Evalueringen må kunne dokumentere en ændring i elevernes læring og ikke blot være statusbeskrivende.


Introduktion
Danskfaget er ikke alene et kundskabs- og færdighedsfag, men også et dannelsesfag og et kulturfag. Der stilles således store krav til folkeskolelærerne i dag om at kunne tilrettelægge en fagligt effektiv og evaluerbar undervisning, som tilgodeser og fremmer den enkelte elevs kompetencer, og som samtidig skaber rammer for elevernes „…personlige og kulturelle identitet, der bygger på æstetisk, etisk og historisk forståelse“ (Fælles Mål.) Undervisningen skal altså ikke planlægges og gennemføres med fokus på den forestående test. Undervisningen skal derimod være varieret og kvalificeret planlagt med øje for at skabe glade og kreative elever med centrale færdigheder og kundskaber.


Kursusmål
Målet med kurset er, at deltagerne får

  • Indsigt i og kendskab til viden om systematisk, løbende evaluering der kan være med til at kvalificere den daglige undervisning i læsning.
  • viden om og indsigt i forskellige former for test, der kan give lærer og elev et billede af elevens læseniveau.

Baggrund
Danske elevers dårlige resultater i læsning i de internationale undersøgelser fra 1990´erne og frem til år 2000 er baggrunden for, at Undervisningsministeriet i de senere år har sat en række nye test og evalueringsinitiativer i værk i hele skoleforløbet. Dette har medført, at Folketinget i 2006 har besluttet at gennemføre nationale test, der skal registrere elevernes læsekompetencer efter 2., 4., 6., og 8. klassetrin på baggrund af de bindende trin- og slutmål for dansk, og derudover er 9. klassetrins afgangsprøve i dansk blevet obligatorisk. Foruden indførelsen af de nationale test har de forskellige læseundersøgelser også ført til udviklingen af nyere evalueringsformer og redskaber såsom portfolio, logbog og forskellige iagttagelses- og spørgeskemaer, der løbende skal registrere læseevalueringen.


Indhold og fokus

Indholdet vil være:

  • En præsentation af de mest brugte læsetest.
  • En præsentation af evalueringsmetoder, der kan bruges i den løbende evaluering (logbog, portfolio, refleksionsbreve, målcirkler mm).
  • Kursusdeltagernes egne erfaringer vil også blive bragt i spil.

Kursusplan
Et tre-timers kursus, der kan henvende sig til dansklærerne i indskoling, på mellemtrin eller i overbygningen. Kurset kan ligeledes rekvireres til hele skolens danskundervisere.


Oversigt over lektioner og indhold
Da kurset er et introduktionskursus på tre timer, vil indholdet være en introduktion af evalueringsmetoder i teori og praksis. Der vil være fokus på såvel test som løbende evaluering (alt afhængig af kursusdeltagernes undervisningshverdag i enten indskoling, på mellemtrin eller i overbygning – det kan være: SL60 og SL40 – Sætningslæseprøver, OS 64 og OS 120 – Ordstillelæsningsprøver, nationale test, afgangsprøvens skriftlige prøver og derudover portfolio, logbog, målcirkler mm.). Der vil være plads til erfaringsudveksling blandt deltagerne.


Undervisningsform
Undervisningsformen vil veksle mellem oplæg fra underviseren, praksiseksempler, erfaringsudveksling og diskussion.

 

Evalueringsform
Fælles mundtlig eller skriftlig refleksion ved kursets slutning, hvor der gøres status over mulighederne i de respektive test og evalueringsmetoder.


Beskrivelse af undervisere
Videnscenter for Evaluering har en række undervisere med kompetencer i såvel evaluering som læsning. Underviserne bør have kendskab til såvel evalueringsteori som evaluering i praksis. Undervisere ansatte ved UC med kompetence i danskfaget og med særligt fokus på evaluering.


Kursusmateriale
Til supplerende læsning kan anbefales:

  • Christensen, Bodil (red.): Evaluering og test i læsning, Kroghs forlag 2007.
  • Holm-Larsen, Signe: Hverdagsevaluering, Kroghs Forlag 2004.
  • Jensen, Christine Fooken m. fl.:Målcirkler, Dafolo 2005.
  • Madsen, Claus: Portfoliopædagogik, Dafolo 2005.
  • Nielsen, Bodil: Faglig evaluering i skolen, Gyldendal 2006.

 

Professionshøjskolen University College Nordjylland   |   Aalborg   |   Hjørring   |  Thisted  |  72 69 00 00  |   ucn@ucn.dk   |   RSS-feeds fra UCNNyheder   |   UCN på Facebook  UCN på YouTube